Kronikforslag primo januar 2002

En smagsdommers bekendelser

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær bekender beredvilligt, at han tilhører gruppen af ’eksperter’. Men han vil ikke af den grund finde sig i at blive mistænkeliggjort.

Af Bjørn Førde

05. januar 2002

Mon jeg er én af dem, han har i tankerne? tænkte jeg ved mig selv, da statsministeren i sin nytårstale gav eksperterne en ordentlig begmand.

Er jeg én af dem, som gennem offentlige ytringer om u-landenes vanskelige udvikling, udviklingsbistandens styrker og svagheder og globaliseringens farer og muligheder risikerer at bidrage til, at den folkelige debat bliver undertrykt?

Er jeg en ’såkaldt’ ekspert, som mener at vide bedst og løfter pegefingeren over for befolkningen, når jeg tillader mig at ytre mig offentligt om noget af det, jeg mener at have erfaret gennem mere end 25 års arbejde i og med problemerne i de varme lande?

Er jeg et vildfarent menneske, som ikke har forstået, at jeg som ’ekspert’ godt nok skal have lov til at formidle faktisk viden, men at jeg når det kommer til det personlige valg ikke er mere ekspert end hvilken som helst anden borger?

Er jeg som mangeårigt medlem af Danidas Styrelse, udpeget af en tidligere minister, ikke netop den type menneske, statsministeren nødvendigvis må til livs for i ro og fred at kunne sikre samfundets kerneydelser: en statsautoriseret smagsdommer?

Joh, en slags ekspert er jeg vel på sæt og vis. For ifølge nudansk ordbog er en ’ekspert’ jo en person som er ’erfaren’ og ’sagkyndig’ på et område. Det synes jeg i al beskedenhed jeg er, i rimeligt omfang.

Fordi dygtige lærere på universitetet gennem seks års studier gav mig en solid faglig ballast; fordi jeg brugte de næste femten år på at skrive en masse bøger på baggrund af de mange rejser jeg foretog rundt om i verden; fordi jeg så valgte at arbejde i en årrække i Zimbabwe og lærte en del om det praktiske bistandsarbejde; og fordi jeg til sidst endte som leder af en af landets større private bistandsorganisationer, der finansieres af statslige midler.

Så jo, ekspertrollen kan jeg vel ikke løbe fra.

Men så rækker min bekendelse heller ikke længere!

Jeg vil eksempelvis ikke bekende, at jeg har bidraget til at undertrykke den folkelige debat. Tværtimod synes jeg, at jeg efter fattig evne, gennem bøger, artikler og foredrag, har bidraget til at give danskerne adgang til informationer, som de ellers ikke ville have fået.

Jeg vil heller ikke bekende, at jeg har ført mig frem med løftede og bedrevidende pegefingre. For jeg har aldrig lagt skjul på, at der også fandtes andre synspunkter, end dem jeg selv repræsenterede.

Jeg vil desuden ikke acceptere, at jeg som ekspert på et område, hvor der findes mange synspunkter og vurderinger, som til stadighed brydes mod hinanden, og til stadighed undergår forandringer, skal operere inden for nogle hegnspæle, der defineres ved det statsministeren kalder for ’ faktisk viden’.

Og hvis det er mit medlemskab af Danidas Styrelse, statsministeren har i tankerne, finder jeg det ærlig talt krænkende at blive betegnet som ’statsautoriseret smagsdommer’. Som tidligere udviklingsministre vil vide, har jeg i styrelsen udført et seriøst fagligt arbejde, præget af kritisk respekt for embedsværkets arbejde, og båret af en grundlæggende accept af andre styrelsesmedlemmers ret til at mene noget andet end jeg selv.

Det finder jeg ikke anledning til at skamme mig over. Det ser jeg ikke nogen grund til at mistænkeliggøre.

Især finder jeg ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved mine motiver. Jeg har – hvor mærkeligt det end kan lyde i denne tid – gjort det for sagens skyld. Fordi jeg troede og fortsat tror på nødvendigheden af en omfattende global indsats fra dansk side. Til gavn for verdens fattige, magtesløse og udstødte. Og til gavn for verdensfreden.

Og jeg tillader mig i al stilfærdighed at råbe dette budskab ud i alle verdenshjørner, hvis jeg mener en regering gennemfører en politik, som jeg vurderer bevæger sig i den forkerte retning.

Jeg tillader mig eksempelvis at råbe vagt i gevær, på min organisations og vore partneres vegne, hvis jeg vurderer, at en ny dansk terrorlovgivning kan komme til at påvirke vores samarbejde med partnere i Syd.

Fordi vore partnere i et land som Zimbabwe er bekymrede. Bekymrede for om deres præsident kan finde på at bruge Zimbabwes egen terrorlovgivning til at stemple organisationerne som terroristiske, fordi de tillader sig – som vi har lært dem - at tage deres demokratiske rettigheder alvorligt.

Noget sådant er desværre en helt realistisk mulighed, al den stund præsidenten erkender, at hans chance for at vinde det kommende valg på demokratisk vis forekommer ret teoretisk.

Godt nok har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at vores samarbejde set fra danske domstoles og myndigheders synspunkt vil blive betragtet som terroristisk virksomhed. Især ikke i betragtning af den kritik, som Danmark og andre EU-lande i de senere år har rettet mod Zimbabwe. Den danske regering vil sikkert være enig med mig i, at det er regeringen i Zimbabwe – ikke oppositionen - som undergraver landets institutioner, misrøgter dets ressourcer, lader hånt om menneskerettighederne, osv.

Men alt dette er jo til syvende og sidst en politisk vurdering, som jeg ikke er overbevist om at forslaget til en dansk terrorlovgivning er indrettet til at håndtere på betryggende vis.

Zimbabwe er blot ét eksempel. Et andet eksempel kunne være Sudan, som siden 11. september har stået på hovedet for at indynde sig hos USA som eksemplarisk terrorist-bekæmper. Hvis det lykkes, kan man forestille sig, at samarbejdet med befrielsesbevægelser i Syd-Sudan bliver defineret som støtte til terrorister.

Fordi vi befinder os på usikker grund, er der i almindelighed grund til at være bekymret for, hvordan den nye lovgivning bliver udmøntet. Det er enkelt nok, når det gælder grupper som dem, der repræsenteres af folk som Osama bin Laden og ligesindede. Men ofte er virkeligheden desværre ikke helt så enkel.

Det tillader jeg mig at gøre opmærksom på. Som ’ekspert’ på bistandsområdet, og som medborger.

Det gør jeg også, fordi jeg stadig har kampen mod apartheid-styret i Sydafrika i frisk erindring.

Engang var vi en del mennesker, som kæmpede for, at ANC skulle have lov til at repræsentere den sydafrikanske befolkning. Det var der en hel del grupper i det danske samfund, som ikke brød sig om. De betragtede ANC som en undergravende, voldelig og terroristisk bevægelse. Jeg tror såmænd ikke de nærede sympati for det hvide apartheidstyre, men de ønskede på den anden side heller ikke at gå glip af de økonomiske fordele, et samarbejde med styret indebar.

Til gengæld var der ingen grænser for deres næsegruse beundring for Mandela, da han første gang besøgte Danmark. Men jeg har ikke indtryk af, at de politikere og erhvervsfolk, som i sin tid enten havde kritiseret ANC eller holdt deres kæft huskede at fortælle Mandela, hvordan de havde bidraget til at støtte hans frihedskamp.

Ingen af os andre vidste dengang, hvilken dom historien ville fælde over vores i lange perioder hemmelige samarbejde med og støtte til ANC. Jeg tror heller ikke på, at en terrorlovgivning som den nu planlagte ville have afholdt os fra at støtte ANC. Vi ville dengang – som også i dag – i sidste ende følge vores overbevisning og samvittighed.

Skal jeg ikke som ’ekspert’ eller som leder af en organisation have lov til ytre mig offentligt om min egen regerings lovgivning uden at blive mistænkeliggjort?

Har jeg ikke i virkeligheden pligt til at bidrage til det, statsministeren kort før jul pegede på at, de fattige lande skal forpligte sig til, hvis de skal gøre sig fortjent til hjælp fra de rige lande:

"De skal forpligte sig til at respektere grundlæggende menneskerettigheder og demokrati og herunder forpligte sig til at give borgerne fri adgang til informationer og nyheder."

Har jeg ikke også både ret og pligt til, med min baggrund, at give udtryk for, at jeg på en lang række punkter finder det uansvarligt over stok og sten, og uden grundige konsultationer med berørte lande og organisationer, at gennemføre så forholdsvis omfattende besparelse på u-landsbistanden, som regeringen påtænker? Og at ytre mig uden at blive mistænkeliggjort?

Eksempelvis at pege på, at der i de kommende år bliver større konkurrence mellem landene om at være inde i varmen som ’programsamarbejdsland’, hvis regeringen fører sine ideale fordringer ud i livet. Kravet om at leve op til det mål af demokrati og menneskerettigheder, som regeringen finder passende, bliver ikke let. Heller ikke selvom man opretter en ny enhed for det område i Udenrigsministeriet.

Sagen er jo (sagt uden pegefinger og bedreviden), at der ikke i dag findes blot to af de danske programsamarbejdslande, som har direkte sammenlignelige demokratiske tilstande. Derfor er det ganske enkelt ikke muligt at opstille en ’standard’, som automatisk kan udløse et certifikat. Selv en statsautoriseret smagsdommer vil få problemer.

At regeringen i Zimbabwe har sat sig ud over anstændighedens grænser i demokratisk henseende kan alle hurtigt blive enige om. Men hvordan med de andre lande?

Er Vietnam reelt set mindre demokratisk end Zambia, blot fordi regeringspartiet i Vietnam sidder tungt på hele befolkningen, mens der i Zambia er mulighed for flere partier at konkurrere om magten?

Er Kenya mere demokratisk end Uganda, blot fordi der i dagens Kenya er frit spil for alle partier, mens befolkningen i Uganda må tage til takke med præsidentens landsdækkende bevægelse?

Er Bhutan overhovedet værdig til et samarbejde med Danmark, når landet selv erkender, at det ikke er et demokrati, men kongen trods alt har taget visse initiativer til en demokratisering?

Og hvad stiller vi op med Egypten, som i en årrække har befundet sig i en undtagelsestilstand, som har medført at mange civile rettigheder er sat ud af kraft?

Det er nogle af de spørgsmål og dilemmaer, som jeg mener samfundet har krav på, at jeg som ’ekspert’ bidrager til at få belyst.

Meget handler om faktisk viden. Men meget handler også om vurderinger, hvor vi kan blive uenige.

Andre mener måske, at det faktisk er muligt at lave klare standarder. Jeg tror det bedste vi kan håbe på – og stille krav om – er, at det går fremad og ikke tilbage. Fremad i forhold til landets eget udgangspunkt. Fremad i forhold til de internationalt accepterede principper omkring de grundlæggende menneskerettigheder.

Jeg anerkender fuldt ud, at det i sidste ende er politikerne, som skal tage beslutningerne på det danske folks vegne. Men hvorfor være bange for, at de mange mennesker og organisationer, som faktisk ved noget om Zimbabwe, Kenya, Uganda, Zambia, Bhutan, Egypten og alle de andre lande blander sig mere eller mindre højlydt? Det er vel netop styrken ved det folkestyre, vi i Danmark bekender os til.

Ingen tvivl om, at politisk lederskab er helt afgørende, når Danmarks rolle i det globale samarbejde skal defineres og besluttes. Men det er også en del af lederskabets vanskelige kunst at forklare vælgerne, at det ikke nytter noget at gøre virkeligheden mere simpel, end den kan bære. At politikerne også påtager sig et ansvar for at forklare det, som er svært.

Desværre var det på udviklingsområdet ikke lederskab, vi så mest til i den nys afholdte valgkamp. I hvert fald spillede medlemmer af regeringspartierne undervejs ud med forslag, som udover at være uigennemtænkte også fremstod som foragt for det seriøse arbejde, masser af mennesker i Nord og Syd gennem årene har investeret i aktiviteterne.

Sådan følte jeg det i hvert selv som medlem af Danidas Styrelse gennem en række år, når ’dagens tilbud’ blev fyret af i dagspressen på en sådan måde, at budbringeren kunne fremstå som stærk og beslutsom. Men på bekostning af hvad og hvem?

Kunne det være rigtigt, at Vietnam skulle fjernes som samarbejdsland, fordi det ikke lever op til en ikke nærmere defineret standard for demokrati? Uagtet at bistandskronerne rent faktisk er blev brugt efter hensigten og har givet målbare resultater til gavn for befolkningen.

Var det virkelig sandt, at Burkina Fasos præsident gik rundt i hovedstadens gader og skar arme og ben af sine landsmænd? At han er despotisk i sin adfærd og havde en finger med i mordet på journalisten Norbert Zongo har vi længe vidst og flere af os kritiseret. Men pengene bruges fornuftigt og efter hensigten, og Danmark har bevisligt bidraget til en mere demokratisk udvikling til gavn for befolkningen.

Også Uganda blev nævnt, med henvisning til at vi ikke kan samarbejde med et land, der har tusindvis af soldater stående inde i Congo! Soldater som for de flestes vedkommende allerede er trukket ud efter pres fra FN og lande som Danmark, bortset fra to bataljoner i nærheden af grænsen.

Det kan aldrig være ekspertvælde, bedrevidenhed og smagsdommeri at gøre opmærksom på, at centrale politikeres udsagn om Vietnam, Burkina Faso og Uganda er udtryk for fri fantasi eller mangelfuld information. Det er tværtimod et bidrag til den faktiske viden, som vi har brug for, når politikerne – og befolkningen - skal tage fornuftige beslutninger.

Mange har som argument for at vi sagtens kan skære på udviklingsbistanden anført, at Danmark fortsat vil være klassens duks, når der er skåret halvanden milliard eller mere.

Det anfægter jeg som ’ekspert’ ingenlunde. Det hører til i afdelingen for faktisk viden. Det viser tallene klart.

Men jeg har sammen med andre ’eksperter’ stillet spørgsmålstegn ved, om vi efter en nedskæring vil stå tilbage med æren i behold – og anført at det meget vil afhænge af den måde, der skæres på.

Vi har også peget på, at Danmark risikerer at miste indflydelse og troværdighed. Hvilket selvsagt er et udtryk for en vurdering snarere end faktisk viden.

Sådanne betragtninger og ytringer skal der vel være plads til, uden at man skal have skudt i skoene, at det alene har til formål at forsvare egne interesser. På samme måde som der generelt i debatten om Danmarks globale ansvar skal være plads til, at meningerne brydes – undertiden med det resultat at traditionelle positioner ændres.