Eric Erichsen er død
Tidligere medarbejder og landekoordinator i MS, Eric Erichsen, er død 82 år gammel.
|
|
Fra Eric Erichsens afskedsreception i MS, foto: Peter Sigsgaard
|
02. oktober 2005
Solidarisk og professionel
Eric Erichsen døde lørdag den 31. januar 2004 – 82 år gammel. Et livsværk præget af solidaritet med undertrykte mennesker i mange dele af verden og en helt igennem professionel tilgang til løsningen af de mange opgaver, han påtog sig, er dermed afsluttet.
Det var især som leder og medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke, at Eric gav betydningsfulde bidrag til en bedre verden – han var på mange måder en foregangsmand. Eric var MS' første koordinator i Østafrika i midten af 1960’erne og leder af MS-programmet i Indien i begyndelsen af 1970’erne. Der blev skabt respekt om MS i mange lande i disse år, og han var meget afholdt blandt de u-landsfrivillige, han havde ansvaret for. Det er ikke nogen tilfældighed, at de Indiens-frivillige fra Eric og Annechens tid i Indien hvert år mødtes til et fagligt og socialt seminar. Vore tanker går til Annechen, der var Erics hustru, opmuntring og støtte gennem mere end tre årtier.
I 15 år var Eric konsulent i oplysningsafdelingen i MS. Eric var ikke agitator, men en dygtig formidler og lobbyist. Det var sjældent, vi så Eric på talerstolen til de mange vigtige konferencer, som han stod for. Men de bar alle Erics præg – et højt niveau, veltilrettelagte og med klare mål.
Det var ofte ambitiøse og banebrydende projekter, der optog Eric. Et projekt fra videoens barndom (Belkin-båndene), hvor bønder i landsbyer i Tanzania udvekslede synspunkter med landets politiske ledelse – og med hinanden – via videobreve, er et godt eksempel. Eric var meget omhyggelig. Han ville levere kvalitet hver gang. Han stillede store krav til sig selv. En lille gruppe kvinder i Botswana, som beskrev og reflekterede over deres liv ved at væve billedtæpper, blev behandlet med samme omhu for detaljer og respekt, som lederne i ANC’s krig mod apartheid-regimet. Eric var hovedkraften i det arbejde, som førte til, at ANC fik en fast "repræsentation" i Danmark.
Eric gik på pension, men fortsatte sit virke, nu som aktivist i Ibis, Palæstina-arbejdet og i Attac. Men han tillod sig nu også at genoptage sin interesse for musik og spillede i forskellige grupper, ligesom han morede sig med at spille på sav. Annechen, børn og børnebørn fik også mere fornøjelse af Eric. Det var karakteristisk for hans professionalisme og gå-på-mod, at Eric i en relativ høj alder satte sig på studiebænken på universitetet for at lære spansk. Han synes selv, at han måtte kvalificere sig for at kunne bidrage til Nicaragua-arbejdet i Ibis. Vi undrede os tit over, hvor let Eric kom i samarbejde med ganske unge mennesker – både i solidaritetsbevægelserne og på universitetet. Forklaringen var nok hans smittende engagement og den alvor, hvormed han gik i gang med opgaverne, og ikke mindst den respekt for andre, som var kendetegnende for hele Erics liv og virke.
Lars P. Christensen – ven og kollega gennem mere end 30 år, p.t. bosat i Maputo, Mozambique