Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Europa, civilsamfundet og en ny verdensorden

Debatmøde den 26. september 2004 med bl.a. Nicanor Perlas, der besøger Danmark. Nicanor Perlas er modtager af "Den alternative Nobelpris".

23. september 2004

Søndag den 26. september 2004 deltager den filippinske aktivist Nicanor Perlas i et offentligt møde på Borups Højskole i København kl. 11-16. Han vil her sammen med medlem af den grønne gruppe i EU-parlamentet Margrete Auken og den radikale folketingskandidat Christian Friis Bach lægge op til debat om "Europa, civilsamfundet og behovet for en ny verdensorden".

Mellemfolkeligt Samvirke (MS) er arrangør af mødet, og formand Søren Hougaard vil være ordstyrer, men i øvrigt vil en række organisationer deltage. I forbindelse med mødet vil kampagnen "For retfærdig verdenshandel" blive præsenteret.

Nicanor Perlas har deltaget som aktivist i det globale civilsamfund siden 70’erne. Han deltog i kampen mod tvivlsomme regimer på Filippinerne, og han deltog i FN’s konference i Rio i 1992, hvorefter han tog hjem og omsatte ”bæredygtig udvikling” til fattigdomsbekæmpelse og udvikling af civilsamfundet. For Nicanor Perlas er udviklingen af civilsamfundet som en tredje sektor ved siden af erhvervsliv og det politiske niveau en forudsætning for en sammenhængende helhedsorienteret bæredygtig udvikling på lokalt, regionalt og globalt niveau. Nicanor Perlas modtog i 2003 ’The right Livelihood Award’, også kaldet "Den alternative Nobelpris".

Nicanor Perlas var sidst i Danmark i april 2002 og var ved den lejlighed en af hovedtalerne på globaliseringskonferencen ”En anden verden er mulig”. 

I forbindelse med mødet d. 26. september 2004 besøger Nicanor Perlas også Norge og Sverige. I Norge deltager han i ungdomskonferencen ”Connecting seeds of change in the age of globalization” og holder i Oslo oplæg om ”Civilsamfundet i globaliseringens tidsalder: Potentialer for dybtgående samfundsændringer”.

I Stockholm afholdes to seminarer: ”Kulturens rolle i en globaliseret verden” og ”Økonomiens rolle i en globaliseret verden”.

Yderligere oplysninger:
Informationsmedarbejder Jan Kjær, 7731 0078, 2670 368,  jan@ms.dk Politikmedarbejder Lars Anderskouv, 7731 0067,   larsand@ms.dk