Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Præsidentvalg i Guatemala 2003:

Retten til civil ulydighed

Oppositionsavis opfordrer til civil ulydighed mod de tvungne fridage, der truer et fair valg, skriver MS-kooperant Lone Hvass. Hun gennemgår også de seneste meningsmålinger og skriver om det arbejde, som MS støtter, til fordel for en bedre politisk kultur og samarbejde på tværs af partiskel.

Af Lone Hvass, MS-kooperant hos Accion Ciudadana

Søndagens præsidentvalg i Guatemala er fortsat præget af diskussioner vedrørende et dekret om, at der ikke må arbejdes énn dag før og én dag efter valget. Dekretet anskues for at være forfatningsstridigt; Arbejdsgiverforeningen (CACIF) har meldt ud, at den vil trodse forbudet; og den Amerikanske Ambassade har nu også bedt præsident Portillo om at nedlægge veto. Lederen i gårsdagens udgave af elPeriódico, Guatemalas mest seriøse oppositionsavis, opfordrede til civil ulydighed, i troskab mod Forfatningen. Samtidig synger de officielle kampagner på sidste vers, indtil de pr. lov skal indstilles fredag aften kl. 18, og stilheden før stormen lægger sig over landet.

Topkandidaterne

Ifølge den seneste meningsmåling publiceret i går, tager Oscar Berger fra koalitionen GANA fortsat teten med 30.9 pct. af stemmerne, tæt efterfulgt af Alvaro Colóm fra UNE med 27.4 pct. Eks-diktatoren Rios Montt tegner sig ifølge samme måling for 11.4 pct. af stemmerne, mens resten af kandidaterne ikke når op over 6 pct., og det er derfor højst sandsynligt, at Berger og Colom mødes igen til anden valgrunde den 28. december.

Colom’s kampagnestrategi er ifølge visse analyser lagt an på afstandtagen til både det officielle parti, FRG, samt GANA-koalitionen, fordi de første er impliceret i organiseret kriminalitet, og de sidste er nyrige. Hans eget parti er i stort omfang finansieret af tekstilindustrien, og hans rådgivere tæller bl.a. en eks-general med et blakket ry. Det siges, at Colom har lavet alliancer med partiet PAN / Det Nationale Fremskridtsparti, URNG / Den Nationale Revolutionære Enhed, og regeringspartiet FRG om at støtte ham under anden valgrunde imod Berger.

Berger anfører den offentlige sikkerhed som et af de største problemer i Guatemala og øverste prioritet i hans regeringsprogram. Hans valgstrategi har været et forsøg på at vinde første runde med simpelt flertal af frygt for, at politiske modstandere skulle rotte sig sammen mod ham i anden valgrunde.

Eks-diktatoren Monnt

FNs generalsekretær Kofi Annan har i en udtalelse om Montts kandidatur opfordret vælgerne til at tænke grundigt over kandidaternes levnedsbeskrivelse og stemme ud fra deres historiske bevidsthed. Både i nationalt og internationalt regi er der taget dyb afstand fra hans opstilling, men han fortsætter ufortrødent sin kampagne. Som det ser ud, har den gamle general ikke en chance for at vinde, og det vil sandsynligvis betyde, at han stavnsbinder sig selv til Guatemala resten af livet. Ved at forlade landet vil han udsætte sig selv for international retsforfølgelse, anklaget for folkemord. Hans strategi for at sikre partiet og familien vil utvivlsomt gå ud på at køre datteren, Zury Rios, i stilling som præsidentkandidat til næste valg i 2007. Muligheden for teknisk valgsnyd betragtes som minimal, mens muligheden for voldelige episoder anses for reel i næsten samtlige landets provinser.

Og folketingskandidaterne…

Folketingskandidaterne interesserer pr. definition ikke mange vælgere i Guatemala. Ved dette valg er der dog sået et par frø for at rette op på den manglende interesse, bl.a. har den MS-støttede organisation Accion Ciudadana gennemført et pilot-projekt i tre provinser med workshops for de opstillede kandidater i lovgivningsprocessen, parlamentarisk kontrol med regeringen, udarbejdelse af politiske minimumsplatforme, og parlamentarisk modernisering. Mandag og tirsdag i denne uge underskrev de højest rangerende kandidater i provinserne Alta Verapaz og Chimaltenango en aftale om en minimumsdagsorden for samarbejde på tværs af partiskel. Disse aftaler er lavet i koordination med De Politiske Partiers Forum, et diskussionsforum oprettet med støtte fra bl.a. OAS.

Samtidig har Accion Ciudadana også, i samarbejde med kandidater og civilsamfundsorganisationer, udarbejdet en "minimums-profil" for aspiranter til Kongressen samt ført kampagner om vigtigheden af at vælge dygtige og hæderlige kandidater – igennem aviser, nationale radiostationer og lokalradioer. Sammen med valgobservations initiativerne udgør dette projekt en bred indsats for at hæve valgdeltagelsen.