Frygten for det fremmede er den største trussel
Mellemfolkeligt Samvirkes formand Søren Hougaards mundtlige beretning til MS' repræsentantskabsmøde den 16. april 2005
16. april 2005Kampen mod terrorismen har haft flere dramatiske højdepunkter i det forgangne år. Et af dem husker jeg specielt, fordi det lige pludselig kastede Mellemfolkeligt Samvirke ind i en højst uventet og uvelkommen rolle. En vanvittig historie, hvor folk efterfølgende henvendte sig til os for at spørge, hvad der var meningen med det hele.
Onsdag den 20. oktober 2004 bragte TV2-Nyhederne en meget dramatisk nyhedshistorie. ISRA, en muslimsk organisation med kontor i København, var angiveligt kommet på amerikanernes liste over organisationer, der støtter terrorister. Reportagen viste, hvordan TV2-journalisten var taget ud til ISRA’s kontor, men ikke var blevet lukket ind. Studieværten fortalte, at organisationen indsamler brugt hospitalsudstyr, som de sender videre til Sudan, og at omkostningerne ved denne forsendelse bliver støttet af Mellemfolkeligt Samvirke. MS administrerer nemlig Danidas såkaldte transportbevilling, som giver støtte til forsendelse af indsamlet og renoveret udstyr, der sendes til u-lande. De undrende seere blev efterladt med det indtryk, at MS måske også stod i ledtog med de onde kræfter, der støtter terrorismen. Bevidst eller ubevidst.
Vinklingen af historien blev nemlig dramatisk tilføjet en ekstra dimension, da studieværten meddelte, at der netop var kommet en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet, hvor Bertel Harder udtalte: Det er en meget alvorlig sag, som får konsekvenser for Mellemfolkeligt Samvirke, såfremt det kan sandsynliggøres, at danske bistandsmidler er gået til at støtte terror.
Man kunne næsten forestille sig, hvordan MS-kontoret i Borgergade var ved at blive omringet af kedeldragtklædt anti-terror politi, som endelig havde afsløret noget gevaldig grimt noget.
Det hele var naturligvis en kæmpe and. Det tog vores dygtige personale i sekretariatet mindre end 24 timer at dokumentere, at der intet var i denne sag. Men det fremstillede billede af MS stod stadigvæk klart på nethinden. Bertel Haarder sagde ikke undskyld. Og TV2 kom ikke med noget dementi eller en undskyldning.
Hvad er det for en udvikling, vi er i gang med? Skal MS-medlemmer og sympatisører gennem mediernes og politikernes uvederhæftige udmeldinger være bekymrede for, om deres organisation er troværdig? Skal MS have en permanent mistænksomhed over for, om vores partnere, og dem vi samarbejder med, kan være på amerikanernes lister over terrororganisa- tioner? Er det ikke et skråplan? Det seneste år – ja de seneste år – har været præget af en stadig større angst for ”de andre”. Vi skal passe på, at den største trussel mod vores samfund ikke bliver vores egen frygt for truslen.
For lidt fokus på ressourcerne hos folk fra andre lande
Når man er sammen med udlændinge, spørger de ofte til, hvad det dog er, vi har gang i her i Danmark. Vores udlændingepolitik er internationalt berygtet. Højreorienterede kredse i Europa tager nu på studieture til Danmark for at studere, hvordan man kan gennemføre en så rigid udlændingepolitik, som den vi praktiserer her til lands.
Det er et slemt rygte at slæbe rundt med, når Danmark skal gøre sig gældende i en globaliseret verden. Erhvervsmanden Lars Kolind har beskrevet, at dansk erhvervsliv ikke blot skal have et godt firmabrand for at kunne sælge i udlandet. Det kræver også at vores land, Danmark, er et godt brand. Lars Kolind anklager vores regering for at have ødelagt Danmarks gode brand med den udlændingepolitik vi fører og de dramatiske nedskæringer af udviklingsbistanden, vi har gennemført de senere år. Det er skadeligt for Danmarks muligheder for at klare sig godt globalt.
Vores fodboldlandshold og kongehuset kan ikke alene rette op på vores gode ry og rygte. Flot ser det ellers ud, når vores kronprins kommer hjem med en smuk og klog prinsesse fra det store udland. Alle er enige om, at den udenlandske prinsesse er et stort aktiv for Danmark. Men desværre er det jo sådan, at danskere uden blåt blod, som bliver forelsket i en udlænding, ikke må bosætte sig i Danmark. Og da slet ikke hvis det er Muhammed, der er blevet forelsket i Fatima.
Inden for de næste 6-8 år afgør vi selv, om vi vil sidde tilbage i et mere polariseret samfund, hvor indvandrerne som gruppe lever isoleret, uden ordentlig tilknytning til arbejdsmarkedet, med lavere uddannelses- og erhvervsfrekvens og højere kriminalitetsrate. Tendensen hertil er tydelig allerede nu, og derfor skal der handles i tide. Det har vi alle et politisk ansvar for. Ligesom vi har det for den mislykkede integration, som desværre er karakteristisk for Danmark sammenlignet med en række andre lande. Vi må opfordre til, at vi i Danmark fravælger den hadske tone, der virker ødelæggende og stempler grupper af mennesker helt uretfærdigt. Det er på tide, at alle ansvarlige partier på Christiansborg sætter sig sammen og laver en national handlingsplan for bedre integration af indvandrerne. Det gælder både i forhold til uddannelsen i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Og det gælder aktivering og beskæftigelsesfremme, så indvandrerne får samme erhvervsfrekvens som andre danskere og dermed bidrager mere til samfundshusholdningen. Nøglen til vellykket integration ligger gemt her.
Den onde tone overfor flygtninge, indvandrere og deres efterkommere har uretmæssigt presset dem ud i en situation, hvor de ikke føler sig velkomne – heller ikke på arbejdsmarkedet. Det er på tide, at alle uanset navn og hudfarve kan føle sig værdsatte på arbejdspladserne. Dermed kan vi slå to fluer med et smæk – styrke jobvæksten og eliminere problemerne med kriminalitet. Vi må håbe, at integrationsministeren vil sætte fokus på det store potentiale, som flygtninge og indvandrere har vist i andre lande med en multikulturel befolkningssammensætning.
Men herudover er det også vigtigt at iværksætte rådgivningstilbud til særligt udsatte grupper blandt indvandrerne, der har specielle behov. For eksempel de unge piger, der er i klemme mellem normerne i to forskellige kulturer, som stiller vidt forskellige forventninger til dem. Mellemfolkeligt Samvirke har i projekt ’Pigeliv’ vist, at det kan lade sig gøre at komme i kontakt med unge piger i indvandrermiljøet. Her kan de blandt andet gøre brug af rådgivningstilbud, der kan være med til at løse op for nogle af deres problemer, og de kan snakke med andre piger, der har problemer, der minder om deres egne.
MS bør fastholde sit engagement i minoritetsproblematikken. Der er ikke for mange i Danmark, der taler de etniske minoriteters sag. Og det er ikke fordi, der ikke er behov for det. Repræsentantskabsmødet i 2004 fastslog, at MS fortsat skal arbejde med at bekæmpe racisme og etnisk diskrimination i Danmark. Den beslutning er jeg enig i. Vores ressourcer til at gå ind i dette med fuld hammer har dog været begrænset af, at vi ikke har haft mange penge til dette arbejde. Og det ser ud til, at pengene fremover bliver endnu mere sparsomme. For godt to uger siden fik vi besked fra Integrationsministeriet om, at støtten til minoritetsbiblioteket beskæres med en tredjedel i forhold til sidste år, og at det er mere end tvivlsomt, om støtten kan opretholdes i fremtiden. Og for vores tidsskrift etcetera var beskeden fra ministeriet meget direkte: Ingen støtte.
Nogle kunne måske få den tanke, at man ønsker at lukke munden på MS ved at ramme os yderligere på bevillingerne.
Det understreger behovet for, at vi hjælpes ad og gør noget mere med de ressourcer, vores medlemsbase udgør. Her tror jeg, vi kan blive dygtigere. Iblandt os medlemmer er der mange eksperter og erfarne mennesker, som kan være med til at give det lokale og landsdækkende arbejde et løft. Jeg mener, vi skal bruge det kommende år til at sætte gang i et MS-netværk, som igen kan samarbejde med andre netværk, der arbejder med etniske minoriteter.
Regeringens fokus på sikkerhed
Det udenrigspolitiske afsnit i regeringsgrundlaget for den fortsættende Fogh Rasmussen regering er skrevet under overskriften International sikkerhed og stabilitet. Her tænkes ikke så meget på sikkerheden for de fattigste mennesker i de fattigste u-lande, men på vores sikkerhed – os i den rige verden. Grotesk når man tænker på, at de absolut største sikkerhedstrusler ligger i verdens fattigste lande og hos de fattigste dele af disse landes befolkninger. Men fokus for vores udenrigspolitiske og udviklingspolitiske bestræbelser er ændret gennem de seneste år. Udviklingsbistanden målrettes i højere grad områder, som har umiddelbar relation til sikker- heden og velfærden i Europa og i Danmark. Områder hvor kriser kan få den konsekvens, at der kommer et større flygtningepres på EU og Danmark. Eller områder, hvor der er størst sandsynlighed for at udvikle fundamentalistiske og terroristiske grupper, som kan være en trussel mod vores verden.
Det er imidlertid uden for enhver tvivl, at den rige verdens politik fører til en øget global polarisering. Den mulighed vi havde efter Berlin-murens fald for at bygge fællesskaber og venskaber - nationalt og globalt – har vi forspildt. Had og skærpede modsætninger er igen blevet gældende verdensorden. Og de rigeste og de stærkeste bestemmer.
Hvad er det for en sikkerhed, vi vil have: militær sikkerhed eller menneskelig sikkerhed. Den militære sikkerhed som betyder, at verdenseliten forsvarer sine privilegier med våben, mure og øget grænsekontrol – mod det store flertal af mennesker i denne verden, som lever i ussel fattigdom.
Realitetens tørre tal fortæller klart, hvordan der prioriteres. Den rige verden bruger:
• 69 milliarder USD på udviklingsbistand
• Og næsten 4,5 gange så meget, 311 milliarder USD, på landbrugssubsidier til den rige verdens landmænd
• Eller næsten 10 gange så meget, ca. 717 milliarder USD, på militær.
Hvis den rige verden valgte at opprioritere midler til uddannelse i u-landene og brugte blot 3 % af de penge, vi giver i landbrugssubsidier – eller 1 % af det vi bruger til militær - kunne 110 millioner børn, som aldrig har set en skolestue indefra, komme i skole. Millioner af børnearbejdere kunne få en uddannelse og dermed få en chance for at slippe ud af fattigdomsfælden. Men sådan har den rige verden ikke valgt. Ikke endnu i alle tilfælde. Vi har valgt at bruge stadig flere penge på militærbudgetter. Dette gælder også i Danmark, hvor forøgelsen af forsvarsbudgetterne stort set modsvarer nedskæringerne i udviklingsbistanden.
Men fører disse øgede militærudgifter til en mere sikker verden? Øjensynligt ikke. Indtil videre har den rige verdens militære opmarch ført til en mere polariseret verden, hvor had og desperation er forøget, og hvor stadigt flere har fundet fundamentalisme og terrorisme som relevante løsningsmodeller.
Hertil kommer, at kampen mod terrorismen har andre omkostninger. I både Syd og Nord bliver borgernes civile rettigheder sat tilbage, og klodens sociale og miljømæssige problemer løses næppe heller ved øgede investeringer i militær.
En anden verden er mulig
Men en anden og bedre verden er mulig. Hvis verdens ledere virkelig vil tage deres egne målsætninger alvorligt, vil det kunne lykkes. 2015-målsætningerne er helt håndgribelige målsætninger som vi ved, at vi kan nå, hvis vi virkelig vil.
• Vi kan stoppe landbrugssubsidierne i den rige verden og stoppe med at dumpe de fattige landes markeder til skade for deres beskæftigelse og udviklingsmuligheder
• Vi kan eftergive gælden til de fattigste lande. Mange lande har allerede betalt hovedstolen flere gange i rentebetaling til den rige verden.
• Vi kan sikre, at den rige verden bruger 0,7 % af deres bruttonationalprodukt til udviklingsbistand
• Vi kan sikre, at AIDS- og malariamedicin er tilgængelig for alle.
• Vi kan sikre, at alle børn får skolegang og dermed en mulighed for at trække sig selv og samfundene ud af fattigdomsfælden.
• Vi kan tvinge de multinationale virksomheder til at bidrage til fattige landes udvikling og overholde grundlæggende lønmodtagerrettigheder.
Hvad skal der til for at vende udviklingen i en retning, hvor disse målsætninger bliver de vigtigste? Der kræves stærke målrettede lokale, nationale og globale politiske ledere. Det kræver et politisk lederskab, der vil gå målrettet efter de målsætninger, vi har sat os blandt andet i 2015- målsætningerne. Hvordan får vi et sådant lederskab? Det gør vi ikke blot ved at stemme på en politiker – eller et politisk parti - hvert fjerde år. Det kræver et særdeles stærkt civilsamfund, lokalt, nationalt og globalt.
Det kræver en stærk organisation i landsbyen i Mozambique, der kontrollerer, at den lokale skole får penge fra centralregeringen, og at disse penge bliver brugt til bøger og undervisning. Det kæver en stærk menneskerettighedsorganisation, der hele tiden kan være borgernes vagthund i forhold til myndighedernes forvaltning af borgernes rettigheder. Det kræver en stærk demokratisk bondeorganisation, der sikrer, at de ekstremt store multinationale fødevaregiganter ikke holder dem som gældsslaver. Det kræver en stærk demokratisk fagforening, der sikrer, at pigerne i u-landenes eksportproduktionszoner ikke behandles umenneskeligt.
I Danmark kræver det blandt andet et stærkt MS, der hele tiden kan holde vores regering fast på verdens store udfordringer. Globalt kræver det et styrket FN, og her er det glædeligt, at Kofi Annan netop har fremlagt et forslag til at reformere FN-systemet, som der er perspektiver i. På civilsamfundssiden er den globale bevægelse World Social Forum udtryk for en folkelig bevægelse, der ønsker at sætte en anden dagsorden end den, der sættes af den globale samfundselite. MS bidrager aktivt hertil. Sammen med vores partnere og samarbejdspartnere i Syd og i Nord.
Og fra den store globale kontekst går jeg så videre til MS’ egen globale kontekst.
Den nye strategi ”Partnerskab mod fattigdom”
MS i Syd kalder vi vores programmer i Afrika, Mellemamerika og Nepal. Danidas evaluering af vores programmer i 2003 foreslog bl.a., at vi skulle se på, om der var andre måder at yde personelbistand på end gennem den traditionelle udviklingsarbejder på to-års kontrakt.
Umiddelbart efter sidste års repræsentantskabsmøde nedsatte styrelsen en arbejdsgruppe, der fik til opgave at foreslå en revision af vores personalebistandsindsats. Gruppen udførte et flot arbejde og kom lige efter nytår med en rapport, som styrelsen har behandlet. Partnerskab mod fattigdom er det navn, papiret har fået. Og det er en spændende nyskabelse. Bekæmpelse af fattigdom sættes i fokus ved at støtte fattige menneskers mulighed for at gøre en forskel sammen. Altså at gøre fattige og underprivilegeredes egne organisationer til omdrejnings- punktet for de demokratiske, politiske og sociale ændringer i samfundene. Blandt andet gennem stærkere samarbejder mellem organisationer i Syd og i Nord.
Man kan på den måde sige, at strategien for MS’ arbejde er blevet mere politisk. En af udfordringerne bliver at sikre, at de fattige og deres egne sammenslutninger bliver MS-partnere frem for ”stedfortrædende” ngo’er med base i middelklassen og by-eliten.
Partnerskab mod fattigdom foreslår derudover, at MS’ fremtidige personelbistand bliver mere forskelligartet. Ud over den traditionelle model, hvor en dansk udviklingsarbejder udstationeres på en længerevarende kontrakt, foreslås det bl.a., at vi også har udveksling mellem partnere i Syd og i Nord (f.eks. mellem Dansk Handicapforbund og ditto i Kenya), udsendelse af unge uddannelsessøgende samt brug af udviklingsarbejdere fra Syd.
Det mellemfolkelige samarbejde vil fortsat være noget af det bærende i vores indsats. Det gælder også involveringen af danske udviklingsarbejdere, hvad enten de er korttidsudsendte, langtidsudsendte eller på udveksling.
Vores fremtidige indsats skal nemlig bygge på et bredt folkeligt element. Både i Syd og i Nord. Samarbejdet mellem mureren eller læreren i Syd og i Danmark er stadig vigtig, fordi ideologien netop er, at det er ganske almindelige mennesker i Nord og i Syd, der sammen skaber forandringerne. Aktive MS’ere skal kunne tage aktivt del i samarbejdet i Syd, ligesom når det gælder minoritetsarbejdet, work camps og handelsrøverikampagner. Måske skal der laves en målsætning, at der til hvert MS-partnerskab skal være en MS-solidaritetsgruppe i Danmark? En gruppe, som kunne være aktiv støtte til partneren i Syd gennem et rigtigt græsrodsbaseret solidaritetsarbejde.
Måske vi også skal tænke mere i at blive en kampagneorganisation, hvor det tætte samarbejde mellem MS’ individuelle og kollektive medlemmer på den ene side og MS-partnere i Syd på den anden side gennemfører en række fælles aktiviteter for at gøre en forskel. I Syd og i Nord.
En af de workshops, vi skal have i eftermiddag, vil behandle dette spændende oplæg til fremtidig personelbistand.
MS-partneres rolle og betydning i vores organisation
Den nye strategi Partnerskab mod fattigdom vil efter min opfattelse betyde, at MS-partnere i Syd vil få en mere central og betydningsfuld placering i MS’ politiske arbejde. Fremtiden vil være præget af globale programmer og kampagner, hvor MS i fællesskab med vores partnere i Nord – f.eks. vores kollektive medlemmer – og vores partnere i Syd og Øst vil kæmpe for nogle fælles globale dagsordner.
Jeg finder det derfor meget værdifuldt, at MS-partnere fra f.eks. Sarajevo og Managua kan deltage i vores repræsentantskabsmøder, ligesom jeg finder det værdifuldt, at vi som MS kan være gæster, når vores partnere afvikler deres generalforsamlinger eller kongresser. Dette må være kendetegnet på et godt og ligeværdigt partnerskab, hvor man respekterer vores respektive organisationers selvstændighed og egenart. Vi er i styrelsen blevet enige om at understrege denne intention ved at foreslå en vedtægtsændring, hvoraf det vil fremgå, at MS-partnere i Syd og Nord kan deltage på vores repræsentantskabsmøder med taleret.
Betydningen af at vores partnere skal spille en mere direkte rolle i vores egen organisation eksemplificeres meget godt af udviklingen i Zimbabwe og Nepal. Begge steder er vores programmer i krise på baggrund af en politisk situation, der er meget alvorlig. I Zimbabwe med massiv undertrykkelse og sultproblemer. I Nepal i form af regulær borgerkrig. I styrelsen har vi fulgt situationen i begge lande nøje – og vil fortsat gøre det med henblik på at vurdere, hvordan MS kan støtte vores partnere i de to lande på den bedste måde. Vurderingen af situationen i begge lande sker på baggrund af tæt kontakt til vores partnerorganisationer og landekontorer begge steder. Jeg vil gerne benytte lejligheden til her at kvittere for et rigtig godt samarbejde til både MS-Zimbabwe og MS-Nepal i den anledning.
Et andet sted, hvor der er både krise og krig, er Sudan. Men altså også en fredsslutning i Sydsudan, hvor MS i forvejen er aktiv gennem landeprogrammet i Uganda. Her prøver MS at støtte opbygningen af et stærkt og levedygtigt demokrati nedefra. På den baggrund har MS nu søgt om midler til at udvide samarbejdet med vore partnere i Sydsudan for at støtte demokratiseringen gennem oplysning og uddannelse.
Fra det interne MS-perspektiv på arbejdet i Syd til det eksterne:
Regeringen lancerede i efteråret 2004 en specifik Afrika-politik og var på den måde med til at sætte fokus på det afrikanske kontinent. Det er der sandelig også god grund til, hvis vi skal have en chance for at nå 2015-målene her. Alle indberetninger om udvikling i forhold til at nå disse målsætninger fortæller, at der skal gøres en helt anderledes og ekstraordinær indsats i Afrika, hvis vi skal have en chance for at nå målsætningerne. Det er derfor positivt, at regeringen har sat fokus på Afrika. Nu er Tony Blairs Afrika-kommission så også kommet med en rapport, der blandt andet foreslår, at bistanden til Afrika skal forøges betragteligt.
Der er altså noget, der tyder på, at nogle af verdens ledere har forstået, at der skal gøres noget ekstraordinært. Også ved at investere mere i u-landsbistand til Afrika.
Men med fare for at komme til at lyde som en gammel sur mand, må jeg alligevel gøre opmærksom på, at vores regering de facto har skåret dramatisk i udviklingsbistanden til netop de fattigste lande. Det er sket på grund af generelle nedskæringer i udviklingsbistanden, og omlægninger til bl.a. mellemindkomstlande, f.eks. i Det Arabiske Initiativ, samt prioriteringer af nærområdeindsats og andre initiativer. Sammenlagt har det betydet, at dansk udviklingsbistand til de fattigste lande er skåret med ikke mindre end 30 % siden regeringsskiftet tilbage i 2001. Det er beklageligt.
Vi tager til efterretning, at regeringen i regeringsgrundlaget har tilkendegivet, at bistanden ikke skal under 0,8 % af vores bruttonationalprodukt. Set i lyset af de mærkbare konsekvenser besparelser og ændrede prioriteringer allerede har haft for de fattigste lande, ville det have været et rigtigere signal at hæve bistanden til 1 %. Men en fast – relativ lav – målsætning er trods alt bedre end fortsat usikkerhed om bistandens størrelse. Man må åbenbart lære at være nøjsom i dagens Danmark.
Den folkelige udviklingsbistand
Vi kalder os Mellemfolkeligt Samvirke. Man kan diskutere, hvad det folkelige er. Der er jo nok forskel på, hvad det var i 1946, og hvad det er i dag. I Nord og i Syd. Men vi skal til stadighed sikre, at vi virkelig er dem, der står for det brede mellemfolkelige samarbejde. Der er en kedelig tendens til at dem, der kan beskæftige sig med udviklingsbistand i Danmark, kun er den elite, der beskæftiger sig professionelt med internationale udviklingsteorier. Skolelæreren og mureren, som tidligere havde en positiv holdning til dansk udviklingspolitik, bl.a. fordi de kendte fagfæller, der havde været ”ude” med MS, dem er der længere og længere imellem. Jeg mener, at MS med vores historiske rolle i dansk udviklingsbistand har et alvorligt ansvar for, hvilken opbakning, der skal være til Danmarks udviklingsbistand.
Den professionelle udviklingsbistand er blevet stadig bedre gennem årene. Det gælder også den udviklingsbistand, MS står for. Men vi skal passe på at impact monitorering, inception reports, LFA-formater og hvad ved jeg ikke bliver så akademisk, at kun den intellektuelle eliters ngo’er i Syd og de professionelle u-landsfolk i Danmark kan forstå dette ”Erasmus Montanus” sprog.
Jeg bliver nødt til at sige, at vi ikke har været gode nok gennem de seneste år på dette område. Den vigende danske opbakning til udviklingsbistanden bærer vi en alvorlig del af ansvaret for. Her synes jeg, vi skal være åbne og selvkritiske og søge at gøre det langt bedre i fremtiden.
Ikke nødvendigvis ved at skrue tiden tilbage, hvor antallet af MS udviklingsarbejdere – og danske rådgivere i det hele taget var langt større – og erhvervsfagligt bredere sammensat. Nu tager vi jo også nye skridt i retning af at ansætte flere lokale udviklingsarbejdere, som i øvrigt skal samarbejde med de lokale program officers, vi har i vores programmer. Alt sammen fornuftigt og velbegrundet ud fra den betragtning, at det jo handler om at opbygge lokal kapacitet.
Men netop derfor skal den brede lokale forankring sikres gennem andre instrumenter i udviklingsbistanden. Det er værd at bemærke sig, at forsvarsforliget opererer med, at Danmark permanent skal have ca. 1.000 – hovedsageligt unge – danskere udstationeret i internationale operationer. Det er langt mere end det dobbelte af det antal danske udviklingsarbejdere, vi har udstationeret.
Dette betyder et helt andet billede af dem, der i fremtiden vil formidle oplysninger om u-landene. I årtier har vi kunnet sige, at folkelig dansk erfaring med u-landsbistand har været præget af tusinder af danskere, der er kommet hjem med erfaringer som u-landsfrivillige og andet civilt u-landsarbejde. Nu vil flertallet komme hjem med erfaringer om, hvordan det er at være soldat i udlandet. Det vil naturligvis præge diskussionerne på arbejdspladserne, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige steder, at det er den viden - og ikke viden om civil u-landsbistand - folk kommer hjem med. Det kan nok ikke undgås, at dette betyder en militarisering af tænkningen.
Derfor er tiden efter min opfattelse kommet til, at vi tager nogle simple initiativer for at sikre, at udviklingsbistanden – eller Nord/Syd samarbejdet som vi hellere vil kalde det – bliver bedre folkeligt funderet i Danmark og i u-landene. Jeg håber, at der efter folketingsvalget skal føres realpolitik. Altså politik, hvor regering og opposition laver lovgivning, som kan samle et bredt flertal. Mit første år som MS-formand har jeg bl.a. brugt til at drøfte udviklingspolitiske anliggender med de politiske partier, og det har givet mig en fornemmelse af, at der blandt politikerne er konsensus i forhold til at give unge danske flere internationale kompetencer og åbne op over for et øget internationalt samarbejde mellem ngo’ere og andre repræsentanter for civilsamfundene.
På baggrund af denne erfaring tror jeg, der kan findes bred politisk opbakning til følgende to forslag:
• En aktiv indsats for at alle unge på erhvervsuddannelser eller videregående uddannelser får mulighed for at være et kvart år, et halvt år eller et helt år i udlandet som en del af uddannelsen. Der skal gives merit og økonomisk støtte til ophold, der både kan have form af studier ved uddannelsesinstitutioner, eller et praktikophold i en virksomhed eller en organisation. Gennemføres dette forslag, omfattende såvel ophold i i-lande som u-lande, vil det gavne de næste generationers internationale mellemfolkelige forståelse. Det vil skabe venskaber for Danmark over hele kloden. Og så vil det give Danmark uvurderlige internationale kompetencer, som vil være utroligt værdifulde i forhold til de globale udfordringer, vort lille land står over for. MS har med sine værdifulde erfaringer fra udvekslingsarbejdet og arbejdet i Syd gode forudsætninger for at være med til at implementere et sådant initiativ.
• En fond, som kan støtte græsrodssamarbejder mellem lokale græsrødder i Danmark og i u-landene samt de nye EU-nabolande. Støtten skal for eksempel gives til små udviklingssamarbejder, som kan være alt fra udvekslingsrejser mellem unge landmænd i Kenya og landboungdom i Danmark, den lokale fagforening for buschauffører i Herning og ditto i Kiev, den lokale venskabsforening i Brande til en lokal kvindeorganisation i Tanzania, den lokale fodboldklub i Vejen og den tilsvarende i Nairobi. Støtten bør også kunne gives til twinning-aftaler mellem to søsterorganisationer. Der skal kunne gives støtte til rejseomkostninger ved udvekslingsbesøg og til små projekter med opbygning af bistader, brønde, skoler og kursusvirksomhed. Der bør kunne være en mangfoldighed i aktivitetsmulighederne. Det vigtigste krav for at få støtte skal være, at der er et reelt lokalt frivilligt engagement i de udviklingssamarbejder, der støttes. Der skal med dette program gives mulighed for igen at gøre dansk udviklingsbistand til en folkesag. Der skal såmænd ikke så meget til. Da vi havde Demokratifonden, så vi et langt større lokalt engagement i internationalt udviklingssamarbejder, end tilfældet er i dag. MS kunne godt give en hånd med for at få et sådant program sat på skinner, og vi kunne også selv bruge det til at skabe mere liv i vores egen forening ud over landet.
I styrelsen vil vi arbejde videre med disse forslag i det kommende år og forsøge at vinde tilslutning til dem på Christiansborg.
Foreningspolitisk afsnit
Øget opbakning til Mellemfolkeligt Samvirke
Det er ikke længere en selvfølgelighed, at MS er inde i varmen hos dagens politiske magthavere. Anerkendelsen af os som den største, ældste og bredest funderede danske organisation inden for det mellemfolkelige samarbejde i Nord - og mellem Syd og Nord - er ikke, hvad den har været.
Vi har været udsat for angreb inden for det sidste år. Tidligere nævnte terror-mistænkeliggørelse var én sag. Fem minutter efter at Bertel Harder var udnævnt som udviklingsminister var han ude med riven for at sige, at MS’ medlemstal skulle forøges, hvis vi ikke skulle have beskåret vores bevillinger. Vi har fået besked om, at vi ikke længere har en selvstændig plads i de danske finanslove. I fremtiden skal vi dele vilkår med andre rammeorganisationer. Vi er i dag blot én blandt flere. I efteråret fik vi så den ”glade” meddelelse fra Bertel Haarder, at MS heller ikke længere skulle sidde i Danidas Styrelse, hvor vi har siddet, siden den blev oprettet for mere end 40 år siden. Under finanslovsforhandlingerne for 2005 var der stærke kræfter – gæt hvilke - der ønskede at beskære MS’ bevillinger, angiveligt fordi vi havde udtalt os om en moské i Århus. Ja, denne sag var der faktisk også forespørgselsdebat om i Folketinget, og derfor havde vi nogle ret ”spændende” dage op til indgåelsen af finanslovsforliget. Alt i alt kan man vist godt sige, at der har været blæst om ”den gamle dame” i u-landsbranchen.
Men - der er noget der tyder på, at vi står bedst fast i modvind. Det forgangne år har i hvert fald været præget af aktiviteter på mange fronter. Da regeringens selvbestaltede smagsdommer Bjørn Lomborg gennemførte den stort anlagte konference Copenhagen Consensus i maj 2004, var en række aktive MS’ere med til at arrangere den parallelle konference Global Conscience. Vi var med til at sikre, at fattige menneskers synspunkter også kom frem i debatten, så det ikke kun var hvide gamle mænd fra den rige verden, der skulle føre sig frem.
Mange MS’ere har været engagerede i det danske bidrag til den internationale kampagne mod den uretfærdige handelspolitiske verdensorden. Unge er i gang med at arrangere en solidaritetsbrigade, som skal udøve praktisk solidaritet med unge i Sri Lanka, der har lidt under naturkatastrofen i december sidste år. Vi har taget særdeles aktivt del i debatten om både kongerigets udviklingspolitik og udlændingepolitik og i det hele taget haft næsen langt fremme i den offentlige debat. Og det har givet nogle skrammer. Klimaet for fri og åben debat er nemlig ikke det samme, som det har været i vort lille kongerige. Vores holdninger til f.eks. danske muslimers bestræbelser på at få en moské i Danmark var som tidligere nævnt lige ved at koste os bevillingskroner til vores udviklingsprogrammer i Syd.
Men stort har det været at se, at opbakningen i befolkningen til MS er styrket i det forgangne år. Vi er 30 % flere individuelle medlemmer i dag, end da vi mødtes for et år siden. Mere end 6.000 individuelle medlemmer er vi i dag. Det største antal i vores historie. Og vi skal være endnu flere individuelle medlemmer. Derudover har vi mere end 85 organisationer som kollektive medlemmer. Store og små organisationer som udtrykker den bredde, MS står for. Vi kan være utroligt stolte over den bredde, der er i opbakningen til vores arbejde. Jeg tror, der er en stor udfordring i at udnytte vores kollektive medlemmer i de indsatser, vi yder i Danmark og i vores programmer i Syd. Her er udviklingspotentialer, der stadig ikke er udnyttet.
Men vi er fattige på det, vi kalder MS’ egne midler. Altså de penge vi får i kontingenter og ved indsamlinger. MS’ samlede omsætning i 2004 var 206,9 mio. kr. Heraf udgjorde vores egenfinansiering – som kontingenter og indsamlinger - kun 1,3 mio. kr. Det vil jeg mene, vi kan gøre bedre. Vi må kunne gøre noget for at indsamle flere penge fra de mange tusinder, der ønsker at støtte MS’ arbejde. En støtte, der f.eks. kan gives til vores Solidaritetspulje. Indsamlingerne efter flodbølgekatastrofen i Asien viste, at vi danskere er villige til at komme til pengepungen, når andre mennesker er i nød.
Udvekslingsprogrammet
Udvekslingsprogrammet er vel det ældste program, vi har i MS. Styrelsen nedsatte sidste forår en arbejdsgruppe som, i samarbejde med sekretariatet, fik til opgave at udarbejde et forslag til ny strategi for udvekslingsprogrammet. Dette er nu lavet, og der er lagt en køreplan for det videre arbejde. Og vi tror naturligvis på denne plan, fordi udvekslingsprogrammet er så vigtigt for MS.
Arbejdet skal dog hovedsageligt bæres af frivillig indsats. Og der skal lyde en stor tak til de aktive og entusiastiske medlemmer, der har arbejdet så flot med programmet det seneste år. Kan I holde dampen oppe – og blive ved med at skaffe flere frivillige kræfter – så har vi også et udvekslingsprogram til næste år og til næste år igen.
Den nye strategi for udvekslingsarbejdet indebærer, at det i endnu højere grad bidrager til fuldførelsen af MS’ vision og mission, og at det tilsvarende samordnes bedre med vores MS i Syd program. Der er enighed om, i hvilken retning vi skal løfte arbejdet. Vi mangler dog endnu at indhøste erfaringer med f.eks. work camps, som er direkte organiseret af vores lande- kontorer, og hvor work camp deltagerne samarbejder med vores partnere i Syd.
Der er mange muligheder i dette. Og vi vil alle gerne, at vores udvekslingsprogram fortsat skal være levende og frodigt. Mange nye aktive medlemmer kommer til MS via udvekslings- programmet. Men vi må ikke lyve for os selv, om de alvorlige økonomiske realiteter programmet står i. MS har ingen stor pengetank, som kan bruges til dette arbejde. Og vi får ingen offentlige tilskud til vores udvekslingsprogram, derfor skal det hvile i sig selv rent økonomisk. Styrelsen har bevilget programmet en mindre underskudsgaranti for 2005. Derefter skal programmet klare sig uden tilskud fra foreningen.
Foreningens fremtid
En af de opgaver Styrelsen har arbejdet med i det forløbne år har været arbejdet med at se på vores egen organisation og mulighederne for at ændre noget i vores organisatoriske struktur. Efter repræsentantskabsmødet i 2004 nedsatte styrelsen en arbejdsgruppe, som er kommet med en række forslag til organisatoriske ændringer. Forslagene forudsætter vedtægtsændringer, som derfor også er på som et punkt på dagsordenen.
Den rullende to-års plan
Vi har tidligere arbejdet med en cyklus, hvor Repræsentantskabet hvert andet år har skullet forelægges og efterfølgende vedtage et to-årigt arbejdsprogram. Hvis Repræsentantskabet senere i dag godkender forslag til vedtægtsændringer, vil dette arbejde fremover blive afløst af rullende politiske to-årsplaner. Det giver efter min opfattelse en bedre mulighed for, at Repræsentantskabet bliver bedre inddraget i centrale politiske debatter om foreningens virke.
Tak til et branddygtigt personale
Til sidst vil jeg sige tak til de mange, der har virket i og omkring Mellemfolkeligt Samvirke i det seneste år. Tak til vores partnere i Syd. Tak til vores samarbejdspartnere i Danmark og i det store udland.
Jeg vil også godt sige tak til styrelsen for et godt samarbejde i årets løb. Det har været en fornøjelse at sidde for bordenden for sådant et hold. Og så vil jeg sige tak til vores udviklingsarbejdere og det branddygtige hold af ansatte i Mellemfolkeligt Samvirke. På vores landekontorer og i Borgergade. Vi kan være stolte at have så dygtige og entusiastiske mennesker ansat i vores organisation.
Udfordringerne kræver et stærkt Mellemfolkeligt Samvirke
Kære MS’ere!
Problemerne og udfordringerne i denne verden er for alvorlige til at vi blot kan overlade dem til politikerne og industrifyrsterne. Der er brug for et stærkt Mellemfolkeligt Samvirke.
Tak for ordet.