De fattige går til urnerne
Valget på søndag vil næppe gøre den store forskel for den menige, fattige nicaraguaner. Verdensbanken og IMF har med udviklingen af en fattigdomsstrategi sikret sig mod overraskelser uanset den kommende præsidents politiske farve. Men det betyder ikke, at de fattige ikke får noget ud af valget. Det gør de skam. Også på meget kontant vis.
|
01. november 2001
Escarleth Gutiérrez er glad. Efter at hun i årevis har postet penge i en bolig og en grund, som hun ikke havde papir på var hendes egen, fik hun for et par uger siden besøg af en venlig mand fra kommunen. Hun fik besked på at møde op på kommunekontoret et par dage senere, hvor hun ville få overrakt et skøde på jorden.
Escarleth mødte naturligvis op, og hun fik faktisk sit skøde. Dermed opfyldte borgmester Herty Lewites et af de valgløfter, som sidste år sikrede ham borgmesterposten i den nicaraguanske hovedstad Managua. Udsigten til at kunne få ombyttet midlertidige skøder til lovlige, brugbare dokumenter skaffede dengang sandinisterne så mange stemmer fra de fattige dele af byen, at Lewites komfortabelt kunne tage borgmesterkæden på i januar 2001.
Besøget fra kommunen til Escarleths ydmyge bolig er næppe tilfældigt. Med blot et par uger til præsidentvalget gælder alle kneb, når der skal vindes stemmer, og tiden er ideel til opfyldelse af gamle løfter. Men Escarleth lader sig ikke narre:
"Jeg stemte ikke på Lewites, men hvis han har lyst til at give mig skødet, så er det helt fint. Bare han ikke tror, at jeg derfor vil stemme på sandinistpartiets kandidat på søndag, for det vil jeg ikke. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil støtte hverken de liberale eller sandinisterne, for de har begge prøvet at sidde ved magten, og det gik ikke godt for nogen af dem. Nu er det nok. Jeg stemmer på de konservative, selv om jeg ved, at de ikke vinder", forklarer Escarleth.
Fattigt stemmekvæg
Der er langt mellem folk med Escarleths holdning blandt fattige nicaraguanere. I et land hvor over halvdelen af befolkningen lever i fattigdom og godt en femtedel i ekstrem fattigdom, skal der ikke meget til at købe stemmer. Et tydeligt eksempel har været hovedstandens mange hestevogne, som indtil for nogle måneder siden var bemalede med valgslogans fra de konservative. Et tilbud om at deltage i liberale valgmøder fik mange af kuskene til at skifte farve. For 100 córdobas (60 kroner) per valgmøde blev hestevognene liberale. Få uger efter tilbød sandinisterne en fast ’månedsløn’ på 400 córdobas (240 kroner), og så blev vognene malet i sandinisternes farver. Men afregningen kom aldrig, så efter en uge som sandinister vendte kuskene tilbage til den liberale lejr.
Bortset fra det rent komiske i situationen, så er hestevognene også blevet et tragisk og tydeligt eksempel på, hvordan befolkningens politiske ’overbevisning’ flyttes rundt ved hjælp af løfter eller kontante beløb. Den, som har det største valgbudget, får tilsyneladende de fleste stemmer.
Der hersker næppe tvivl om, at dette er et direkte resultat af landets store og voksende fattigdomsproblem. Dokumentation fra 350 ikke-statslige organisationers paraplyorgan, Coordinadora Civil (www.ccer-nic.org.ni), viser, at fattigdommen ikke alene vokser, men desværre også bliver ’dybere’. Det vil sige, at der både bliver flere fattige, og at de fattige bliver fattigere, end de var tidligere. Fra 1993 til 1998 formåede kun ti ud af landets 151 kommuner at vende denne udvikling. Coordinadora Civil anslår, at der skal bruges 233 millioner dollars alene til sikre landets fattige en indtægt på 400 dollars - minimum for at glide ud af fattigdomskategorien. Det svarer til godt 25 pct. af bruttonationalproduktet.
Strategien
I løbet af de sidste par år er der imidlertid begyndt at ske noget. Siden ’80erne har Nicaragua kæmpet med en kollosal udenlandsgæld, der som en møllesten har hindret en nødvendig udvikling af landets sociale sektor. Den gæld er der nu udsigt til at kunne slippe delvis af med gennem Verdensbankens og den Internationale Monetære Fonds (IMF) gældslettelsesprogram for fattige, stærkt forgældede lande, det såkaldte HIPC–initiativ. Men for at blive ’HIPC–kvalificeret’ skal Nicaragua udarbejde en strategi for reducering af fattigdommen, og det skal ske gennem folkelig deltagelse.
Det har ikke været nemt. Den liberale regering har holdt kortene tæt ind til kroppen under udarbejdelsen af strategien - så tæt, at civilsamfundets organisationer for et år siden faktisk var nødt til at bede IMF og Verdensbanken om en kopi af strategien, fordi regeringen ganske enkelt ikke ville udlevere den. Siden er det gået lidt bedre med dialogen, og flere organisationer har haft mulighed for at bidrage til den færdige udgave, selv om det ganske vist fortsat er usikkert hvor mange af forslagene, der reelt er blevet indarbejdet i strategien. Kort fortalt bygger den på fire grundpiller: økonomisk vækst, udvikling af menneskelige ressourcer, hjælp til sårbare grupper og demokrati/administrativ åbenhed.
Folkelig deltagelse
Der er ingen tvivl om, at Nicaraguas fattigdomsstrategi er nødvendig. Set i bagklogskabens bakspejl er det forbløffende, at der skulle gå så relativt lang tid, inden man fik den gode idé at lave en strategi til løsningen af et så fundamentalt problem, og selv om der naturligvis er lang vej fra de gode intentioner til de reelle resultater, så kan strategien, hvis den udføres med folkelig deltagelse, vise sig at blive væsentlig byggesten i udviklingsprocessen.
En endnu ikke offentliggjort undersøgelse viser, at 45 pct. af befolkningen mener, at deres situation er værre end for et år siden. Hele 30 pct. mener, at der ikke er noget håb for fremtiden – de tror simpelthen ikke på, at det hele nytter noget. Hvad denne indstilling og den medfølgende apati har af både økonomiske og sociale konsekvenser, siger undersøgelsen desværre ikke noget om, men hvis de for en gang skyld kunne blive aktive deltagere i udviklingsprocesserne og ikke passive modtagere, så kunne antallet af disse ’tvivlerne’ ganske givet sænkes. Troen på fremtiden er for manges vedkommende tæt forbundet med strategien og med den måde, den udføres på.
Det bliver nu op til den kommende regering, uanset hvilken kulør den måtte få, at føre fattigdomsstrategien ud i livet. Der vil givetvis komme småændringer undervejs, men i bund og grund har Verdensbanken og IMF sikret sig, at udviklingen går i den retning, de gerne vil have. Der er ikke plads til de store armbevægelser, for selv om gældsbyrden nu ser ud til snart at kunne lette, så kan den hurtigt vende tilbage som en boomerang, hvis aftalerne ikke overholdes. Valget på søndag vil derfor næppe resultere i fundamentale ændringer – men det siger kandidaterne naturligvis ikke noget til vælgerne om.
Christian Korsgaard er informationsmedarbejder i MS Mellemamerika