Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Globaliseringen skal både udrydde fattigdom og varetage danske interesser

17. april 2005

”Det er tankevækkende, at statsminister Anders Fogh Rasmussen tyer til en smart bemærkning, når han prøver at afværge kritik af sammensætningen af regeringens globaliseringsråd, som af en række iagttagere er blevet kritiseret for at være ”Tordenskjolds soldater”.

Det er rigtigt, at Tordenskjolds soldater besejrede svenskerne, som statsministeren har udtalt. Men i dag er det ikke krig, men tværtimod dialog og forhandling, der er brug for, hvis mennesker i både rige og fattige lande skal have gavn af globaliseringens nye dagsorden om liberalisering af handel og arbejdsmarkeder mv.”

Det siger Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke, i en udtalelse i forbindelse med det årlige repræsentantskabsmøde i MS i weekenden d. 16-17/4. Søren Hougaard hæfter sig ved, at stats- og regeringsledere fra hele verden mødes til FN-topmøde i september for at gøre status på ”Årtusinde erklæringen”, som blev vedtaget i 2000, og hvis mål er at halvere fattigdommen i verden inden 2015. Det er ifølge MS-formanden et realistisk og opnåeligt mål, hvis viljen er der.

”Men vi kan ikke bare betale os ud af ulighedsforholdet til udviklingslandene. Nøglen til udryddelse af absolut fattigdom og ulighed i verden ligger i en ændret global struktur. Det drejer sig om at styrke det multilaterale samarbejde og skabe et globalt partnerskab, hvor rige og fattige lande gør fælles sag ud af at skabe udvikling for alle gennem øget bistand, retfærdige handelsvilkår og afvikling af gæld. På den baggrund er det bekymrende, at regeringsgrundlaget lægger op til at genoverveje Danmarks støtte til de internationale institutioner. Lige så bekymrende er det, at regeringens globaliseringsråd med sin sammensætning helt ser bort fra udviklingslandenes problemer. Regeringen ser globaliseringen som et rent dansk spørgsmål uden overhovedet at behandle Danmarks muligheder og ansvar for, hvordan mennesker i Nord og i Syd skal leve og arbejde i en globaliseret verden. Ikke en gang udenrigsministeren eller udviklingsministeren har fået sæde i rådet”, siger Søren Hougaard.

Danmark har som medlem af FN’s Sikkerhedsråd særlige muligheder og et særligt ansvar for at påvirke udviklingen. Derfor opfordrer Søren Hougaard den danske regering til at sætte ambitionsniveauet op for at blive bedre rustet til at varetage danske interesser på den internationale scene. Dette kan konkret ske ved:

• at fortsætte den økonomiske og moralske opbakning til de multilaterale institutioner i det nuværende omfang
• at inddrage supplerende viden og kompetence på udviklingslandenes problemer i globaliseringsrådets arbejde
• at sætte udviklingsbistanden op til 1 % af BNI fra 2006 samt finansiere internationale miljø-, freds- og stabilitetsfremmende aktiviteter ud over denne ramme svarende til 0,5 % af BNI.

Yderligere oplysninger: MS' formand Søren Hougaard, telefon 21 60 20 68.