Løft dit hoved du danske struds
MS' formand Bent Nicolajsens mundtlige beretning til MS' repræsentantskabsmøde den 26. april 2003
26. april 2003"Der er alt for lidt styr på verden og globaliseringen. Og det begynder at ligne, at den rige verden har rottet sig sammen mod de fattige. Ikke at jeg er fast abonnent på konspirationsteori. Men jeg kan bestemt ikke fortænke fattige folk rundt om i fattige lande i at få den tanke. Og det er det stof, konflikter og terrorister gøres af. Men det virker som, at verdens toneangivende magter stadig tror, at sikkerhedspolitik handler om krudt og kugler og magtarrogance."
Vi har en regering i Danmark, som laver udenrigspolitik og alt muligt andet med Dansk Folkeparti.
På den baggrund var det både opmuntrende og deprimerende at læse Politiken påskelørdag. Avisen bragte en brevveksling mellem Venstres Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. De to gange Kristian serverer to meget forskellige bud på, hvordan globaliseringen skal takles. Jensen tager imod den med kyshånd og lægger vægt på de værdier, som folk og idéer udefra kan tilføre det danske samfund. Mens globalisering slet ikke indgår i Thulesen Dahls aktive ordforråd eller forestillingsverden. Han nærmest jubler over, at EU og FN spillede fallit i Irak-krigen overfor nationalstaternes interesser.
Der er altså sprækker i forholdet mellem regeringspartierne og deres støtteparti. Og det er opmuntrende, når de vokser sig så store, at det kan lade sig gøre at få en fod ind.
Det var deprimerende at se, at regeringens faste støtte stadig forsøger at bilde folk ind, at de bare skal stikke hovedet i kolonihaven, så skal globaliseringen nok gå over.
Den gennemført liberale globaliseringsbegejstring, som Kristian Jensen repræsenterer, kærer sig efter min smag alt for lidt om at gøre denne skæve verden mere lige. Men det er en politisk uenighed, som kalder på modsigelse, dialog og samtale. Det er fair nok. Den diskussion tager vi gerne. Og vi må jo nok erkende, at vi ikke har været flittige og dygtige nok til at tage dialogen med politikere fra andre partier end dem, der traditionelt har været os venligt stemt. Det gør vi meget mere ved i den kommende tid.
Regeringens stramtsiddende støttekorset præsenterer derimod en gang kynisk demagogi. Så længe regeringen næsten udelukkende tæller til 90 på den måde de gør, har Dansk Folkeparti og deres strudsepolitik uhyggelig stor indflydelse. Denne politik repræsenterer stort set det modsatte af, hvad verden og Danmark har brug for. Der er brug for, at Danmark løfter sit globale ansvar og udnytter sine globale muligheder. Også for Danmarks egen skyld.
På dette repræsentantskabsmøde skal vi diskutere et forslag til nyt principprogram. Det er vores bud på, hvordan verden burde styre sig. Og vores bud på, hvordan denne verdens mange uretfærdigheder, som er skabt af mennesker, kan laves om af mennesker. Det handler om at udvikle globaliseringen henimod vores forestillinger om folkestyret globalisering. Det handler naturligvis om strukturer og økonomiske og politiske systemer. Men handler også om mennesker. Ellers ville det ikke være MS. Der skal være folk i Mellemfolkeligt Samvirke. Derfor står de globale medborgere også centralt i det nye forslag til principprogram. Men mere om det i eftermiddag og i morgen.
Men jeg tænkte, at det kunne være nyttigt at begynde dette års repræsentantskabsmøde med at se på verden, på Danmark og på MS gennem den optik, som udkastet til principprogram tilbyder. Hvordan går det med at få styr på verden, så globaliseringen kan blive til glæde for alle? Og hvordan har den globale medborger det? Lever hun og har hun helbredet til at stå op imod tidens mange udfordringer?
”Hvordan synes vi lige selv, det går med den folkestyrede globalisering og de værdier, som den globale medborger står for - i Verden, i Danmark og i MS?” Det kunne være overskriften på den lille rundtur, som jeg vil tage jer på.
”The missing link” i Johannesburg
Først det globale.
I september sidste år samledes hele verden til topmøde om bæredygtig udvikling i Johannesburg. Der var fra dansk side vist forfilm til, at verdenstopmødet skulle resultere i en global deal – en aftale mellem rige og fattige lande – selvom Danmark blev lidt mindre fast i stemmen på dette punkt efter regeringsskiftet i november 2001. Der blev imidlertid ikke noget af en sådan handel. En væsentlig del af forklaringen på det er, at den rige verden – herunder EU – ikke viste vilje til at give sig på landbrug og handel.
Blandt andet derfor er der rigtig god grund til at sætte fokus på handel og landbrug, som MS gør det i kampagnen, ”Det store Handelsrøveri” Vi har både været på gaden med Jens Galshøts iøjnefaldende og tankevækkende skulpturer, vi er i dialog med landbrug, politikere med flere. Og op til WTO-mødet i Mexico til september vil vi præsentere et debatoplæg, som vi har fået nogle landets største kapaciteter på dette område til at udarbejde. Professorer, forskere og tidligere økonomiske vismænd vil give deres bud på, hvad der skal til for, at særligt mindst udviklede lande i Afrika kan få glæde af den markedsadgang, som de allerede har, og de liberaliseringer, som vil komme om ikke før så siden. Vi har sat eksperterne i gang med at tænke, fordi vi har brug for at holde krudtet tørt i forhold til flere fløje i diskussionen om handel og udvikling.
EU's rolle
Topmødet i Johannesburg var en udmærket illustration af EU's styrker og svagheder som global aktør. På den ene side har EU et betydeligt potentiale for i alliance med udviklingslande at finde bæredygtige globale løsninger. På den anden side spænder EU's kortsigtede handelspolitiske interesser ben for holdbare løsninger.
Derfor må en organisation som MS også interessere sig for, hvad der sker i EU. Og måske skulle vi også driste os til at sige, at EU er en god idé, selvom det for nogen omkring os opleves som ganske grænseoverskridende. I en verden med én tilbageværende supermagt er der brug for, at Europa i optræder samlet. Ikke for at forfægte egne kortsigtede interesser, men for at finde holdbare globale løsninger.
Der er dem, der siger, at MS som en del af civilsamfundet skal holde sig på sikkerhedsafstand af EU og kun koncentrere sig om samarbejdet i det europæiske civilsamfund. Det er jeg helt uenig i. Skulle vi i en dansk sammenhæng også blande os helt uden om, hvad politikere og regering foretager sig? Det kan da godt være, at nogle magthavere ville synes, at det ville være behageligt.
Selvfølgelig skal vi holde vores langsigtede mål for øje – en mere retfærdig fordeling af ressourcerne i verden for. Men som den penge- og magtstyrede globalisering og USA's dominans kører derudaf, må vi altså lægge berøringsangsten bag os. Og blande os – blandt andet i debatten i EU-konventet. Det kan så variere, hvor begejstrede vi hver især er for EU som institution. Men diskussionen om hvilken rolle EU skal spille i fremtiden, vil vi under ingen omstændigheder overlade til politikere og eurokrater. Det er en del af verdenssituationen, som det må være naturligt, at almindelige mennesker blander sig i.
USA's enegang i verden – Foghs enegang i Danmark
Vi havde nogle forventninger ovenpå Johannesburg og oven på EU-topmødet i København om, at EU med – aktiv dansk medvirkning – kunne bidrage til at finde globale løsninger på nogle af de store udfordringer, som verden står overfor. Per Stig Møllers udmeldinger om en international retsorden som mål for dansk udenrigspolitik i januar lovede også godt. Men statsministeren fik os dernæst grundigt ned på jorden nogle få uger senere. Hans indsats som international læserbrevsskribent og som George Bush’ tro væbner og klakør har sat Danmark på en farlig og uigennemtænkt udenrigspolitisk kurs.
Den danske regering fulgte op på amerikanernes enegang i Irak-krigen ved stort set selv at gå enegang i Folketinget og sende danske soldater med i USA's krig på Dansk Folkepartis stemmer. At amerikanerne vil selv, kan man måske med en eller anden del af hjernen godt forstå. Men jeg begriber ikke, hvad Danmark laver i det selskab. Et lille land med en vis tradition for globalt udsyn og ansvar burde til enhver tid foretrække internationale og globale løsninger frem for supermagtens ”vil selv”-politik. Det er faktisk pinligt.
Det er bindegalt, at Danmark gik med i USA's krig. Men det er endnu værre, at amerikanerne angiveligt tror, at de kan vinde freden alene. Danmark og de andre europæerne har ymtet lidt om, at det ville have foretrukket, at det var FN, der skulle står for genopbygningen i Irak. Men også her løber USA tilsyneladende med det hele. Det lover ikke godt for den fremtidige udvikling i regionen.
Og hvordan går det så i øvrigt med Danmarks bidrag til at få styr på verden og globaliseringen? Ikke for fremragende. En gang rejste danske ministre verden rundt og profilerede det her lille underlige land højt mod nord på blandt andet vores ganske substantielle deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde. Nu ser det ud som om, at regeringen er mere interesserede i at stille op i konkurrencen: ”Hvem kan være mere loyal overfor den amerikanske regering end amerikanerne selv?”
Verdens fattigeste – hvad gør vi?
Per Stig Møller scorede faktisk i meningsmålingerne ved at holde fast i FN-sporet. Det kunne du også gøre på bistanden, minister! Det viser sig jo, at V og Ks vælgere hellere vil have u-landsbistand end skattelettelser. Det har vi fået undersøgt. Samme undersøgelse viste, at befolkningen ønsker en klart humanitært baseret u-landsbistand. Hensynet til verdens fattige skal i centrum - binding af bistanden til køb af danske varer scorer ingen point hos den menige dansker. Samtidig minder undersøgelsen u-landsorganisationerne om, at vi skal blive langt bedre til at forklare, at vores indsats faktisk flytter brikker. At det nytter!
Denne undersøgelse dannede afsæt for, at MS sammen med 21 andre organisationer har iværksat bistandskampagnen, ”Verdens fattigste – hvad gør vi?”. Kampagnen skal medvirke til at gøre bistanden til en folkesag. Men bistanden skulle også gerne være en folketingssag. I den forbindelse er det glimrende, at flere politiske partier har spillet ud med bistandspolitiske oplæg i den seneste tid. Men det lader ikke til, at regeringen har videre travlt med at blande hverken folketing eller folk ind i debatten om den fremtidige danske u-landsbistand. I ly af mørket har et regeringsudvalg udarbejdet en ny dansk bistandsstrategi. Vi glæder til at få denne strategi ud i dagslys og vil naturligvis give vores besyv med. Men vi undrer os over hemmelighedskræmmeriet. Der er nemlig brug for debat om bistanden. Ligesom der er brug for mere og bedre dansk bistand.
Nej til egenfinansiering – ja til folkelig forankring
NGO-bistanden – den del af udviklingsbistanden, som formidles gennem folkelige organisationer som MS - har i særlig grad mediernes og politikernes bevågenhed. Det er helt naturligt og udmærket. Men diskussionen om NGO’ernes egenfinansiering bliver nemt urimeligt unuanceret. I de hurtige avisreferater berettes det, at NGO’erne skal levere egenfinansiering, og der henvises til, at det gør de i vores nabolande. I skyndingen ryger MS ofte med i den pulje, selvom det er noget andet, vi laver. Personelbistandsprogrammer finansieres af staten – også i de lande vi almindeligvis sammenligner os med. Det er jo også ulige lettere at samle penge ind til mennesker på flugt eller til en brønd i en landsby end til at sende en dansk familie til Afrika. Vi siger nej til egenfinansiering i almindelighed og i forhold til vores program i særdeleshed.
NGO-bistanden udgør i øjebliket i alt ca. 900 mio. kr. Et egenfinansieringskrav vil for eksempel indebære, at der skulle findes 90 mio. på indsamlingsmarkedet. Det er også en slags penge. Hvis NGO’erne skulle slås med hinanden om at skaffe disse penge, ville det dels betyde noget for NGO’erne arbejde og samarbejde og dels presse sygdomsbekæmpende organisationer og andre, som agerer på det marked.
Derimod vil vi meget gerne måles på vores folkelige forankring. Vi har også en egeninteresse i at holde øje med, at der nu også er folk i Mellemfolkeligt Samvirke. Men mere om det om lidt.
Smålighed overfor Operation Dagsværk
Vi er enige med regeringen i, at den folkelige forankring er vigtig. Men vi undrer os så meget mere over, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti nu går så hårdt efter Operation Dagsværk. Det at tusindvis af gymnasieelever hvert år deltager i Dagsværk eller bruger Dagsværks undervisningsmaterialer er et rigtigt godt bidrag til, at den danske u-landsbistand også i fremtiden er folkeligt forankret.
Regeringens manglede villighed til at sætte 500.000 kr og en sølle undervisningsdag om året af til Operation Dagsværk siger lidt om ambitionsniveauet i forhold til at fremme en global dimension i det danske uddannelsessystem. Her slår strudsen til igen. Det giver os også noget at arbejde med på hjemmebanen i forbindelse med Global Action temaet for 2003–04, Uddannelse og Udvikling. Temaet handler om mere uddannelse på verdensplan. Men det handler også om bedre uddannelse – uddannelse til verdensborgerskab – blandt andet i Danmark.
Jeg hørte for nylig undervisningsminister Ulla Tørnæs sige nogle forholdsvis fornuftige ting om, hvordan folkeoplysningen i Danmark kan være med til at løfte de udfordringer, som globaliseringen og integration af nydanskere stiller det danske samfund overfor. I den forbindelse gav ministeren udtryk for, at Danmark er et meget homogent samfund. I første omgang var jeg med. Men så kom eftersætningen: ”Og det skal det blive ved med at være”.
Den lader vi stå et øjeblik. Vi har i dette land et undervisningsminister, som siger: ”Danmark er et meget homogent samfund, og det skal det bliver ved med at være !” Strudsepolitikken fejrer nye triumfer!
Nye veje mod mangfoldighed
Men Ulla Tørnæs udtrykker nok ganske præcist regeringens holdning. Nydanskere får et klart signal: Bliv som os, eller endnu bedre: bliv hjemme!
Beskeden til minoriteten er: I har en farlig masse pligter, men ikke nogle videre rettigheder. En smule selvkritik: Vi har måske i vores arbejde på dette felt fokuseret for meget på etniske minoriteter og deres rettigheder. På den måde har vil måske også båret ved til det bål, der gør de etniske minoriteter til problemet. Det handler om både pligter og rettigheder for både minoritet og majoritet. Og det handler i høj grad om at få gammeldanskerne integreret i det multikulturelle samfund.
MS har arbejdet med dette område i over 30 år. Det er fremhævet i vores vedtægter, og det vil fortsat være centralt i MS arbejde. Men finansieringen af det er under pres. Vores bevilling til dette område er i år kun en tredjedel af, hvad den var for et par år siden. Derfor har vi desværre været nødt til at afskedige medarbejdere og lukke vores hidtidige minoritetsafdeling. Vi er nu i samme situation som for tre år siden, hvor vi heller ikke havde en selvstændig minoritetsafdeling. Og som for 3, 13 og 23 år siden vil vi fortsat arbejde for mangfoldighed og tolerance i det danske samfund.
Men politisk er der, som jeg har været inde på, brug for nytænkning på dette område. Styrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som skal formulere et nyt politisk grundlag for vores arbejde for mangfoldighed i det danske samfund. Vi har heller ikke været gode nok til at udnytte, at vi har en farlig masse erfaringer med interkulturelt samarbejde: Ungdomsudveksling – herunder vores program på Balkan, udsendelse af danske udviklingsarbejdere. Samt sidst, men ikke mindst, samarbejde med partnerorganisationer i Syd, som opererer i samfund med langt større kulturel og etnisk diversitet, end vi kan forestille os her i vores lille hysterisk homogene land. Denne indlysende komparative fordel skal vi være langt bedre til at udnytte.
Man skal i højere grad kunne se på vores mangfoldighedsarbejde, at det foregår i Mellemfolkeligt Samvirke – dem der har forstand på det der med kulturmøde!
I juni holder vi en åben konference for vores medlemmer og andre stakeholders om det politiske grundlag for vores arbejde. Udfaldet af denne konference vil givet få stor indflydelse på, hvad vi efterfølgende beslutter os for i styrelsen.
Kampen mod de fattige
Nu har vi så været lidt rundt i verden og i Danmark – med nogle afstikkere ind i MS. Tingene skulle jo gerne hænge sammen. Og det jo sandt for dyden ikke den folkestyrede globalisering og de globale medborgere, der præger sendefladen.
Der er alt for lidt styr på verden og globaliseringen. Og det begynder at ligne, at den rige verden har rottet sig sammen mod de fattige. Ikke at jeg er fast abonnent på konspirationsteori. Men jeg kan bestemt ikke fortænke fattige folk rundt om i fattige lande i at få den tanke. Og det er det stof, konflikter og terrorister gøres af. Men det virker som, at verdens toneangivende magter stadig tror, at sikkerhedspolitik handler om krudt og kugler og magtarrogance.
Og det virker også som, at Danmark spiller på den forkerte hest. Danmark er nødt til have en fornuftig samarbejdsrelation med USA. Men der kunne være brug for en langt højere grad af kritisk dialog i forholdet mellem den danske og den amerikanske regering.
På hjemmebanen oplever vi som nævnt hovedsageligt strudsepolitik.
”Efter tidens krav”
Der er, som det turde fremgå, brug for MS som aldrig før; men det er også blevet meget sværere at være MS. Og det skal vi ikke kun være kede af. I MS’ vedtægter hedder det, at organisationens arbejde kan antage forskellige former efter tidens krav. Og lige nu stiller tiden helt klart nogle krav, som vi må forholde os til.
Tiden stiller krav om, at vi skal arbejde med vores folkelige forankring. På et punkt har vi haft glæde af den nye regering. Medlemskurven er nu knækket. Vi har nu 4200 individuelle medlemmer mod 3400 for et års tid siden. Det er godt. Men vi skal ikke lade det blive ved det. Dels skal vi blive bedre til at holde på de medlemmer, vi har. Den nye medlemsstrategi har mange gode bud på, hvordan vi gør det. Og dels skal vi have flere medlemmer. Jeg mener ikke, at vi skal være så bange for tage nye og anderledes metoder i brug for at hverve medlemmer. Vores sag må have så bred appel, at vi må kunne tiltrække mange støttemedlemmer.
En anden slags støttemedlemmer er flertallet af vores kollektive medlemmer, som vi ikke engang ser ved festlige lejligheder som denne. Vores over 100 medlemsorganisationer giver os i princippet adgang til dialog med meget brede udsnit af den danske befolkning. Men vi skal være meget bedre til at udnytte disse muligheder. Et sted at starte kunne være konkrete samarbejdsprojekter med udgangspunkt i Global Action-temaet med kollektive medlemmer med tilknytning uddannelsessektoren.
Tiden stiller krav om, at vi skal være mere synlige i samfundet og mediebilledet. Flere medlemmer kunne give også en bedre platform at stå på i den nye politiske virkelighed. Men det er ikke nok. Vi har også brug for større folkelig opbakning til vores organisation, til vores arbejde og til vores sag. Mere markant mediesynlig vil være et vigtigt virkemiddel i denne forbindelse.
Tiden stiller krav om, at vi i højere grad skal kunne dokumentere resultaterne af vores indsats. Vi skal blive bedre til at bevise, at vi leverer varen. Håndterlige barfodsevalueringsmetoder kan også være med til gøre arbejdet bedre – både hos os og vores partnere.
Tiden stiller krav om, at vi gør en indsats for at finde nogle nye venner. MS har et image af være lidt klog, lidt ventresnoet og måske lidt gammeldags. Når folk ser os på nærmere hold, finder de tit ud af, at det billede ikke holder til et nærmere eftersyn. MS er ikke venstreorienteret. MS er omverdensorienteret. Hvis vil bliver opfattet som venstreorienterede og elitære og lukkede i vores kommunikation, er det langt hen ad vejen vores egen skyld. Det må vi gøre noget ved. MS er og skal være mangfoldighed.
Vi må eksperimenterede noget mere med at samarbejde med kredse i det danske samfund, som vi ikke har fraterniseret meget med i nyere tid. En ting er det private erhvervsliv. Men det er måske ikke der, jeg ser det største potentiale. Men der er derimod dele af civilsamfundet, hvor vi ikke kommer så tit.
Nye læsere kan begynde her
Når vi skal have flere medlemmer, større synlighed, bredere opbakning og nye venner, kan det være nyttigt at prøve at sætte meningen med MS på kort form på en ny måde. Mit bud vil være, at det vi gør i MS er, at vi
- holder kontakt mellem almindelige mennesker og verdenssituationen.
Og at vi
- samarbejder på tværs for at gøre en skæv verden mere lige
MS må ikke forsvinde op i politiske og akademiske elfenbenstårne. MS må heller ikke stille sig tilfreds med, at vi giver en masse mennesker mellemfolkelige oplevelser, selvom det kan være positivt på mange måder. MS går derimod målrettet efter at få almindelige mennesker og verdenssituationen til at krydse klinger. Vi tror på, at begge parter har godt af samværet.
Fokuseringen på ”almindelige mennesker og verdenssituationen” er vores niche, vores eksistensberettigelse og den særlige tone, som skal adskille os fra andre organisationer og aktører.
Bedre kontakt mellem almindelige mennesker og verdenssituationen er for mig at se den bedste vaccine mod den omsiggribende strudsepolitik.
Med en lille omskrivning af en gammel dansk sang vil jeg slutte med en opfordring lilleputlandet, som hygger sig i smug: ”Løft dit hoved du danske struds!”
***
Til sidst vil jeg gerne sige tak til de mange, der har virket i og omkring Mellemfolkeligt Samvirke i det forgangne år.
En særlig tak til vores ansatte i Danmark og ude i verden, og til styrelses- og udvalgsmedlemmer. Også tak til partnerne og vores mange samarbejdspartnere i Danmark og rundt om i verden.
Tak for ordet.
Bent Nicolajsen
26. april 2003