Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Tørke truer fødevaresikkerhed i Mozambique

Måneders tørke forårsager fødevaremangel flere steder i Mozambique, og der rapporteres om dødsfald. FN’s World Food Program mangler millioner af dollars for at kunne hjælpe mere end 600.000 berørte mennesker. MS-Mozambique støtter en langsigtet indsats for øget fødefaresikkerhed.

Billedtekst: Det beskidte vand kan medføre diarre og kolera. Her en brønd i Nacarôa i Nampula-provinsen. Foto: Per Bergholdt Jensen.
Billedtekst: Det beskidte vand kan medføre diarre og kolera. Her en brønd i Nacarôa i Nampula-provinsen. Foto: Per Bergholdt Jensen.
Af Per Bergholdt Jensen, Informationsmedarbejder

28. oktober 2005

Situationen er ved at være alvorlig flere steder i Mozambique. Navnlig landets centrale og sydlige provinser er hårdt ramt af tørke, og der er rapporter om dødsfald på grund af sult. Navnlig ældre mennesker er blandt ofrene. 

”Folk er fejlernærede, og de mangler allerede mad, men når du ikke har noget vand bliver det virkelig vanskeligt. Folk i vores distrikt har levet af vilde bær og frugt, men nogle steder har vi ikke engang nok af det”, udtaler Fernando Muchanga, en lokal regeringsembedsmand i Buzi området i den centrale Sofala provins, ifølge FN’s IRIN News.

Et lignende billede tegner sig i de øvrige af Mozambiques tørkeramte provinser.

20 km til nærmeste vand”Vand er i højere grad end mad blevet identificeret som det mest presserende behov. Folk må rejse lange distancer – til tider op til 20 kilometer – for at få adgang til vand”, siger Francisca Cabral fra Mozambiques Tekniske Sekretariat for Fødevaresikkerhed og Ernæring (SETSAN) til IRIN News.

En SETSAN undersøgelse i omkring halvdelen af Mozambiques 128 distrikter anslår, at 43 procent af majshøsten er slået fejl, og at omkring 600.000 mennesker vil have behov for fødevarehjælp mellem oktober og marts næste år.

<p>Her en brønd i Memba. Foto: Per Bergholdt Jensen. </p>

Her en brønd i Memba. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Kolera og diarre

Priserne på majsmel – en af de vigtigste basale fødevarer i Mozambique – er visse steder fordoblet i forhold til sidste år som følge af tørken, hvilket tvinger den fattige landbefolkning til at overleve på vilde frugter, blade og rødder.

Folk tvinges til at spise mad, der ikke er egnet til menneskeføde, og derfor behandles et stigende antal personer for diarre, oplyser Sonia dos Angolos Faustino, der er koordinator i Røde Kors.

”Mange mennesker lider også af kolera, fordi de ikke har adgang til rent drikkevand”, tilføjer hun.

På grund af vandmangel må landbefolkningen ofte dele vandhuller med kvæg, geder og får, og derved bliver de udsatte for kontakt med vandoverførte sygdomme som kolera og dysenteri.

Mangel på rent drikkevand er et af de største problemer i Mozambiques landdistrikter, hvor der ofte ikke engang findes brønde med pumper. Brøndene er tit jordhuller med vand i bunden, og vandet er snavset og sundhedsfarligt.

I Mozambique dør et ud af fem børn inden at være fyldt fem år. En hovedårsag til de mange dødsfald er diarre forårsaget af snavset vand.

FN mangler midler til mad

Den aktuelle situation er, at FN’s World Food Program (WFP) mangler $8.5 millioner. Desuden når WFP kun ud til omkring en tredjedel af de 500.000 mennesker, der har behov for hjælp i de sydlige og centrale provinser, Maputo, Gaza, Inhambane, Manica, Sofala og Tete.

I de nordlige provinser Cabo Delgado og Nampula er der ofte mangel på dybe brønde i landdistrikterne. 

Folk graver huller i det udtørrede flodleje i Memba-distriktet i det nordlige Mozambique for at hente vand skjult nede i jorden. Foto: Per Bergholdt Jensen.
Folk graver huller i det udtørrede flodleje i Memba-distriktet i det nordlige Mozambique for at hente vand skjult nede i jorden. Foto: Per Bergholdt Jensen.

Landbrugsminister bekymret

Mozambiques landbrugsminister, Tomas Mandlate, har udtrykt bekymring over den forværrede situation med hensyn til fødevaresikkerhed i landet.

I forbindelse med et møde i Den Afrikanske Kommission for Landbrugsstatistik udtalte Mandlate, at produktiviteten i Mozambiques landbrug er meget lav på grund af det lave teknologiske niveau, de få moderne inputs og afhængigheden af regnvejr. Det skriver AIM.

MS’ indsats for fødevaresikkerhed

Fødevaresikkerhed er et generelt problem i det meste af Mozambique, ligesom tørke i perioder forårsager store vanskeligheder for befolkningen i de fleste dele af landet.

MS-Mozambique arbejder med forskellige organisationer inden for landbrugssektoren. Arbejdet er koncentreret i fattige landområder i de nordlige provinser Cabo Delgado og Nampula.

Et hovedformål med arbejdet er at introducere nye metoder og teknikker og derigennem forbedre dyrkningsmetoderne så mængden af afgrøder øges, og fødevaresikkerheden dermed bedre kan sikres.

I Mozambique lever 68 procent af befolkningen på landet, og langt den overvejende del ernærer sig ved landbrug.

Regntid på trapperne

Regntiden i Mozambique sætter normalt ind i november måned, og den varer omtrent til marts. Regn vil naturligvis afhjælpe nogle af problemerne med vand og til dels også med fødevaresikkerheden.

Men flere landområder har de sidste år kun fået sparsom regn, og det har medført, at vandreservoirerne til resten af året ikke er blevet fyldt tilstrækkeligt op.