Billen i sandet. Indianerstemmer fra Patagonien
Ny bog af Else Lidegaard til anmeldelse:
02. september 2002Mapucheindianerne var udsat for en udryddelseskrig i Argentina så sent som i slutningen af det 19. århundrede. Indtil da levede de i modsætning til resten af Amerikas indianere i frihed. De få overlevende skjulte sig langt ude på den patagoniske højslette og vovede end ikke at tale deres sprog. Mapucheindianerne lever i dag spredt på den patagoniske slette i et bælte fra Atlanterhavskysten over Andesbjergene helt til Stillehavet. De kæmper for at genfinde en identitet som de selv har været med til at undertrykke for at klare sig levende igennem ifølge den nye bog "Billen i sandet" fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Ifølge forfatteren Else Lidegaard er de fleste nulevende Mapucher dermed vokset op uden at vide at de er indianere og at manden på deres pengesedler er just den general Rocca der stod for udryddelsen af deres forfædre. Men i 1984 var der i Patagonien en voldsom snevinter som kom til at betyde at mennesker fra forskellige øde egne mødtes og opdagede at de havde fælles rødder. Sammen søger de nu at genoplive deres gamle kultur og leve efter de værdier der er deres.
Mapucheindianernes kamp er lang og sej. Ganske vist har de nu i teorien opnået anerkendelse som oprindeligt folk, men i praksis er der lang vej igen. De fleste Mapucher er analfabeter og tilhører den mest udsatte sociale klasse, hvad enten de lever som kvægavlere ude på stepperne eller som håndværkere eller ufaglærte inde i byerne. Men de har både mod og værdighed og en solidaritet med hinanden som også giver sig mange konkrete udslag.
Billen i sandet er en beretning fra et af de få steder på jorden hvor - ifølge indianerne selv - ingen hvid mand – endsige kvinde - nogensinde før har sat sin fod. Forfatteren Else Lidegaard skildrer hvordan en gruppe indianere oplever deres egen tilværelse i dag. I 1999 mødte Else Lidegaard under en foredragsrejse i Argentina en dansk-argentiner. Han havde levet sit liv i nær kontakt med Mapucheindianerne i Rio Negro (Patagonien- sydlige Argentina). Året efter fik Else Lidegaard en invitation fra indianerne til at komme over og leve sammen med dem en måned. På baggrund af deres egne beretninger og ved selvsyn skulle hun skildre deres tilværelse og hele kosmovision. Ud over forfatterens egne oplevelser bygger bogen på samtaler med især mureren Francisco, kontorassistenten Mercedes, enken Maria, møbelpolstreren Hugo og gauchoen Mario.
Med venlig hilsen
Niels Elbæk
Forlagschef tlf. 77 31 00 44 - niels@ms.dk
Billen i sandet. Indianerstemmer fra Patagonien
af Else Lidegaard
216 sider m. farvefotos
Mellemfolkeligt Samvirke 2002 ISBN 87-7907-127-9
Kr. 198,00
Anmeldereksemplar kan rekvireres hos forlagssekretær Annette Villumsen: avillums@ms.dk eller tlf. 7731 0041.



