Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Bombeangreb mod DACAAR kontor

Den 23. oktober sprang en bombe i DACAAR’s kontor i Herat by i det vestlige Afghanistan. Bomben detonerede omkring kl. 19 lokal tid. Heldigvis kom ingen mennesker til skade ved eksplosionen. Der er kun tale om materielle ødelæggelser for DACAAR, et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp, ASF Dansk Folkehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke.

25. oktober 2004

Angrebet på DACAAAR kommer kun ti dage efter et lignende angreb fandt sted i Herat mod en tysk organisation, og de samme metoder har været taget i anvendelse under begge angreb. Sikkerhedsmyndighederne i Afghanistan vurderer, at angrebet skal ses som et anslag mod det internationale samfund som helhed og ikke specielt møntet på DACAAR.

”Efter det stort set fredelige valg, ser det nu ud som om, vi er tilbage i en situation med angreb på regering og hjælpeorganisationer i Afghanistan. Det kommer måske ikke som den store overraskelse, men det er ikke desto mindre meget ubelejligt for den politiske proces, landet befinder sig i. Angrebet i Herat gør det også nødvendigt for DACAAR at genoverveje sikkerhedssituationen. Det kan føre til yderligere indskrænkninger af vores aktiviteter,” siger DACAAR’s direktør Gorm Pedersen.

DACAAR arbejder med udvikling af vandforsyning, sundhedsoplysning, landbrug og infrastruktur i Afghanistan samt i flygtningelejre i Pakistan. Den største aktivitet er forsyning af rent drikkevand. Mindst fire millioner afghanere får nu rent vand fra DACAAR's næsten 35.000 brønde.

Yderligere oplysninger:

Direktør Gorm Pedersen, Kabul, Afghanistan, Tel.: (93) (0) 70 288 711                          
gormpedersen@hotmail.com

Informationsmedarbejder Alexandra Strand Holm, Kabul, Afghanistan, Tel.: (93) (0) 79 337 753
alexandrastrandholm@hotmail.com

Programkoordinator Sten Andreasen, København Tel.: (45) 2426 0369
sten.andreasen@drc.dk 

Relateret