Vidensbanker til Tanzanias lærere

Der er katastrofal lærermangel i det østafrikanske land Tanzania, og mange “gamle” lærere mangler den nødvendige uddannelse. Landet har indført “undervisning for alle” uden først at have skaffet den nødvendige lærerstab. Et netværk af pædagogiske centre, støttet af MS, skal ruste lærerne fagligt.

Alle børn har ret til undervising. Tanzania har indført gratis skolegang til alle børn i grundskolen, men inden man har skaffet den nødvendige lærerstab. Foto: Bettina Gram

Det er en smuk og varm morgen. Resterne af gårsdagens tordenskylle sprøjter langs bilens side, men vi er taknemlige for den regn, som falder på den tørre, afrikanske jord langs den sydlige bred af Victoriasøen i det nordvestlige Tanzania. 

Vejen snor sig opad, og endelig åbner et vidunderligt landskab sig under os. Det blå vand fra kontinentets største sø blinker i de dybe indskæringer, grønne marker strækker sig mod vandet, mens enorme stenformationer – som er karakteristiske for området her – holder igen. Det er et imponerende skue. 

Min kollega, Mr. Pole, og jeg er på vej til Mbarika – 75 km fra vores kontor i Missungwi, der ligger uden for Tanzanias næststørste by, Mwanza. Formålet med turen er at besøge vores fjernest beliggende pædagogiske center, et såkaldt Teachers’ Resource Centre, som støttes af MS. Centeret tilbyder bl.a. efteruddannelse til lærere. Det er min opgave at hjælpe med at udvikle centrene ved at styrke lederne og skabe et relevant indhold i de aktiviteter, som foregår her. 

14-årige Cypriam M. Luhega (forrest) og 15-årige Haroun Alex Kitalamo er to flittige elever, som efter skoletid kommer og studerer på biblioteket på det pædagogiske center på øen Ukerewe. Centeret er et såkaldt Teachers’ Resource Centre, som støttes af MS. Foto: Bettina Gram.

Tomme katedre

Lærermanglen i Tanzania er enorm. Med sin nye uddannelsesplan, Primary Education Development Plan (PEDP), for 2002-2006 har landet endnu en gang indført “undervisning for alle”. Første gang Tanzania indførte gratis og obligatorisk skolegang, var først i 1970’erne under landets første præsident og store fader, Julius K. Nyerere (1922-1999). 

Denne gang indfører Tanzania gratis skolegang til alle børn i grundskolen, inden man har skaffet den nødvendige lærerstab. Situationen bliver ikke lettere af, at lærerjobbet har lav status, og at det derfor er vanskeligt at skaffe kvalificerede unge til seminarierne. 

For at afhjælpe lærermanglen har staten iværksat en ny hurtiguddannelse af lærere. Den nye lærer skal have sin faglige viden fra 11 års skolegang (syv års grundskole og fire års overbygning), ét års pædagogisk uddannelse på seminariet og ét års praktik under vejledning af udvalgte myndigheder. Der er sagt mange knoppede ord om denne uddannelse, og det bliver en stor opgave, også for de pædagogiske centre, at støtte de unge lærere i deres videre forløb.

Spørgsmål er forbudt

Et klasseværelse i Tanzania er ikke et privat rum. Undervisningen og klassens aktiviteter kan høres i hele skolens nabolag. Fra mange klasselokaler lyder lærerens tale, efterfulgt af klassens monotone gentagelser. Andre steder larmer klassen, og man kan finde læreren på lærerværelset i gang med rettearbejdet. Eller han eller hun er måske slet ikke til stede. I få tilfælde høres den dejlige lyd af småsludrende elever, der hjælper hinanden med at løse opgaver, eller en dialog mellem læreren og klassen.

Mange lærere ved ikke nok om det stof, de skal undervise i, så de vælger at læse tekster op og lade eleverne gentage dem. Spørgsmål fra læreren skal kun kontrollere elevernes viden, og elevers spørgsmål til læreren er ikke tilladt. Der er en katastrofal mangel på bøger, og selvom skolen måske har landkort og forskellige andre undervisningsmidler, så ligger de ofte i et hjørne som føde for termitter. Eleverne får så godt som aldrig lov til selv at undersøge ting og lave eksperimenter eller til at udtrykke egne meninger. 

Der er en katastrofal mangel på bøger i Tanzania, og selvom skolen måske har landkort og forskellige andre undervisningsmidler, så ligger de ofte i et hjørne som føde for termitter. Foto: Bettina Gram.

På en skoles timeplan er der simpelthen fag, som ingen lærer ønsker at undervise i, fordi de ikke ved, hvordan de skal gribe det an. Der er skoler, som undlader at sætte fag på timeplanen, fordi der fx ikke er kvindelige lærere på skolen til at varetage undervisning i syning og madlavning. 

Hos lærerne i Tanzania træffer man sjældent glæden over, at ens elever udvikler sig rigtigt, eller faglig stolthed, når klassen klarer sig godt. Der er ingen vurdering af elevernes evner og muligheder at planlægge undervisningen efter, ligesom kendskabet til hvordan børn lærer og udvikler sig, er meget ringe. Selvom der er strenge regler for fysisk afstraffelse, er det desværre ikke sjældent at man under et besøg på en skole kan høre den grusomme lyd af en kæp, der rammer et barn.

Hvis undervisningen i grundskolerne skal forbedres, skal der ske ændringer i holdningen til eleverne og til lærernes eget værdigrundlag. Respekten for elevernes menneskelige rettigheder er langsomt ved at blive et krav fra børnene selv, men det skaber konflikter med det traditionelle samfund. Det er ikke nogen nem opgave at rokke lærere!

Ingen hjemme

Alle uddannelsescentrene i området er blevet varskoet om vores besøg i løbet af denne uge, men alligevel finder vi ikke lederen af centret i Mbarika hjemme. Han har dog ikke forsøgt at undgå mødet, men et voldsomt og hurtigudviklende malariaanfald har sendt ham til den nærmeste klinik for at blive behandlet. Sådan er livet her! 

Det er mit første besøg herude, og jeg kigger indenfor i huset. Det er ikke noget flot center som det i Missungwi. Det er en gammel bygning, som er stillet til rådighed for efteruddannelse af lærerne. Der er et stort lokale med en slags kontor i den ene ende og plads til forskellige aktiviteter i den anden. Lederens opslag på væggene fortæller om de planlagte aktiviteter, og jeg kan se listen over bestyrelsesmedlemmer i den komité, som styrer centeret. Det ser godt ud, og jeg lover at komme tilbage en anden dag for at snakke om centrets muligheder.

Hjælp til lærerne

I Tanzania findes der nu mange af sådanne pædagogiske centre. MS har været med til at oprette langt de fleste af dem. Distrikterne har ansvaret for centrene, men dette ansvar tager sig meget forskelligt ud – ligesom centrene løser deres opgaver på forskellig vis. 

Det er karakteristisk, at ikke to pædagogiske centre er ens: lige fra smukke bygninger (efter dansk standard) med fyldige biblioteker til et lillebitte kontor i et hjørne af en lokal skole – eller måske kun en titel til lederen.

Meningen er, at centrene skal hjælpe lærerne til at blive bedre undervisere. De skal blive fagligt dygtigere og lære at bruge metoder, som fremmer indlæringen og stimulerer interessen hos eleverne. Optimalt set skal centrene kunne tilbyde lærere mange forskellige resurser – fra viden og gode råd til konkrete ideer og eksempler på undervisningsmidler. 

To uddannelsessystemer

Interessen for at oprette uddannelsescentre til lærere har været stor. Mange inden for undervisning i Tanzania har klart kunnet se ideen med centrene. Der er derfor mange grunde til at skabe en forbindelse mellem dem alle for at udnytte erfaringer og viden bedst muligt. 

Dertil kommer, at Tanzania ikke har et, men to uddannelsessystemer: Zanzibars, som har et vist selvstyre og dermed også sine egne skoleplaner, og hovedlandets, hvilket gør det hele meget kompliceret og udfordrende. 

På Zanzibar er de pædagogiske centre en integreret del af efteruddannelsen af lærere, og man har en national leder, som koordinerer alle aktiviteterne. På fastlandet har centrenes skæbne været lidt usikker som følge af den store, ambitiøse udviklingsplan for grundskolen (PEDP). En overgang så det ud til, at de eksisterende centre var helt ude af det ministerielle tankesæt. De seneste oplysninger viser dog, at ministeriet har fået øjnene op for, at centrene er oplagte institutioner, når det gælder videreuddannelse af lærerne, og rygter vil vide, at man overvejer finansiel støtte til de eksisterende centre. 

Netværket er en realitet

Fremtiden for uddannelsescentrene blev i 2003 diskuteret på et årsmøde for de gamle centre, som MS står bag. Mødet mundende ud i en beslutning om at arbejde videre med en netværksmodel med et lille, effektivt og arbejdende kontor i Tanzanias største by, Dar es Salaam. En gammel ven af centrene, tidligere programmedarbejdern hos MS-Tanzania, Jeff Makongo, har lagt et stort arbejde i at udforme idégrundlaget for den nye netværksorganisation, som har fået navnet Coalition of Teachers’ Ressource Centres. Der er i dag ansat en daglig leder af kontoret i Dar es Salaam, og planen er, at mindst én dansk udviklingsarbejder med viden om kommunikation skal støde til og hjælpe med at opbygge netværket med dets tråde til hele landet.

Kommunikation er et kodeord i netværket: der skal etableres nyhedsbreve, som skal formidle informationer fra og til de enkelte pædagogiske centre. Det er også vigtigt, at de ministerielle institutioner bliver medspillere og samtidig bliver udfordret til at tænke nye tanker. 

Der blæser nye vinde

De pædagogiske centre er alle knyttet til de lokale myndigheder, og lederne er statsansatte. De fleste føler stadigvæk, at de har en begrænset frihed til at handle på egen hånd, og mange er mest trygge ved at udføre de ordrer, som kommer fra oven i systemet. En af netværkets vigtigste opgaver er at vise, at der blæser nye vinde i forhold til efteruddannelse af lærere. Der skal tænkes i nye, utraditionelle metoder. Ideer skal gerne komme fra lærere og elever. Der skal arbejdes væk fra den passive rolle som modtager af ideer til en rolle som medspiller i forhold til hinandens udvikling. Det er en holdning, som bakkes op i den nye skoleplan, hvor der netop bliver kaldt på nyskabelse.

En af de grundlæggende ideer er naturligvis også kontakten over grænserne til andre afrikanske lande – og længere væk, hvis det kan lade sig gøre. Hjemme i Danmark har en gruppe forhenværende rådgivere til de pædagogiske centre dannet en kontaktgruppe, som allerede i de forløbne år har givet gode ideer og inspiration til de gamle kolleger i Tanzania. Det er vigtigt at holde fast i den kontakt og gerne udbygge den, selvom det kan være svært for lærere i Tanzania at forestille sig, hvilken hjælp de kan få.

Undgå hængedyndet

På vej hjem fra Mbarika er jeg nødt til at passere et par særdeles bløde steder med sort, vådt mudder. Mr. Pole giver mig gode råd om at “holde til højre her” og “lige ud der” og “undgå for alt i verden at køre ud i rismarken.” 

Jeg tænker på, om netværket for de pædagogiske centre vil klare alle de “bløde” steder. Om vi kommer til at sidde fast i det traditionelle hængedynd? I Danmark er det blevet moderne at tale om at noget er “udansk”, når der kræves lidt omstilling og forståelse; på samme måde bruger man udtrykket: “Det er afrikansk kultur!” eller “myndighederne har ikke givet os lov”, når foreslåede ændringer kræver for meget energi. Måske klarer vi os udenom og igennem og bliver en spændende udfordring til undervisningssystemet i Tanzania og dermed en effektiv hjælp for lærere, som ønsker udvikling? 

2004 vil vise om ideen kan bære, om den nyfødte baby vokser sig stor og stærk.