Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Præsidentvalg i Guatemala 2003:

Folkemorder som præsidentkandidat

John Poulsen analyserer den tidligere diktator Rios Montts kandidatur ved det kommende præsidentvalg i Guatemala.

Foto: Peter Bischoff/Keep Looking Productions
Foto: Peter Bischoff/Keep Looking Productions
Af John Poulsen

21. august 2003

"I dette land lider folk af kollektivt hukommelsestab", udbryder vores vært Eduardo, da vi spørger ham, hvordan det kan gå til, at mange vil stemme på den 77 årige tidligere kupgeneral og diktator, Rios Montt, til Guatemalas præsidentvalg den 9. november.

Rios Montt stiller op for det regerende, stærkt højreorienterede FRG (Frente Republicano Guatemalteco). Guatemalas nuværende præsident Alfonso Portillo blev valgt for FRG, men anses for at være et redskab for Rios Montt, der hidtil ikke selv har kunnet stille op, idet Guatemalas forfatning udelukker personer, der har deltaget i statskup, fra præsidentvalget. Efter voldsomme optøjer iscenesat af FRG har forfatningsdomstolen for nylig valgt at se stort på bestemmelsen.

Omkring 60 pct. af Guatemalas befolkning er såkaldte "indigenos", efterkommere af maya-folket. De bor mest i små landsbyer i bjergene, og her er næsten hver lygtepæl malet med FRGs symboler. Det er overraskende ikke mindst i lyset af, at Rios Montt anses for ansvarlig for folkemord på over 17.000 "indigenos". Man taler om, at FRG i visse landsbyer har betalt folk for at male symbolerne, og meget her i Guatemala tyder på, at alt fås for penge, og dem har Montt mange af.

Foto: John Poulsen
Foto: John Poulsen

Det er en udbredt opfattelse, at de fleste af hans mange penge stammer fra beskyttelse af narkohandlen! Men Montt har også andre magtfulde og rige støtter, bl.a. blandt de mange amerikansk finansierede evangelistiske kirkesamfund, der her i Guatemala af folk til venstre for midten kaldes for "fundamentalistiske"! Montt var efter sigende som ung i en periode prædikant i USA, og det var under hans diktatur i 1982-83, at der blev åbnet op for den evangelistiske "mission" i Guatemala, hvor den katolske kirke var blevet lidt for "venstreorienteret".

Udover en massiv støtte fra militæret har FRG også en vis "folkelig" basis i forskellige grupper af selvstændige med små virksomheder, bl.a. vognmændene, samt ikke mindst fra de ca. 300.000 personer, som under borgerkrigen var med i de paramilitære "civilpatruljer", og som Montt har lovet betaling for deres "indsats".

Det er tydeligt, at en del borgerlige vælgere ikke synes om Rios Montt og FRG, men den øvrige højrefløj er ikke kommet frem til nogen egentlig afstandstagen. Derimod er en række folkelige organisationer og venstrefløjspartier gået sammen om at mobilisere protester, bl.a. i form af demonstrationer. Her i Xela (Quezaltenango) var deltagelsen i den første demonstration dog ret begrænset, men der havde heller ikke været megen tid til at få gjort opmærksom på den.

Foto: John Poulsen
Foto: John Poulsen

Montt kan vinde på svindel og trusler

Analfabetismen er høj i Guatemala, blandt "indigenos" måske langt over 50 pct. Alle politiske partier bruger derfor symboler. FRG bruger en hånd med tre strakte fingre - modstanderne siger, at de symboliserer partiets tre hovedaktiviteter: At røve, lyve og slå ihjel!

FRGs massive valgpropaganda skal måske få en valgsejr, som er opnået ved svindel, til at se "realistisk" ud. Der svirrer mange rygter om forberedelser til valgsvindel. Hundredetusinder af identitetskort er "forsvundet", og mange frygter, at de vil dukke op i hænderne på militær- og politifolk. Disse befolkningsgrupper må nemlig ikke stemme ved valg, men hvis nu de får "civile" identitetskort, kan de støtte Montt. Han har sikret militæret øgede økonomiske bevillinger, og hans søn er chef for hærens generalstab.

I de seneste dage er der dukket små grupper af folk iklædt tøj med FRG-symboler op i gaderne her i Xela. De foregiver at lave opinionsundersøgelser og spørger folk, om hvad de vil stemme. Mange er bange for at svare, for i aviserne kan man læse om angreb og mord på oppositionspolitikere og kritiske journalister.

I et sådant klima er det ikke mærkeligt, at folk er stærkt bekymrede for, hvad der vil ske op til valget, og mange efterlyser international interesse for situationen. En stund havde man sat sin lid til USA, som havde antydet, at det ville være svært at samarbejde med Ríos Montt som præsident. Men USA har nu trukket i land, og hvis Montt vælges demokratisk – hvordan man så vil sikre sig det – vil man acceptere ham.

Foto: John Poulsen
Foto: John Poulsen
Det er derfor klart nødvendigt, at demokratiske lande yder politisk pres på Guatemala – men også på USA – så der sker en massiv indsættelse af internationale valgobservatører. En omfattende international pressedækning vil også være vigtig for at sikre et bare nogenlunde demokratisk forløb af valget.

Selv om det ikke blive FRG, der danner regering efter valget, er der ingen grund til at tro, at kræfterne, som står bag Rios Montt, vil være uden indflydelse. Dertil kommer, at de borgerlige partier, som står til at vinde valget, ikke er ivrige efter at gennemføre de i fredsaftalen lovede reformer. De nødvendige jord- og militærreformer, sikring af de oprindelige folkeslags rettigheder samt undersøgelser af borgerkrigens forbrydelser står ikke på deres dagsorden. International opmærksomhed vil derfor også på længere sigt være nødvendig for at sikre en demokratisk udvikling i Guatemala.