"Hvis jeg var hende, ville jeg have holdt min kæft og nydt det"

Intet valg uden en god sexskandale. Sandinistpartiet præsidentkandidat har en anklage om 19 års seksuel udnyttelse af en steddatter hængende over hovedet, men det bekymrer hverken ham selv, steddatterens mor eller de kvindelige vælgere. Politisk ideologi er vigtigere end et muligt fejltrin – også selv om det varede knap to årtier.

Dagen efter Daniel Ortega og FSLNs sidste store manifestation i Ocotal inden valget, hvor gaderne var overfyldte med sejrssikre, hujende sandinister og sortrøde flag, snakker jeg med Julia. Hendes øjne lyser entusiastisk, da hun fortæller om Daniel, om den fabelagtige tale til folket, som han holdt i går, om alt det gode, som sandinisterne skal gøre for landet, når de nu vinder valget på søndag. "Han er virkelig de fattiges præsident", siger hun og ser med ét alvorlig ud: "Jeg er sandinist til den dag, jeg dør". Men Julia er også feminist og arbejder til daglig for børns rettigheder – blandt disse er retten til sin egen krop og ikke at blive udnyttet seksuelt.

Mange kvinder i Nicaragua blev dybt berørte, da den sandinistiske lederes steddatter, Zoilamérica Narváez, i 1998 gik ud med en detaljerig anklage om seksuelt overgreb. Ifølge Zoilamérica havde Ortega i en periode på 19 år benyttet sig af sin magtposition både som stedfar og revolutionshelt til at udnytte hende seksuelt. Hendes beretning er en fortælling om en omvæltende periode i landets historie, hvor hun befandt sig i begivenhedernes centrum, men hvor hendes dage og nætter fra da hun var 11 år var fyldte med overgreb, fornægtelse, rædsler og en mor, der valgte at se den anden vej. For mange inden for kvindebevægelsen var skuffelsen dyb. Utallige af de mennesker, der i dag bruger tid og kræfter for at forandre det nicaraguanske samfund og kvindens stilling i dette, har selv en personlig historie som aktive deltagere i revolutionen, og for hvem Daniel Ortega stadig er et levende symbol.

Inden for væggene i den NGO, som i Nueva Segovia arbejder for kvinders og børns rettigheder, og hvor en stor del af arbejdet drejer sig om at hjælpe kvinder, der har blevet udsat for seksuelle overgreb, blusser diskussionerne om Zoilamérica tit op - og især nu op til valget. Men da der for et år siden blev snakket om Zoilamérica på det lille kontor i Ocotal, var tonen anderledes end i dag. Dengang var der stor enigheden om, at hendes fortælling var troværdig, og at Daniel var en upålidelig, korrupt politiker, som havde misbrugt sin magt. "Det var frygteligt, dengang hun begyndte at fortælle om det. Tænk dig, der var flere kvinder inden for bevægelsen, som udtalte, at de ønskede, at det var dem, han havde gjort det imod! Andre sagde, at hun skulle have klappet i. Nej, ham vil jeg aldrig stole på igen", hed det dengang.

Zoilaméricas historie er et typisk udtryk for den vold, som mange nicaraguanske børn og kvinder lever med. Virkeligheden er, at tusindvis af nicaraguanske piger og drenge bliver udnyttet seksuelt af en onkel, stedfar, nabo eller bedstefar. Men de fleste overgreb sker blot ikke i så celebre kredse, ikke på forsiderne af aviserne, ikke blandt politikere og da slet ikke i præsidentens palads.

Det er betænkeligt, at en mand, der har en endnu ikke undersøgt anklage om seksuelt misbrug af sin steddatter, kan blive opstillet som præsidentkandidat, men det er også betænkeligt, at han ifølge de seneste meningsmålinger tegner sig som vinder. At den retslige proces efter anklagen derudover har ladet vente på sig, kan fortolkes som et udtryk for magthaveres uvilje til at tage konsekvenserne af det, de gjort, eller tage del i de retslige processer lige som enhver anden borger. Det kan også betragtes som en ubehagelig manifestation af den magt, manden har i det nicaraguanske samfund, som gør det muligt at misbruge små børn seksuelt, uden at det bliver betragtet som en alvorlig forbrydelse. Hvor småpiger bliver beskyldt for at have provokeret de mandlige voksne familiemedlemmer seksuelt, blot fordi de skulle have hjælp med underbukserne for at tisse.

Ana Patricia er psykolog og møder til daglig kvinder og børn, der er blevet udsat for seksuelle overgreb og incest. Hun holder fast ved det synspunkt, hun havde for et år siden: "Jeg er altså revolutionær og vil altid være sandinist, men jeg kan ikke stemme på den mand, ikke efter det med Zoilamérica. Men hele det her valg er jo et valg mellem pest og kolera…. jeg vil aldrig i hele mit liv stemme på de liberale – det eneste jeg kan gøre er at undlade at stemme".

Men blandt de sandinistiske sympatisørerne er Ana Patricias holdning her op til valget ualmindelig. I de sidste månederne har meningerne om Zoilamérica forandret sig. Flere af dem jeg taler med siger, at man jo ikke kan vide, hvad det egentlig var, der skete. Hvorfor ventede hun så mange år, inden hun begyndt at tale om det? Mon ikke om hun egentlig var forelsket i ham? Mon ikke det egentlig var hende, der ville have ham? Det, som er afgørende for, hvordan stemmerne falder på søndag, er med andre ord ikke, hvad Daniel Ortega måske har gjort med sin steddatter.

Julia er midt i trediverne, og hele hendes familie var dybt involveret i revolutionen. Selv om hun arbejder for børns og kvinders rettigheder, er hun overbevist om hvem, hun skal stemme for på søndag, og hendes politiske overbevisning er som for mange andre ligestillede, tilsat en betagelse af manden Daniel Ortega: "Hvis du spørger mig, så identificerer jeg med Zoilamérica som kvinde, som en der er blevet udsat for den samme slags undertrykkelse, som alle vi kvinder i Nicaragua lever med. Men helt ærligt. Her til valget er det ligegyldigt. Nu er politikken og den revolutionære ideologi langt mere vigtig, og Daniel, ja – han står jo for alt det, som vi har oplevet sammen, og det, vi gerne vil". Og så fortæller hun leende videre om, hvordan det var at spise frokost sammen med ham og hans følge, efter hans indtagende tale til 15.000 festende vælgere i går.

Rosario Murillo er Ortegas pressetalskvinde og kone – og hun er Zoilaméricas mor. Hun mener ikke, at historien med Zoilamérica har påvirket vælgerne i særlig høj grad: "Ifølge vores undersøgelser har anklagen fra hans datter ikke haft mere interesse for befolkningen end emner som arbejdsløshed, sundhed, uddannelse eller landbrugskrisen". På gaderne i departementshovedstaden Ocotal er folk heller ikke påvirket af Zoilaméricas anklage. Fra Mario, som står udenfor FSLNs hovedkvarter på hovedgaden sammen med en samling mandlige, arbejdsløse tilhængere af partiet, får jeg et direkte svar: "Det var en ren løgnehistorie fra ende til anden, ren løgn. Hvad ville hun med egentlig med det der? Ja, og så synes jeg faktisk, at ethvert menneske har ret at lave en fejltagelse – også Daniel!"

Anna Mattsson er MS-kooperant hos kvinde- og børneorganisationen FUNDEMUNI i Nueva Segovia