Til søndagsmøde med Poul Nyrup og Hugo Chávez
Poul Nyrup besøger World Social Forum; intellektuelle fremlægger et forslag til fælles consensus-grundlag; præsident Chávez versus præsident Lula.
|
|
Søndag i solen på World Social Forum
|
31. januar 2005
MS er med i den internationale handelskampagne Global Week of Action, 10.-16. april. Det meste af weekenden blev brugt til at filme nogle spændende folk fra hele verden med deres meninger om den internationale verdenshandel. Beretningerne fra disse folk kan opleves til koncerten ”Rock the Trade” på Rådhuspladsen i København den 13. april 2005. I de kommende dage vil du kunne læse mere om, hvordan selve handelskampagnen fik ekstra vind i sejlene på dette års World Social Forum, og om hvad der ellers var på MS-programmet i løbet af weekenden. Men først til en beretning fra gårdsdagens aktiviteter.
Poul Nyrup på WSF
Søndag var det tid til et møde med Poul Nyrup Rasmussen, formand for de europæiske socialdemokratier og ude af dansk politik. Nyrup – nu som selvudnævnt global aktivist - var tydeligvis i hopla til møderne på World Social Forum, og han havde da også kun rosende omtale af årets arrangement. Han gav udtryk for, at WSF ikke kan ses som en dominerende institution, men at det er her, folk fra hele verden mødes med masser af ideer, som diskuteres, udvikles og senere bliver optaget og inddraget i mange af de vigtige beslutninger, som tages på lokalt, regionalt og globalt plan. I sit indlæg på mødet kritiserede Nyrup Verdensbanken, hvor USA har hele 24 pct. af stemmerne, men EU ville kunne få over 30 pct., hvis EU kunne tage sig sammen og talte med én stemme.
Vi undrede os over Nyrups forslag, for i realiteten vil det jo ikke rigtigt ændre hele strukturen, som er roden til problemet, de magtfulde lobbyister for de transnationale virksomheder ville jo stadig have den dominerende indflydelse. Finansielle institutioner som Valutafonden (IMF) og Verdensbanken mangler repræsentation fra de fattige lande. Det er ikke nok, at landene i EU danner koalition for at svække USA’s hegemoni, landene i nord vil stadig have størst indflydelse! Hvis, der skal laves god og bæredygtig udvikling, skal vi væk fra tanken om, at de finansielle institutioner skal være overskudsforretninger. Der skal tænkes mennesker før profit, og vi bliver nødt til at have stor repræsentation fra landene i syd, for de skal selv være med til at bestemme, hvordan deres lande skal udvikles. Vi skal væk fra ideen om, at det kun er os i nord, der kan lave godt udviklingsarbejde. Det kan man også i landene i syd, hvis man altså får muligheden. Dette kan gøres ved at styrke civilsamfund og lokale fora, hvor fattigdomsproblemer diskuteres af dem, det vedkommer. Det er ok, at lande i nord sætter penge i udviklingsbanker, men det er ikke dem, der skal styre vejen frem.
Alternativer til den nuværende økonomiske globalisering
Søndag eftermiddag var et møde om alternativer til den økonomiske globalisering organiseret på en anderledes måde. Deltagerne blev opdelt i grupper for at diskutere temaer i indlæg fra panelet. Den slags møder med direkte involvering af tilhørerne er der mange af på World Social Forum, og der måtte gerne være flere. I plenum gav det mulighed for unge fra Hongkong og Brasilien gennem samtalerne i grupperne at komme til orde. Der er brug for nytænkning, det er hele ideen med WSF. Under hele World Social Forum udgives en avis hver dag. I søndagsudgaven omtales det, at en række intellektuelle har fremlagt et forslag til grundlag for WSF - The Consensus of Porto Alegre. Underskriverne er bl.a. José Saramago, Roberto Savio, Ignacio Ramonet, Bernard Cassen, Samir Amin, Tariq Ali og Walden Bello.
Chico Whittaker fra WSF International Committee (IC) har kommenteret forslaget med, at der kommer mange forslag til IC!
Søndagen gav også mulighed for at knytte kontakt til de kampagner, der skal køre fra nu og til afholdelsen af det sjette WTO-Ministermøde i Hongkong i december. På mødet var mange repræsentanter fra Hong Kong og omliggende lande, der berettede om aktiviteter, der allerede er i gang.
Chávez si - Lula no!!!!
|
|
Chavez besøgte tidligere på dagen jordløse bønder 140 km udenfor Porto Alegre
|
Om aftenen var mange mennesker på gaden, på vej mod Gigantinho Stadium for at høre Venezuelas præsident Hugo Chávez Frias, én af venstrefløjens største idoler i disse tider. Hugo Chávez holdt en brændtale på omkring to timer på et stadion fyldt til randen og med ligeså mange ventende forgæves udenfor. Inde på stadion var en god del af publikums utilfredshed med deres egen præsident Lula tydelig, mange har fået nok af hans vilje til stadig at tilfredsstille IMF med tilbagebetaling af lån. Der var bannere med Lula – Washingtons Darling og tilråb som Chávez si Lula no. Fra den ene side af stadion blev der sunget om, at Lula er neoliberalist, og derfor er Venezuela vores hovedstad, mens der var Lula-tilråb fra den anden side.
|
|
Chávez taler i Gigantinho Stadium
|
Chávez blandede sig dog ikke meget i denne interne strid før til sidst, hvor han nævnte Lula og Brasilien som sin ven. Dette fik hovederne til at hænge på de fleste af Lulas modstandere. Søndag var den sidste officielle aften på World Social Forum. Der var fest og glæde blandet med vemod over, at det hele nu er ovre for denne gang.
Mikkel Iversen bor i delstaten Chiapas i Mexico, hvor han arbejder for en lokal NGO og samler materiale til sit universitets-speciale. Han er også aktivist i "Stop Handelsrøveriet".



