Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Præsidentvalg i Guatemala 2003:

Foreløbig vinder: Demokratiet og det guatemalanske folk

Med demokratiet og folket som foreløbig vinder må general Montt bide i det sure æble, skriver Lone Hvass. Et æble, der kan blive meget syrligt, fordi Spanien snart kan anlægge sag mod ham. På kommunalt plan står det hidtidige regeringsparti dog stadig stærkt trods generalens deroute.

Af Lone Hvass, MS-kooperant hos Accion Ciudadana

12. november 2003

Med 70 pct. af stemmerne optalt har Valgtribunalet i Guatemala nu tonet rent flag i forhold til afstemningen i søndags. Som forventet går Berger fra GANA og Colom fra UNE videre til anden valgrunde om præsident-posten, mens regeringspartiets kandidat, den gamle general Efrain Rios Montt, måtte bide i det sure æble og acceptere valgets udfald. 

Der er udsigt til et meget syrligt æble, idet Spanien nu kan, og sandsynligvis vil, lægge sag an mod generalen, der til næste år mister sin immunitet. Derudover blev valgobservationen en stor succes, kongressen ser lidt anderledes ud end før valget, og det samlede indtryk er en sejr for demokratiet, der med dette valg forhåbentligt er kommet et skridt nærmere på vej mod en retsstat. 

National valgobservation: en succes

Det MS-støttede valgobservations-initiativ, El Mirador Electoral (Valgobservatøren), blev en rungende succes. Ikke mindre end 98 pct. af alle observatører indtelefonerede deres data og placerede dermed Guatemala som indehaver af verdensrekorden indenfor den parallelle stemmeoptælling, den såkaldte Quick Count. Optællingsresultatet, som lå meget tæt på det officielle resultat, blev formelt overrakt af koordinatorerne for el Mirador Electoral til Valgtribunalet sent søndag aften. 

Præsidentvalget - udsigt til hovedrengøring i rædselskabinettet?

Rios Montt er definitivt ude af billedet i forhold til præsidentposten, han har endnu ikke udtalt sig til pressen, og hans advokater svarer ikke på henvendelser. Den 14. januar 2004 mister Montt sin immunitet, og i Spanien er man begyndt at forberede et sagsanlæg mod generalen for de spanske borgere, der mistede livet i Guatemala under hans terrorregime i starten af 1980erne. Nogle af disse måtte lade livet i forbindelse med et attentat mod den spanske ambassade. 

På nationalt plan eksisterer der tre "aktive" sagsanlæg imod Montt: en anklage om folkemord på maya-indianere støttet af menneskerettighedsorganisationen CALDH, en anklage fra Ombudsmanden for journalister vedrørende overgreb på reportere 24.-25. juli i år, samt en anklage fra den lokale institution Fundacion Rigobertha Menchu vedrørende den aggressive mobilisering af maya-indianere imod journalister og "pampere" den 24.-25. juli. 

En samlet retssag imod Montt kan meget vel ende med, at han bliver erklæret "for syg" til at udstå straf. I hvert fald passer hans opførsel og tale under valgkampen på en senil person. Ikke desto mindre vil det være en vigtig sag i forhold til national genforening, og det er værd at bemærke, at Montt kun er toppen af den kransekage af militærpersoner, der har tusindvis af mord på samvittigheden. Derefter følger processer mod alle de dommere, ministre og embedsmænd, der har haft snablen dybt nede i den offentlige pung igennem den seneste regeringsperiode. Man regner med, at der er forsvundet ca. 25 pct. af hele statsbudgettet til uspecificerede formål. I Danmark ville dette svare til, at der hvert år "forsvandt" 25 milliarder ud af finansloven. 

Kommunevalget: FRG holder skansen

Trods generalens deroute står hans parti, Den Guatemalanske Republikanske Front (FRG), ganske stærkt på kommunalt plan. FRG løb med borgmester-posten i 87 ud af 331 kommuner, mens GANA tegner sig for 60, og UNE sidder på 27, ifølge den foreløbige stemmeoptælling. Det ser således ud til, at regeringspartiets strategi med at "købe" stemmer for kunstgødning og markredskaber har slået igennem blandt partiets traditionelle vælgere ude på landet. 

Parlamentsvalget: farvel til blokpolitikken?

Kongressen har ændret profil efter valget, og tilsyneladende til den gode side. Intet parti har absolut flertal, og det betyder, at der kan sættes en stopper for den blokpolitik, som har kendetegnet den nuværende kongres. Denne har sat en kæp i hjulet for mange af de lovforslag, som oppositionen har fremsat med sigte på at omsætte Fredsaftalerne i praksis. Disse forslag omfatter bl.a. demobilisering af hæren og civilpatruljer, demontering af parallelle grupper, jordfordeling og skattelovgivning.

Den nye kongres tæller 49 mandater til koalitionen GANA, 44 til FRG, 34 til UNE, 15 til partiet PAN, og resten - op til 158 - fordelt på mindre partier. Generalens datter, Zury Rios, blev genvalgt som parlamentsmedlem, og lederen af de tidligere civil patruljer, Rosenda Perez, er ligeledes blevet valgt ind i kongressen. Begge sidder for generalens eget parti, FRG.