Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Rock på Retro

Rock på Retro – og støt ofrene for orkanen Stan i Mellemamerika

26. oktober 2005

Fredag den 28. oktober kl. 21.00 spiller Wineladies (tidligere Alf) på Café Retro, Knabrostræde 26, København K. Entréen på 35 kr. går ubeskåret til ofrene for orkanen Stan, der har skabt ufattelige ødelæggelser i Mellemamerika.

I Guatemala og El Salvador hjælper Mellemfolkeligt Samvirke og Mellemamerika Komitéen lokale samarbejdspartnere med at dække akutte behov som drikkevand, mad og medicin efter den voldsomme orkan.

Bandet Wineladies var finalister i Livecontest, og efter semifinalen skrev en begejstret anmelder: "Genren 'melodisk rock' kan lyde meget trivielt og kedeligt, men hvis der er noget københavnske Alf (nu Wineladies) ikke er, så er det trivielle og kedelige. Med skæve kompositioner, intelligente melodilinier og en forsanger, der kommer helt ud over kanten, lignede Alf umiddelbart en værdig vinder af konkurrencen."

Bag arrangementet står Mellemamerika Komitéen, Mellemfolkeligt Samvirke og Café Retro.

Rock på Retro er en del af en større indsamling, som Mellemamerika Komitéen og Mellemfolkeligt Samvirke står for. Ved et salsaarrangement søndag d. 23. oktober på Club Mambo i København sørgede mere end 200 dansende for 25.000 kr. til orkanofrene.

Hjælp ofrene for orkanen Stan ved at
- ringe på tlf. 90 56 55 50 (100 kroner pr. opkald)
- sende en SMS på 1299 med teksten MS og støt med 100 kroner
- indbetale på giro 1 341 200, mrk.: STAN.

Yderligere oplysninger

Anna Opstrup Larsen, Mellemamerika Komitéen, 23355099, annaopstrup@yahoo.dk

Bettina Ringsing, Mellemfolkeligt Samvirke, 77310062, bringsing@ms.dk