Sharia: Hvor langt skal det danske retssystem gå?
Ny undersøgelse viser, at de fleste britiske muslimer helst vil følge islamisk lov ved skilsmisse og i arvesager. I Danmark påvirker islamisk lov allerede hverdagen. Hvordan beskytter man bedst kvinders rettigheder?
19. marts 2005Ny undersøgelse viser, at mere end halvdelen af de britiske muslimer helst vil følge islamisk lov ved skilsmisse og i arvesager. I Danmark påvirker islamisk lov allerede hverdagen. Men eksperterne er uenige om, hvordan man bedst beskytter kvinders rettigheder, ifølge det nye nummer af “etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle Danmark”, udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.
I Storbritannien har analyseinstituttet ICM i november 2004 foretaget en undersøgelse blandt 500 muslimer. 61% ønsker at løse civile retssager ved særlige sharia-domstole, hvis afgørelserne ikke strider mod britisk lov.
Det samme billede tegner sig i Danmark, hvor Rubya Mehdi, lic.jur. og ekspert i islamisk ret fra Carsten Niebuhr Instituttet ved Københavns Universitet, forudser, at der fremover vil opstå et stigende antal sager ved de danske domstole, hvor det er relevant at inddrage sharia. Derfor er det ifølge Rubya Mehdi nødvendigt, at advokater og dommere har kendskab til islamisk ret, men hun har også en advarsel: ”Systemet skal være forberedt for at sikre, at den danske stat ikke svigter sine forpligtelser over for børn og kvinder. Staten må ikke lægge ansvaret fra sig, sådan som vi ser i Canada og til dels i Storbritannien”, siger hun.
Hermed henviser hun til den canadiske delstat Ontario, hvor religiøse mæglingsinstitutioner afgør civile søgsmål, og til Storbritannien, hvor der er ændringer af skattereglerne på vej, så flere muslimske kvinder kan arve efter en mand.
Jørgen S. Nielsen, professor i islamiske studier ved Birmingham Universitet, mener, at ordninger som de britiske og canadiske er vejen frem og understreger, at nye tolkninger af sharia er under udvikling: ”Her i Storbritannien er der et lille, men voksende antal yngre muslimske sagførere, ofte kvinder, som har specialiseret sig i at skabe forlig i familiesager. De arbejder for at finde frem til løsninger, som er retfærdige for begge parter og også anerkendes af det muslimske bagland,” siger Jørgen S. Nielsen.
Institut for Menneskerettigheder har på forespørgsel fra Integrationsministeriet foreslået, at der efter britisk forbillede etableres et muslimsk råd i Danmark, hvor muslimske kvinder kan søge vejledning om deres rettigheder ifølge forskellige tolkninger af sharia. Der er endnu ikke taget initiativer i denne retning.
Læs hele analysen i “etcetera. Nyhedsbrevet om integration og det flerkulturelle
Danmark“ nr. 2/2005.
Yderligere oplysninger:
Lisa Klöcker, redaktør, Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 7731 0000, lk@ms.dk
- etcetera - giver indblik, overblik og graver med analyser et spadestik dybere end massemediernes flygtige debat om flygtninge og indvandrere.
- etcetera - udkommer otte gange om året og udgives af Mellemfolkeligt Samvirke med støtte fra Integrationsministeriet.



