Valget i Nicaragua 2001

Det umulige valg

Den politiske polarisering i Nicaragua har medvirket til en skarp, personlig og meget lidt konstruktiv debat i månederne op til valget. Det er en udbredt holdning i befolkningen, at man helst var fri for de to mest oplagte kandidater, men en godt to år gammel politisk pagt mellem liberale og venstreorienterede sandinister har vist sig at fungere efter hensigten. Topartisystemet er en politisk realitet.

Af Christian Korsgaard

01. november 2001

Når nicaraguanerne på søndag går til stemmeurnerne, sker det for manges vedkommende med tvivl i sindet. Vejen til valget har været brolagt med studehandler, pagter og valgflæsk af den fedeste slags. Politisk prostitution er blevet en hverdagsforteelse, og man skal holde tungen lige i munden for at huske på hvilket parti, de forskellige personligheder hører til. Liberale er gået over til socialister, konservative til liberiale, og socialister til konservative. Efter en lang og meget hård valgkamp er alle konstellationer efterhånden afprøvet, men lige meget hjælper det. Vælgerne er blot endnu mere i tvivl om, hvor de skal sætte krydset.

Officielt er der tre kandidater til hvervet som landets præsident. Den liberale kandidat Enrique Bolaños var indtil for et år siden den nuværende præsident Arnoldo Alemáns vicepræsident, men trådte tilbage tolv måneder inden valget, fordi valgloven foreskriver, at kandidaterne ikke må bestride offentlige hverv. Bolaños kritiseres stærkt for sin stiltiende accept af Alemán-regeringens mange korruptionsskandaler, og skeptikerne frygter, at Bolaños i virkeligheden blot er en marionet for den meget stærke Alemán.

Sandinistpartiets kandidat, Daniel Ortega, får også på puklen for sin fortid og sin rolle i ’80ernes blodige borgerkrig. Mange vælgere frygter de udenrigspolitiske konsekvenser af en sandinistisk sejr, og i kulissen spøger en række uheldige, revolutionære fejltrin som for eksempel tvungen, ’patriotisk’ militærtjeneste. Terrorangrebene mod USA i september har yderligere kompliceret Ortegas kandidatur, fordi han er kendt for at pleje omgang med blandt andet Libyens Mohamar Ghadaffi og Cubas præsident Fidel Castro. Den anti–sandinistiske blok har udnyttet terrortruslen fuldt ud og produceret en række blodige relamespots, som både direkte og indirekte sammenligner Ortega med terrorister af den værste slags, deriblandt Osama bin Laden.

Det konservative parti har efter en intern strid, som på et tidspunkt truede med at splitte blokken, endelig identificeret den hidtil ret ukendte advokat Alberto Saborío som kandidat.

Partiet stod for blot et år siden meget stærkt i meningsmålingerne, som det eneste alternativ til den liberal-sandinistiske pagt. Men diskussionerne om hvorvidt de konservative i pluralismens navn skulle vige pladser til kandidater fra de små partier som er udelukket fra at deltage, sendte kurven nedad. Efter at fremtrædende og populære medlemmer smækkede med dørene, skred partiet fra næsten 20% i meningsmålingerne, til de godt 3% de er værd i dag.

Pagten virker

Kampen står således mellem Ortega og Bolaños, som hver sætter sig på godt 40% af stemmerne i meningsmålingerne. Ortega har siden starten af valgkampen haft et forspring, men Bolaños har løbende vundet ind, og forskellen mellem de to er i dag mindre end målingernes fejlmargen.

Etableringen af det topartisystem som en pagt mellem de liberale og de venstreorienterede sandinister sigtede mod, ser dermed ud til at være en realitet. Pagten bestod kort fortalt af en række reformer af blandt andet valgloven, som gjorde det stort set umuligt for mindre partier at deltage, samt nemmere for de større at vinde i første runde. Dertil kom gode ben som immunitet for afgående præsidenter og automatisk medlemsskab af parlamentet til valgets nummer to.

Analytikere kritiserer fortsat pagten kraftigt, men i en situation hvor alternativerne er til at overse, har vælgerne reelt ikke noget valg. Med mindre de vil spilde stemmen på et mindre, ’ubetydeligt’ parti, så må de nødvendigvis stemme på de liberale eller sandinisterne. I et politisk set meget polariseret system som det nicaraguanske, er angsten for ’de andre’ simpelthen for stor til at man tør tage den chance. Kritikken er derfor med tiden svundet ind, og affolkningen af det konservative parti, også kaldet ’den tredje mulighed’, er da netop også sket under henvisning til, at en splittet, borgerlig fløj ville give sandinisterne sejren på et sølvfad. En blok i den konservative parti er endda gået så vidt, at den har bedt Alberto Saborío om at trække sig ud af valgkampen, for at styrke de antisandinistiske muligheder for en valgsejr.

Big brother

Mellemamerika er kendt som USAs baghave, og selvom storebroderen mod nord i ’80erne måtte sande hvor vanskeligt det er at holde styr på de mellemamerikanske lande, så har Bush–regeringen naturligvis ikke blot kunnet forholde sig passivt til valget. Både fra det nordamerikanske udenrigsministerium og fra USAs ambassade i Managua har meldingen fra starten været klar: det er ikke i USAs interesse at have en sandinistisk regering i Nicaragua.

I begyndelsen var hentydningerne tilslørede og dobbelttydige, men efterhånden som valgdagen nærmer sig og meningsmålingerne fortsat levner Daniel Ortega de bedste muligheder, er fløjshandsken blevet taget af. Den nordamerikanske ambassadør, Oliver Garza, har været meget direkte i sin advarsel om de negative økonomiske konsekvenser en Ortega–sejr ville kunne få for forholdet til USA.

Analytikeren Alejandro Bendaña er ikke forbløffet over USAs holdning, men den klodsethed hvormed ’big brother’ har blandet sig valgkampen, kommer bag på ham: "Det er indlysende, at USA tror på at Ortega vinder, ellers ville de ikke blande sig som de gør. De ser simpelthen stort på de diplomatiske spilleregler og melder så klart ud, ene og alene fordi Ortegas person er dem imod. De vil under ingen omstændigheder have ham som præsident, på trods af at flere af de sandinistiske politikker er i dag mere liberale end de liberales egne. Det er nemlig ikke et spøgsmål om politik, men om personer."

Ifølge Bendaña er USAs indblanding i valget ikke alene en fornærmelse af det sandinistiske parti, men landet som sådant. Vinder Ortega, vil det til evig tid blive husket at han gjorde det på trods af det store nordamerikanske pres. Taber han, bliver det på grund af det samme pres, som siden den 11. september er vokset voldsomt.

Flower-power

Temaerne i valgkampen har været tynde. De liberale har tæppebombet Daniel Ortegas militaristiske fortid, mens sandinisterne med lyserøde farver og blomster har promoveret et flower–power image om at "kærligheden er stærkere end hadet". De liberale har svaret, at "der er kærlighed som dræber". Fortidens synder har med andre ord skabt basis for en politisk debat, som har præsenteret vælgerne for meget få, reelle visioner for fremtiden.

Traditionen tro har de meget konkrete valgløfter indtaget en central rolle. Fra begge sider er der blevet lovet et specifikt antal boliger og arbejdspladser i tilfælde af en valgsejr, og udstedelsen af ’værdipapirer’ har endnu engang fundet sted. Efter at en serie midlertidige skøder sidste år var stærkt medvirkende til at sandinisterne vandt borgmestervalget i hovedstaden, har partiet denne gang udstedt de såkaldte bonos productivos, et underskrevet dokument som ved en sandinistisk triumf vil kunne ombyttes til en ko, en gris, et par høns, lidt foder, noget såsæd og andre gode ting. Denne slags tilgodebeviser er efterhånden en så integreret del af den nicaraguanske valgkamp, at ordet ’stemmekøb’ slet ikke nævnes.

Men der er ikke noget som ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Stillet overfor en overfladisk og personfikseret valgkamp, har mange af civilsamfundets organisationer udarbejdet dagsordener eller politikpapirer for deres specifikke område. Børneorganisationer, unge, kvinder, bønder og kommunalorganisationer har alle sammensat deres egne ønskesedler for de ting som de gerne vil have den kommende regering til at leve op til. Den sidste måned har kandidaterne underskrevet en lang række af disse dokumenter og har dermed, i det mindste i teorien, bundet sig til kompromisser som det bliver svært at løbe fra.

Kun få bevarer i grunden en naiv tro på at politikerne rent faktisk vil opfylde alle løfterne, men selve det at ønskesedlerne er blevet udarbejdet viser, at det nicaraguanske civilsamfund endnu ikke har mistet sin historiske evne til at tage initiavet og være udfarende. De sidste fem års neoliberale politik har budt på talrige konfrontationer mellem civilsamfundets organisationer og regeringen, og på trods af det totalt ulige styrkeforhold de to imellem, så har organisationerne vist sig at være en værdig modstander. På intet tidspunkt har de rystet på hånden i en konstant kritik af korruptionen og den utilstrækkelige sociale politik. Dét er Nicaraguas virkelige styrke, og det er måske dér, i plejen af en civil og seriøs modvægt til partipolitikken, at løsningen på det umulige valg ligger.

Christian Korsgaard er informationsmedarbejder i MS Mellemamerika