På flugt: Kidnappet, voldtaget og tvunget til at blive rebel

Susan Arao er en af tusinder af ofre for den vanvittige oprørsmilits Lord’s Resistance Army (LRA), som har plaget det nordlige Uganda i over 25 år.

Susan Arao blev som 14-årig kidnappet af Lord’s Resistance Army og tvunget ind i et ”ægteskab” med en 40-årig militssoldat. Hun flygtede og hjælper i dag andre med at komme videre efter endt fangeskab. Foto: Jacob Rosdahl / Mellemfolkeligt Samvirke

Susan Arao har glimt i øjnene og et tørklæde om håret i Ugandas farver, sort, gul og rød. På Kvindernes Internationale kampdag gik hun forrest i kvindemarchen i den ugandiske by Mubende, med hovedet hævet højt, stort smil og den knyttede hånd stolt i vejret. Når hun da ikke løb omkring og tog billeder med sin mobiltelefon og lavede sjov med de fotografer, som dækkede Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAids march.

At Susan Arao overhovedet kan te sig som den 23-årige kvinde, hun er, er nærmest mirakuløst. At hun nu kæmper for kvinders rettigheder, er logisk, men ingen ville bebrejde hende det, hvis hun ikke havde kræfter til det. Susan Arao levede som rebel i næsten tre år. Hun blev voldtaget, fødte sit barn i ensomhed i bushen, levede med en konstant trussel om at blive dræbt og endte med selv at blive trænet som soldat. Ligesom hundreder af andre ugandiske piger.
- Jeg gemte på et gammelt barberblad hele tiden. Det var det, jeg brugte, til at skære navlestrengen over på min datter, og det var det samme blad, som fik mig fri, fortæller hun.

 Kidnappet i skolen
I 2003 var Susan 14 år og gik i pigeskole i Barlonyo, tæt på Lira, i Norduganda. Klokken halv otte om aftenen omringede LRA (Lord’s Resistance Army) skolen. Den frygtede oprørsmilits med den selvudnævnte messias, Joseph Kony, i spidsen havde dengang allerede spredt rædsel og massakrer i området i næsten 20 år.

Rebellerne sprang ind af vinduerne til klasseværelserne og soveafdelingen og kidnappede 12 unge piger i et næsten klassisk LRA-angreb

Pigerne blev gennet gennem bushen og tvunget til at bære sække med mel, sukker og dåser med madolie. På et tidspunkt blev det for meget, men rebellerne truede med at dræbe dem, der ikke fortsatte, så pigerne havde ikke anden mulighed end at fortsætte, selvom deres fødder var hærgede af anstrengelserne og torne og sten. Efter noget tid sluttede flere grupper sig til, og styrken endte helt oppe i det allernordligste Uganda, hvor LRA huserede. Her fordelte rebellerne pigerne mellem sig, og Susan fik en 40-årig ”ægtemand”. Pigerne boede derefter sammen i en lejr.

-Som om det ikke var slemt nok, var lejren et sted fuld af rædsler, og der var så mørkt. Selv månen blev slugt af mørket, siger hun.

Ind i mellem kom rebellerne på besøg i lejren og voldtog pigerne. En dag opdagede Susan, at hun var gravid.

- Jeg følte mig elendig, og jeg var fuld af selvhad. Jeg overvejede endda at tage mit eget liv, men moderinstinktet fik mig til at passe på min selv i min graviditet.

Susan fødte alene i mørket. Ingen tog sig af hende, og hun skar selv navlestrengen over på sit lille barn med et rustent barberblad. Der var næsten intet vand at vaske hende med, og barnet frøs. Susan tog sin tøj af og svøbte sin datter i det. Selv var hun næsten nøgen, indtil det lykkedes hende at få en ekstra uniform.

Senere blev hun trænet i våbenbrug og blev soldat i en af rebellernes brigader. Ydmygelserne fortsatte, og enhver svaghed blev straffet med et skud i hovedet.

Flygtede med datter på ryggen

Til sidst lykkedes det Susan at flygte. En dag fik hun reb om livet og blev bundet sammen med nogle af de andre piger, hun var blevet kidnappet sammen med. Det skulle forhindre dem i at flygte, mens de bevægede sig med en gruppe rebeller gennem bushen med deres børn på ryggen. På et tidspunkt var de så tæt på den ugandiske hær, at Susan tog chancen. Hun skar rebene over, og pigerne flygtede hen til soldaterne.

I dag er hun kommet nogenlunde igennem. Hun har en lille forretning, og gennem Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid arbejder hun med grupper af andre kidnappede som facilitator. Hun spiller også teater med en gruppe, som opfører skuespil om LRA og krigen. Hendes store nummer er Joseph Kony. En rolle hun spiller i militærregnfrakke med skrig og råb og trusler mod kvinder og børn. Noget tyder på, at det ikke kun var det rustne barberblad, der hjalp Susan igennem helvede i bushen, men også et næsten ubegribeligt livsmod.

Et liv efter krigen

Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid arbejder især for børn og kvinder i området, hvor LRA har huseret. Det handler blandt andet om at hjælpe de lokale samfund til at bygge flere skoler, idet der kan være op til 30 km mellem de offentlige skoler. Det gælder også om at få styrket kvindernes rolle, fordi de har været de mest udsatte, på alle tænkelige måder, under og efter krigen.

Her hjælper Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid blandt andet med at få kvinder til at kræve deres ret til egen jord, men også mere håndgribeligt med at understøtte kvinder i at forædle og sælge landbrugsvarer, så kan skabe sig en levevej.

En helt tredje side er at prøve at få det offentlige system til at fungere igen, og er det planen at skabe et korps af kvinder og unge, der tjekker kvaliteten af sundhedsklinikker, undersøger offentlige budgetter og i det hele taget tjekker om det lokale styre overholder love og regler.

Filosofien er, at mennesker ikke skal være afhængige af hjælp udefra, og at sikkerhed for fremtiden blandt andet skabes ved, at man selv prøver at tage hånd om sit liv og lærer at gennemskue de offentlige systemer.