Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Danmark må sige nej til Wolfowitz

USA’s kandidat som leder af Verdensbanken er ikke den rette til posten ifølge Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis og Folkekirkens Nødhjælp.

17. marts 2005

Udnævnelsen af viceforsvarsminister Paul Wolfowitz som USA's kandidat til posten som leder af Verdensbanken er dybt problematisk.

Wolfowitz kandidatur rejser tvivl og usikkerhed omkring Verdensbankens fremtidige kurs og kan indvarsle en ny amerikansk dominans, hvor USA i Verdensbanken fremmer sine egne interesser uden dialog med andre lande.

Det er stærkt beklageligt, at Bush-administrationen har valgt at fastholde ham som kandidat selv om den europæiske modstand mod Wolfowitz er velkendt for USA, ’  siger Vagn Berthelsen, generalsekretær for IBIS.

Udover en periode som USA’s ambassadør i Indonesien har Wolfowitz ingen nævneværdig erfaring med udviklingsspørgsmål, fattigdomesbekæmpelse eller finansielle markeder. Tværtimod og paradoksalt nok er Wolfowitz en stærk kritiker af multilateralisme.

Den afgående præsident Wolfensohn har stået for en linje med større dialog, hvor der er lyttet til kritikerne. Det har styrket decentraliseringen i Banken og medført mindre vægt på standardløsninger efter ”one size fits all” princippet. Det har også forbedret dialogen med folkelige organisationer i civilsamfundet både i Syd og i Nord og resulteret i en styrket indsats for fattigdoms­bekæmpelse. Vægten på gigantiske infrastrukturprojekter, herunder dæmninger, er omvendt blevet mindre. Wolfensohn har også været en varm fortaler for øget gældslettelse til udviklingslandene, og har kritiseret de rige landes handelsbarrierer. 

Flere europæiske ministre har reageret skarpt og forbeholdent overfor Wolfowitz kandidatur, således den tyske udviklingsminister og den franske udenrigsminister. Efter traditionen er det USA, der udpeger præsidenten for Verdensbanken mens Europa indstiller lederen af IMF – Den Internationale Valutafond. Men det er sket, at en kandidat er skudt i sænk af modparten: Tysklands bud som chef for IMF – Caio Koch-Weser, blev trukket tilbage efter pres fra USA, og i stedet fik Horst Köhler posten i år 2000.

Som medaktionær i Verdensbanken bør Danmark bruge sin indflydelse gennem den fælles nordisk-baltisk repræsentant i Bankens bestyrelse, til at bremse Wolfowitz som ny præsident, mener Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp.

”Danmark må sige nej til Wolfowitz. Vi har ikke brug for en kontroversiel nykonservativ høg som leder af Verdensbanken, men for en kandidat, der vil skabe samling om indsatsen mod fattigdom.” udtaler Vagn Berthelsen.

 

Yderligere oplysninger

Generalsekretær Lars Udsholt, Mellemfolkeligt Samvirke – mobil 2028 0844

Generalsekretær Vagn Berthelsen, Ibis – mobil 2440 8640

Koordinator Morten Ronnenberg-Møller, Folkekirkens Nødhjælp – mobil 29 700 636