Foredrag om World Social Forum
MS-aktivist Niels Johan Juhl-Nielsen viser billeder og fortæller fra World Social Forum 2004 i Mumbai.
25. marts 2005Torsdag den 25. marts kl. 19, Skt. Peders Stræde 20, København
I januar 2004 samledes det fjerde World Social Forum (WSF) i Mumbai, Indien, med ca. 100.000 deltagere. Hermed havde det initiativ, der startede i Porto Alegre, Brasilien, i 2000 nået sin foreløbige kulmination.
Da repræsentanter for alverdens lande i november 1999 mødtes i World Trade Forum (WTO) for at fastlægge regler for verdenshandelen, blev de mødt af demonstrationer og protester, så delegationerne måtte tage hjem, uden der var indgået aftaler. Fagforeninger, miljøorganisationer og aktivister havde hermed synliggjort et civilsamfund som en magtfaktor ved siden af det politiske og det økonomiske.
Da repræsentanter for den økonomiske magt i verden organiseret i World Economic Forum få måneder senere i januar 2000 mødtes i den lille schweiziske bjergby Davos, valgte ca. 50 intellektuelle fra hele verden at organisere et ”anti-Davos i Davos” for at synliggøre de anti-neoliberalistiske argumenter i forhold til omverdenen.
Måneden efter enedes to repræsentanter for Brasiliens folkelige bevægelser Chaico Whitaker og Oded Grajew med chefredaktøren på Le Monde diplomatique og fortaler for Attac i Frankrig Bernard Cassen om at arrangere et verdensmøde, hvor man kombinerede aktivisterne fra de store demonstrationer med intellektuelle analyser. De kaldte det "World Social Forum" og besluttede at henlægge det til Porto Alegre og til at finde sted samtidigt med World Economic Forums møder i Davos.
Fra starten blev det i ”Charter of Principles” pointeret, at WSF skulle være ”et åbent mødested” for civilsamfundets grupper og bevægelser, der stod i opposition til neoliberalismen og til verdenskapitalens dominans og til enhver form for imperialisme. WSF’s tema var ”en anden verden er mulig”, og forummet skulle ikke udgøre en organisation, men en proces. Bevægelsen ville ikke vedtage politiske dokumenter eller komme med forslag til aktioner, men den skulle være en ramme for og afføde initiativer for deltagerne i WSF. Den skulle være ”plural, diversified, non-confessional, non-governmental and non-party” og skulle handle på en ”decentralised fashion”. Kort sagt, der skulle ikke være noget hierarki eller nogen fastlagt organisatorisk disciplin.
I 2003 deltog 70-80.000 i WSF, hvor enhver tænkelig bevægelse, reformistisk eller revolutionær, hvilken som helst enkeltperson, i opposition eller marginaliseret, det gamle eller det nye venstre, sociale bevægelser og non-governmental (NGO) organisation deltog.
Det samme gjorde et stadig stigende antal politiske frontfigurer. Verdenspressen viede sammenkomsterne en stigende opmærksomhed. Men problemer var der også og krævede vedvarende aktiv stillingtagen: skulle den voksende succes forsøges drejet over til at udvikle WSF til en ”movement of movements”, måske ligefrem en ny Internationale, eller skulle man fastholde og insistere på et behov for et social forum, der udtrykker det pluralistiske og åbne civilsamfund?
Et andet spørgsmål for WSF var den geografiske udbredelse af deltagelse i WSF til også at omfatte Østeuropa, Afrika og Caribien. Og endelig spørgsmålet om, hvorledes demokrati kunne forankres og hvilken struktur, der skulle gælde i selve WSF.
Disse spørgsmål blev testet i Mumbai.
Konceptet af WSF som et åbent mødested er af de oprindelige grundlæggere blevet betragtet som noget grundlæggende, som viser styrken ved WSF. De mener, at enhver afvigelse fra principperne vil føre til eksklusioner og udvikle WSF til en mere sekterisk organisation. For at sikre åbenheden i forummet, har ” Charter of Principles” nemlig hidtil afvist partirepræsentationer og ”militære organisationer”.
Men da WSF flyttede fra Brasilien til Indien, besluttede man at droppe forholdsreglerne over for de politiske partier. Men forbudet mod vold skabte fortsat splittelse hos de indiske arrangører, og en mindre gruppe maoister afholdt således tæt på arealet for WSF et alternativt møde - Mumbai Resistance 2004 – hvor man angreb WSF-konceptet om det åbne forum for snarere at være ”a talk show”. I stedet for ”another world” ønskede maoisterne socialisme. Men deltagerne var få, og initiativet bidrog blot til yderligere at fundere WSF som et åbent, pluralistisk mødested.
Deltagelse fra de østeuropæiske lande er fortsat begrænset, det samme gælder Caribien. Til gengæld ser det ud til, at civilsamfundets repræsentationen fra de afrikanske lande er stigende. Efter 2005, hvor WSF atter vil finde sted i Porto Alegre, er det et bredt formuleret ønske at få WSF placeret i Afrika.
Placeringen af WSF i Indien havde kaldt repræsentationer fra snart sagt enhver tænkelig gruppe fra Syd- og sydøstasien frem til Mumbai. Det gælder dalitter, forskellige stammer, men måske først og fremmest mange kvindeorganisationer.
Et internationalt råd med 150 repræsentanter blev etableret i 2002 som et støtteorgan for WSF. Ikke demokratisk valgt, for hvis det var sket, ville WSF udgøre en hierarkisk struktur! I dette råd træffes beslutninger om, hvor WSF skal afholdes, hvilke ”stars” der skal tale på konferencerne og seminarerne, og evt. hvem der skal ekskluderes eller ikke ekskluderes fra deltagelse. Men dette ændrer ikke ved det forhold, at de allerfleste seminarer på WSF arrangeres bottom-up og autonomt. 50 eller flere seminarer blev afholdt sideordnet over de fire dage, hvor WSF i Mumbai fandt sted.
I Seattle i 1999 var dagsorden at stoppe den dagsorden, som WTO have sat for sit ministerrådsmøde her. I Cancún 2003 lykkedes det udviklingslandene at modstå presset fra de vestlige lande anført af EU og USA. Ledende ministerrepræsentanter fra udviklingslandene har i den forbindelse udtalt, at det kun var muligt i kraft af den støtte udviklingslandene fik fra det globale civilsamfund. I WSF har det globale civilsamfund fået en mødeplads, der samtidig udbygges regionalt, f.eks. i European Social Forum, men også i f.eks. Danmarks Sociale Forum.