Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Mellemfolkeligt Samvirke åbner ungdomsdialogcenter i Jordan

Ti unge danskere tager på arbejdslejr i Amman for at forberede åbningen sammen med unge fra Jordan. Med dialogcentret, som er en del af "Det arabiske initiativ", ønsker MS at fremme unges deltagelse i foreningslivet og give dem et frirum til deres egne initiativer.

27. oktober 2005

Mellemfolkeligt Samvirke åbner officielt et ungdomsdialogcenter i Amman i Jordan d. 20. november 2005. Ved åbningen vil organisationen være repræsenteret ved chef international afdeling Bente Topsøe Jensen og konsulent Maria Fahmy. Jordanske unge, repræsentanter fra jordanske civilsamfundsorganisationer samt ministerier vil endvidere være inviteret.

Derudover vil ti unge danskere deltage i åbningen. De er på workcamp i Jordan d. 7. -21. november, hvor de sammen med 10 lokale unge, som på forskellig vis er tilknyttet partnerorganisationerne i dialogcenter-fællesskabet, skal renovere og indrette dialogcenterets lokaler. Gennem det konkrete arbejde vil de få mulighed for at komme tæt på hinanden og derved få indblik i hinandens kultur og dagligdag.

Et fri-rum

Dialogcenteret i Amman er en aktivitet under ’Det Arabiske Initiativ’. Mellemfolkeligt Samvirke ønsker med centeret at fremme unges deltagelse i foreningslivet og give dem et ’fri-rum’ hvor deres initiativer, ønsker, og beslutninger vil være i centrum. Dialogcenteret vil fungere som en slags dansk medborgerhus, hvor unge på tværs af sociale og kulturelle forskelligheder kan mødes og udveksle erfaringer med emner som demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, foreningsliv og ligestilling.

Via centerets aktiviteter bliver der også mulighed for deltagelse i kulturelle arrangementer, hvor film, musik, dans, mad, kunst, og teater vil stå højt på programmet. I dialogcenteret oprettes en lille café, hvor unge kan mødes, gå på nettet, drikke en kop arabisk kaffe, og få sig en snak med andre engagerede unge - lokale som danske.

MS håber gennem dialogcenteret at styrke kulturelle bånd mellem unge mennesker, skabe sociale fællesskaber og udbrede tolerance og interkulturel forståelse, både lokalt, regionalt og internationalt.

Lokal styringsgruppe

Etableringen af ungdomsdialogcenteret har været under udvikling et stykke tid. I august blev der afholdt et planlægningsseminar i Amman, hvor Mellemfolkeligt Samvirke havde inviteret Peter Seeberg, centerleder på Center for Mellemøst-studier på Syddansk Universitet, samt en række jordanske civilsamfundsorganisationer til at deltage i planlægningen og udviklingen af dialogcenter initiativet. ¨

Planlægningsseminaret klargjorde blandt andet centerets struktur, formål og fremtidige aktiviteter. Der blev i forbindelse med planlægningsseminaret dannet en lokal styringsgruppe for centeret, hvori syv jordanske civilsamfundsorganisationer er repræsenteret.

Mellemfolkeligt Samvirke har pr. 1. december ansat en centerleder, som vil have det daglige ansvar for driften af dialogcenteret.

For flere informationer, kontakt Maria Fahmy på Mfahmy@ms.dk