Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

19-årig dansk volontør mister livet i Kenya

Fredag den 20. januar mistede en af Mellemfolkeligt Samvirkes Global Contact-volontører på tragisk vis livet i en trafik-ulykke i den kenyanske by Mombasa. En anden volontør og chaufføren, de kørte med, pådrog sig svære benskader.

27. januar 2012

Den 19-årige kvinde døde ved ankomsten til hospitalet, mens hendes rejsefælle og den lokale chauffør blev behandlet for benbrud og mere overfladiske sår.

- Det er sørgeligt og uforståeligt, at en ung kvinde, som er midt i at realisere sin drøm om at gøre noget for fattige børn i Afrika, nu har mistet livet. I Mellemfolkeligt Samvirke er vi dybt berørte over det, der er sket, og vores medfølelse og tanker går til familien, som har mistet en af deres kære, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

De to unge piger var frivillige på ”Good News Academy” i Mombasa, hvor de underviste i 2. klasse og i børnehaven samt hjalp til i kantinen. Den værtsfamilie, som de to piger boede hos i tre måneder, beskriver dem som glade, kærlige og nysgerrige. De fik mange venner i lokalområdet, og efter ulykken har mange af disse venner besøgt den unge kvinde på hospitalet og udtrykt deres sorg og respekt for venskabet med de to unge danske volontører.

Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid Kenya var kort efter ulykken til stede i Mombasa og har gjort alt for at sikre håndteringen af den vanskelige situation - i tæt samarbejde med den danske ambassade i Kenya, Udenrigsministeriet og forsikringsselskabet.