Kontroversielt udspil vil styrke verdens fattigste bønder
Fem "Vislandmænd" gør op med vanetænkningen i alle lejre – Frihandel gavner ikke i sig selv verdens fattigste - Nødvendigt at slække på forbrugerbeskyttelse og åbne for genteknologi - Firmaer skal ikke have lov at tage patent på plantegener og sorter i de fattige lande – Lektor Christian Friis Bach, tidl. direktør Arne Larsen og de tre professorer Niels Kærgaard, Per Pinstrup-Andersen og Finn Tarp fremlægger 12 skarpe forslag og vision for verdens fattige landmænd - MS opfordrer regeringen til at bruge EU til noget nyttigt
08. oktober 2003Handel er en hovedvej til udvikling for verdens millioner af fattige landmænd. Desværre er langt de fleste af dem slet ikke i nærheden af vejen. Det fastslår fem, førende danske eksperter i rapporten "Frihandel er ikke nok – en ny vision for verdens fattige landmænd," der udkommer i morgen, onsdag den 8. oktober.
Forfatterne foreslår 12 konkrete initiativer, der tilsammen vil gøre en forskel. Både højrefløjen og venstrefløjen får noget at tænke over:
Det er ikke alene nødvendigt at få aftrappet told og landbrugsstøtte, fastslår rapporten. Andre former for protektionisme anretter også stor skade. Der er bl.a. en række eksempler på, at hensynet til forbrugernes sundhed overdrives på bekostning af de fattigste bønder.
Forfatterne gør også op med private firmaers ret til at tage patent på plantegener og sorter i verdens fattige lande. Her skal landmændene i stedet have fri adgang til den mest moderne viden, foreslår de. De opfordrer også til at gøre mere brug af genteknologien og fokusere forskningen på højere udbytter.
Ifølge rapporten bliver de rige lande nødt til at bruge mange flere penge på bistand til landbrugsudvikling i verdens fattige lande. Ellers kan vi godt glemme alt om halvere fattigdommen før 2015, sådan som vi højtideligt har lovet i FN. Kritikken rammer bl.a. den danske regering, der har skåret ned på bistanden til landbrugsudvikling i u-landene.
De fattige regeringer går heller ikke ram forbi. Hvis de vil have foden indenfor på verdensmarkedet, er de nødt til at give deres landmænd indflydelse og retfærdige spilleregler. Det er for eksempel mange steder afgørende at u-landene selv øger landbrugsforskningen og styrker kvindernes ejendomsret til jord.
Rapporten er udarbejdet af lektor og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke Christian Friis Bach, tidligere overvismand, professor Niels Kærgaard, tidligere overvismand og direktør for Fødevareøkonomisk Institut Arne Larsen, professor ved Cornell University Per Pinstrup-Andersen, og professor Finn Tarp, Københavns Universitet.
Det er Mellemfolkeligt Samvirke, der har opfordret de fem "Vislandmænd" til at gå sammen om et udspil, der kan gøre en forskel. "Vi har bedt om at få stof til eftertanke, og det vi har fået," siger MS-formand Bent Nicolajsen. "Det håber vi også, at de har i regeringen. Efter fiaskoen på handelstopmødet i Cancún i sidste måned, er der brug for et markant EU-udspil på landbrugsområdet, der kan bryde dødvandet og overbevise u-landene om, at vi ikke holder dem for nar. Her har de et til gratis afbenyttelse."
En dansk version af rapporten kan bestilles hos MS eller downloades her. En engelsk version kommer snarest. Et koncentrat kan læses i Politikens kronik onsdag den 8. oktober, som du også finder her.
Yderligere kommentarer hos Arne Larsen 48177016, Niels Kærgaard 35 28 22 64, Finn Tarp 35 32 30 41, Per Pinstrup-Andersen 001 607 255 9429, Christian Friis Bach, 48 18 18 19 og Bent Nicolajsen 51359993



