Kan man blive afhængig?

Skridt i den rigtige retning. Trods kakkelakker, forsinkelser og maveproblemer er Pernille Bærendtsen optimistisk. En udviklingsarbejder fortæller om sit arbejde

Før jeg rejste til Uganda, arbejdede jeg med folk, der kan få Afrika til at lyde som et euforiserende stof, man ikke kan leve uden. Folk, som vel hjemme igen organiserer sig i grupper og klubber, opkaldt efter lande og hovedstæder på kontinentet, så oplevelserne varer ved. Efter tre måneder har jeg stadig en pænt høj eventyrpromille i blodet, men jeg har bestemt også øjeblikke, hvor jeg tvivler på, om jeg er typen, der kan gå hen og blive ligefrem afhængig af Norduganda.

Nogle nætter lukker jeg døren til mit køkken for at undslippe lyden af kakkelakker, der skøjter henover bordets kakler på trods af mine grundige forsøg på at forgifte dem. Nogle morgener kan jeg ikke drikke kaffe, med mindre den ledsages af Imodium, fordi min mave skal holde til at køre på grusvej i bagende sol. Frokosten er ofte et svært valg mellem bønner, ris eller sammenkogt kylling, okse eller ged, som kræver at jeg fortrænger fedtet bestik, udvalget af maveinfektioner og forvænthed. Det er ren akrobatisk disciplin ikke at tisse på sine sandaler og tabe mobiltelefonen ned i hullet, når man sidder på hug over et ’pit-latrine’ – det lokale lokum. Og dagen er så at sige fuldendt, når mine kollegaer har valgt at demonstre, at tidsfornemmelse hverken er et medfødt talent eller noget, der kan tillæres.

På den positive side kan man sige, at jeg ikke spilder mine talenter. Det, som jeg er bedst til, er der brug for. Jeg har ikke længere overarbejde på et kontor med udsigt til betonmure, og min kalender bruger jeg mest til at fastlå hvilken dag, det er. Det rykker personligt og fagligt at være med til at skabe noget, der kræver en styrke og opfindsomhed, jeg ikke var overbevist om, at jeg havde, da jeg søgte jobbet. Og udviklingsbistand bliver til mere end pæne ord på papiret, for vi gør faktisk noget heroppe, som har stor betydning for mange mennesker, der i forvejen ikke har det let. Men jeg skal også bevise overfor mig selv, de lokale og MS, at jeg kan mobilisere og vedligeholde troen på det umulige, ikke kun på egne vegne. Det skal have en afsmittende effekt. For en af de rigtigt store udfordringer er, at få folk til selv at sætte dagsordenerne. Tage initiativ. En massiv opgave på et sted, hvor mange mennesker – på grund af deres status som flygtninge – er blevet gemt og glemt.

Da vi sidst i august samlede personale og bestyrelsesmedlemmer fra vores syv ressursecentre, fik de til opgave at beskrive deres svagheder og styrker. Brugerne strømmer til ressursecentrene, fordi det er det eneste sted heroppe, man kan finde en aktuel bog, og der er ingen tvivl om deres gavn. Alle syv centre støttes af bla. MS, men et krav fra MS er, at centrene skal til at samarbejde med de lokale distrikter, altså det offentlige, dels for at få et bæredygtigt økonomisk grundlag, dels for at få de lokale samfund til at anerkende behovet. Min opgave er at sikre, at centrene har de rigtige redskaber til at sælge sig selv.

Det var let for mig, at banke på døren til Northern Uganda Social Action Fund, NUSAF, der formidler Verdensbankens penge til udvikling af Norduganda, og invitere dem til at møde ressursecenteret. Det usikre lå i, om begge parter ville være positivt stemt og se, at de havde brug for hinanden. NUSAF leder efter lokale aktører med erfaring og ’kundekreds’, og ressursecentret skal sige de rigtige og realistiske ord for at vise, at de er parat til at løfte opgaven. Ressursecentrets leder overraskede mig. Han brugte nemlig det, han lige har lært på workshoppen, og sagde ting som: 'Vores styrker er vores lange erfaring, og at vi er de eneste i byen, der laver det, I har brug for'. Og så kunne centret fremvise de mest tjekkede statistikker fra fem år tilbage, der viser, at antallet af brugere er steget med over 200 procent. Alle parter takkede mig for at have arrangeret mødet, men det var faktisk dem, der rykkede ekstraordinært denne eftermiddag. Ikke mig. Vi fik en aftale hjem om et samarbejde om et nyt bibliotek i Adjumani, baseret på vores folk og vores arbejde. Det har skabt energi og optimisme på ressursecentret - én ting er at være med til at bygge et nyt bibliotek i en forholdsvis bogløs by, noget andet er, at opleve at det godt kan betale sig at blive ved. Resultater kommer ikke af sig selv og heller ikke på én gang. Til gengæld er de gode resultater sjovere, når de overrasker og sætter gang i nye ting. For mit vedkommende bliver maveproblemerne, maden og saniteten lettere at se bort fra, når jeg lige pludselig er med til at rykke et stort skridt i den rigtige retning.