Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Gør elevernes forskellighed til en styrke

Den danske folkeskole skal give mere plads til forskellighed og se elevernes forskellige etniske baggrunde som en styrke – også i forhold til arbejdsmarkedet, der efterspørger interkulturelle kompetencer. Det siger to forskere i det nye nummer af ’etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark’, udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.

04. oktober 2004

Når etnisk danske forældre i stigende grad fravælger skoler med en høj andel af etniske minoritetselever, er det ofte, fordi de frygter, at undervisningen er dårlig og ineffektiv. “Udgangspunktet for debatten er ofte, at elever med etnisk minoritetsbaggrund per definition klarer sig dårligere end etnisk danske elever. Men der er endnu ingen forskning, der siger noget om, hvorvidt der findes en sammenhæng mellem præstationer og etnicitet,” siger cand.polit. Beatrice Schindler Rangvid fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut til ’etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark’.

“Forskning viser, at i klasser, som er socialt blandede, klarer de ressourcesvage elever sig bedre, end hvis de går i en klasse med udelukkende ressourcesvage elever. De ressourcestærke elever derimod klarer sig lige godt, uanset om de går i en klasse bestående af stærke elever eller i en mere blandet klasse,” siger Beatrice Schindler Rangvid.

Hver femte etnisk danske elev læser så dårligt, at det er en hæmsko for elevens fremtidige arbejde og videreuddannelse. Det samme gælder for hver anden elev blandt etniske minoriteter, viser undersøgelser fra Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU.

“Det er alarmerende. Men det er for nemt blot at henvise til etnicitet eller socioøkonomisk baggrund. Efter min mening er det mere relevant at se på, om skolen kommer de elever i møde, som ikke lever op til forventningerne til en gennemsnitlig dansk elev,” siger Anne Holmen, leder af Institut for pædagogisk antropologi ved DPU til etcetera, og opfordrer lærerne til at se elevernes forskellighed som en styrke, også i forhold til arbejdsmarkedet, hvor der efterspørges interkulturelle kompetencer og sprogkundskaber.

Læs hele analysen i etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle

Danmark’ nr. 6/2004. For abonnement se www.ms.dk/minoritet/etcetera

 Yderligere oplysninger:

Lisa Klöcker, redaktør, Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 7731 0008,  ik@ms.dk

etcetera - giver indblik, overblik og graver med analyser et spadestik dybere end massemediernes flygtige debat om flygtninge og indvandrere.

etcetera - udkommer otte gange om året og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke med støtte fra Integrationsministeriet