Bragt i Politiken den 17. oktober 2005

Når erhvervsstøtte kaldes u-landsbistand

Millioner til A.P.Møller og SAS afskaffer ikke fattigdommen i den tredje verden, skriver MS' formand Søren Hougaard i Politiken.

Af Søren Hougaard

17. oktober 2005

Der er meget røre om Danidas Privat Sektor Programmer. Vi læser himmelråbende historier om, hvordan danske u-landspenge har finansieret tocifrede millionbeløb i tilskud til multinationale virksomheders etableringsomkostninger i u-landene.

Det gælder f.eks. etablering af en A. P. Møller-havn i Egypten og SAS Radisson-hoteller i Afrika. Historierne er ikke særlig befordrende for danske skatteyderes holdning til dansk u-landsbistand. De aktuelle afsløringer har da også medført politisk storm mod udviklingsministeren, som er søgt afværget ved at nedsætte en evalueringsgruppe til at se nærmere på programmerne.

Forhåbentlig fører det til, at Privat Sektor Programmerne i højere grad bliver indordnet under en helhedsorienteret fattigdomsbekæmpelse i ulandene, som er den overordnede målsætning med dansk u-landsbistand. Men evalueringen fører næppe til en anbefaling om at nedskære eller stoppe denne bistandsform.

Der synes nemlig at herske en tyrkertro på, at stærkere investeringer i u-landenes erhvervs-sektorer er nøglen til at få landene ud af fattigdomsfællen. Forøget investering i erhvervslivet formodes at kunne sikre et højere bruttonationalprodukt, som automatisk vil føre til en reduktion af fattigdommen i landene.

Desværre er det ikke så enkelt. Afskaffelsen af fattigdom kræver, at der bliver investeret i uddannelse, sundhed og demokrati helt derude på landet og helt derude i slumkvartererne, hvor de fattige bor. Kun hvis disse mennesker kan læse, skrive og regne og kun hvis deres familiers basale sundhed sikres og kun hvis de har adgang til demokrati og rettigheder, kan disse mennesker sætte gang i landbrugs- og håndværksproduktion, hvilket kan bringe dem og deres lande ud af fattigdomsfælden.

Det er muligt, at de mange millioner danske bistandskroner, som vi – via Privat Sektor Programmerne - putter i SAS hoteller i u-landenes hovedstader og de mange millioner bistandskroner vi – via erhvervssektorprogrammerne – investerer i at nedbringe tiden til at håndtere containere i byernes havne, fører til at landenes bruttonationalprodukt vil stige. Nogle hævder, at sådanne investeringer er forudsætningen for at kunne bekæmpe fattigdommen, ud fra tesen om at samfundskagen skal være større, hvis der skal være noget at dele ud af. Men det er næppe en rentabel investering, sammenlignet med hvad man kunne skabe af udvikling ved at investere i uddannelse, sundhed og demokrati.

Det er i alle tilfælde sikkert, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem landes bruttonationalprodukt og nytten heraf for landenes fattige befolkninger. Den nyligt udkomne årsrapport fra FN’s udviklingsorganisation UNDP beskriver klart denne manglende sammenhæng. I rapporten står der bl.a.:

”Den gennemsnitlige indkomst er tre gange højere i Brasilien, som er karakteriseret af en høj grad af ulighed og middel indkomst, end i Vietnam, hvor ulighedsgraden er lav og indkomsten lav. Alligevel er indkomsten for de fattigste 10 % af befolkningen i Brasilien lavere end indkomsten for de fattigste 10 % af befolkningen i Vietnam”.

Man kan næsten ikke lade være med at tænke på vores hjemlige debat om lighed og samfundsudvikling…