Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Bryd EU´s handelsmur

En kæmpe toldmur på Christiansborgs Slotsplads d. 5. november skal åbne politikernes øjne for EU’s forrykte landbrugspolitik

03. november 2003

Den 6. november diskuterer Folketinget, hvordan Danmark kan bidrage til at få WTO forhandlingerne på sporet igen efter sammenbruddet i Cancun.

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har et klart svar: Bryd EU´s handelsmur og liberaliser EU´s landbrugspolitik. Derfor arrangerer MS en større happening på Christiansborgs slotsplads onsdag den 5. november i tidsrummet klokken 12-15.

Happeningen består af en kæmpe handelsmur på 15 gange 7 meter, hvor fattige bønder kæmper for at få deres produkter ind på det stærkt beskyttede europæiske marked. Aktivister, udklædt som EU-bureaukrater, dumper samtidig EU produkter på verdensmarkedet via eksportstøtte.

"U-landene skal have bedre adgang til vores markeder. Og de rige lande bør holde op med at udkonkurrere de fattige landes bønder ved at dumpe billige statsstøttede landbrugsvarer på markederne i u-landene," fortæller aktivist Mads Jules Feer fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Landbrug er livsgrundlaget for store dele af befolkningen i den fattigste del af verden. Mange u-lande kan producere både bedre og billigere landbrugsvarer, end Danmark og de øvrige EU-lande kan. Men toldbarrierer på op til mere end hundrede procent frarøver producenter i u-landene mulighederne for at sælge varer til de rige lande. Og for at gøre ondt værre, sælger de rige lande overskudsproduktion på u-landenes markeder til langt under produktionsprisen.

Mellemfolkeligt Samvirke mener, at dette er helt urimeligt. WTO forhandlingerne bør derfor hurtigst muligt genoptages. Den danske regering bør arbejde på, at EU:

  1. øger markedsadgangen for de fattige lande ved at nedbryde handelsmuren.
  2. melder klart ud, at man er villige til at udfase alle eksportsubsidier til landbrugsvarer.
  3. omlægger landbrugsstøtten så den ikke virker handelsforvridende overfor de fattige lande.

"Det er højst besynderligt, at Danmarks liberale partier tøver med at tage initiativer til at liberalisere EU´s landbrugspolitik, som gennem de sidste 35 år har virket stærkt planøkonomisk. Det ser ud som om, de blot plejer landbrugets interesser", slutter Mads Jules Feer.

Se mere på www.ms.dk

For yderligere oplysninger:

Aktivist i MS, Mads Jules Feer, på 61267745, mfeer@yahoo.com

Politikmedarbejder i MS, Lars Anderskouv, på 77310082

Fakta:

  • De rige landes statsstøttede landbrugsvarer koster de fattigste lande 150 milliarder kroner om året i tabte eksportindtægter.
  • Hvis de rige lande blot delvist liberaliserede landbrugssektoren som foreslået inden WTO-topmødet i Cancun, ville det føre til vækst på 104 mia. US$, 73 milliarder i de rige lande og 31 milliarder i de fattigste og mellemindkomstlandene.
  • De rige lande giver 2310 milliarder kroner i støtte om året til deres egen landbrugssektor. En af konsekvenserne af denne politik er, at hver ko i EU får 15 kroner i tilskud om dagen, hvilket er mere end hvad halvdelen af verdens befolkning lever for om dagen.