Med Johnny i Mumbai
World Social Forum var en jungle af issues, siger Johnny Lindström.
18. februar 2004- Først og fremmest slog det mig, hvor mange mennesker der var. Over 100.000 – det er jo som til en VM-kamp i fodbold, en Super Bowl-finale...
Ordene er Johnny Lindströms. Han er udsendt for MS i Nepal og var del af den lille delegation af MS-folk og partnere, som deltog i World Social Forum i Mumbai i januar i år.
- WSF er en blanding af en hel masse udtryk – rallyer med bannere og slogans, workshops, teater, seminarer, stande... – og de, som deltager, kommer hjem med en masse indtryk. Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager vare på, hvordan vi kan bevare og videregive disse indtryk, siger Johnny.
- I sidste ende tror jeg, at hvad vi får ud af vores deltagelse, beror meget på hvem det var, som var med på WSF. Om MS Nepal-delegationen kan man sige, at vi tog af sted lidt som pionerer. Vi havde forberedt tre hovedtemaer: Dalit, gender og kultur, og det fungerede rigtig godt. Samtidig er der som førstegangsdeltagere selvfølgelig også en masse mere, vi kan lære og har lært om, hvordan vi bedst kan organisere vores deltagelse i forummet. Derfor blev der i år også på nogle områder mere vægt på den enkeltes oplevelse og fortolkning af indtrykkene.
Hvis vi er med næste år, tror jeg, at vi skal være endnu bedre forberedte og have endnu mere klarhed over, hvad vi vil med vores tilstedeværelse. For WSF ér på mange måder en jungle af "issues", og selv om der skal være plads til improvisation, er der også brug for lidt struktur – ganske ligesom i jazz-musik.
WSF som en reflektor
Johnny er rådgiver for GSSK, en organisation der samler og giver støtte til cirka 20 lokale selvhjælpsgrupper. To repræsentanter fra GSSK var også med på WSF.
- Deltagelsen i WSF har øget motivationen og gejsten i organisationen, mener Johnny.
- Flere af de ideer, som vi i og for sig også har haft i organisationen tidligere, træder tydeligere frem, efter at folk er kommet tilbage fra WSF. Forummet har virket som en slags reflektor, der har gjort, at folk pludselig siger "Aha, det er derfor vi skal gøre det". Men den virkning er jo svær at planlægge, fordi den i så høj grad beror på, hvordan indtrykket indskrives i den enkelte, som er med, siger han.
For GSSK har deltagelsen i WSF bl.a. resulteret i en ide om at starte et specifikt Dalit-program samt planer om at gennemføre en kortlægning af befolkningen i lokalområdet. Desuden vil GSSK kunne bruge erfaringerne fra videreformidlingen af WSF-oplevelserne til en generel udvikling af organisationens oplysningsindsats.
- For mig selv betød det meget, at jeg pludselig fik blik for, hvordan man kan ekspandere Dalit- og kastediskriminationen til at være en parallel til f.eks. den racisme, man oplever mod indvandrere i Europa eller mod handicappede i Zimbabwe. Det handler i alle tilfælde om en mental opfattelse af verden, som en gruppe mennesker kan bruge til at undertrykke andre. Det er på den måde den samme problematik, det drejer sig om, som bare tager forskellige udtryk, alt efter hvilken social virkelighed den optræder i.
På spørgsmålet om hvordan MS fremover skal relatere til WSF, tøver Johnny.
- Hvis man ser WSF udefra, kan man engang imellem få det indtryk, at det er en meget negativt orienteret gruppe mennesker, som samles: Folk der er anti-Bush, anti-kapitalisme, anti-globalisering, anti-krig i Irak... Det kan let komme til at virke som om, der kun er rum for kommunister og socialister, og så bliver det jo pludselig til, at der sker en politisering af tingene. Hvis MS vælger at gå ind i den sammenhæng, i det miljø, så tror jeg, at det er vigtigt, at vi har en klar profil og kan forklare os ordentligt, når folk spørger, hvad vi laver dér. For ellers kan det nemt få et politisk overslag, som vi måske endda slet ikke støtter op om.



