Godt at Danmark går i front på handelsområdet
Danmarks handelspolitik er forbedret på flere punkter efter Folketingets debat i dag. Det vurderer Mellemfolkeligt Samvirke (MS), der i årevis har kritiseret Danmark for at gøre for lidt for at fjerne internationale handelsregler, der skader u-landene..
06. november 2003Et flertal af partierne enedes bl.a. om at kræve mere tempo på neddroslingen af EU's landbrugsordninger. Desuden skal der arbejdes for en afskaffelse af eksportstøtten, så det ikke længere er muligt at dumpe landbrugsvarer på u-landenes markeder. Partierne slog også fast, at EU skal lade nogle af sine kæpheste stå uden for forhandlingslokalet, hvis de er i vejen for en aftale med u-landene. EU havde et medansvar for, at forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen WTO brød sammen i sidste måned, fordi man holdt fast i, at nogle meget omstridte spørgsmål – de såkaldte "Singaporeemner" – absolut skulle på forhandlingsbordet.
Udenrigsminister Per Stig Møller annoncerede desuden, at Danmark vil tage konkrete initiativer til at styrke dialogen om WTO-emner med u-landene. Danmark forbereder initiativer sammen med både de nordiske lande og i EU. Han sagde også, at dialogen bl.a. vil tage udgangspunkt i nogle "meget interessante forslag," som en ekspertgruppe udsendte i sidste måned i samarbejde med MS.
MS´ næstformand Pia Olsen hilser den skærpede, danske politik velkommen:
"Regeringen har klart rykket sig siden sammenbruddet i Cancún. Der er behov for, at EU bliver skubbet i den rigtige retning, og den danske vedtagelse er klart et skridt i den rigtige retning" siger hun.
Folketingets debat drejede sig om, hvad Danmark skal gøre for at sætte gang i forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen, WTO, efter et sammenbruddet i Cancun i sidste måned. Debatten var rejst af SF og Enhedslisten.
Yderligere oplysninger
MS’ næstformand Pia Olsen, 23814147
Generalssekretær Lars Udsholt, 20280844.
Ekspertgruppens forslag kan downloades fra ms.dk



