Mens jorden skred, blev doña Dolores Hernández hos sine høns
El Salvadors regering misbruger fødevarehjæpen til ofrene for orkanen Stan i en begyndende valgkamp.
|
|
Doña Dolores Hernández satte livet på spil for ikke at miste sine to høns. Foto: Eva Rasmussen.
|
03. november 2005
Da orkanen Stan sendte kaskader af vand ind over Mellemamerika, gik José Felix Ponada Osorio, borgmester i Santo Domingo de Guzmán, Sonsonate, El Salvador, og nogle få andre fra det lokale katestroferåd fra dør til dør for at opfordre beboerne i udsatte huse til at pakke de mest nødvendige ting og tage ind på et af de fem nødherberger, som kommunen havde oprettet i samarbejde med undervisningsministeriet.
Han kom også forbi hos Dolores Hernández, der boede i et lerklinet hus på en bjergside i byens udkant, men doña Dolores ville ikke høre på borgmesteren.
”Jeg har jo et par høns her. Jeg kunne ikke risikere, de blev stjålet”, forklarer Dolores Hernández, mens hun slår armene ud mod resterne af det, der før Stan var hendes hus. Det sank i knæ under et af de mange jordskred, som orkanen og års træhungst har provokeret.
Dolores Hernández har imidlertid – i hvert fald indtil den næste orkan passerer Santo Domingo de Guzman – tag over hovedet. Hendes datter bor sammen med sine to små børn et par meter længere nede ad bjergsiden, og hendes hus blev ikke ramt. I denne omgang. Det er dog lige så skrøbeligt som morens, og risikoen for jordskred er konstant.
Dolores Hernández var heldig. Hun nåede ud af sit hus, før zinktaget gav efter. Orkanen krævede imidlertid sine ofre i den lille kommune. Et nygift par på 20 og 22 år blev dræbt af et mudderskred.
|
|
Borgmester José Felix Ponada Osorio ved en af de broer, som Stan ødelagde. Det er kommunen, der hænger på regningen. Foto: Eva Rasmussen.
|
320 evakuerede
”Vi evakuerede omkring 320, hvis huse var truede”, fortæller borgmesteren. ”Vi underrettede selvfølgelig den statslige katastrofekomite og bad om mad og medicin til de evakuerede. Deres huse stod under vand, så mange led af luftvejsinfektioner, og de fleste var alvorligt angrebet af svamp. De første 10 dage var der ingen reaktion. Jeg kontaktede borgmesten i en nabokommune. Han var godt tilfreds. Havde fået hurtig og tilstrækkelig hjælp. Han er fra regeringspartiet ARENA, mens jeg er kristdemokrat. Der er kommunalvalg i El Salvador i marts næste år. Valgkampen er indledt, og regeringspartiet har misbrugt katastrofalehjælpen til politisk propaganda”, siger borgmesteren. Ifølge MS' salvadoranske samarbejdspartner CRC er der endog eksempler på, at ARENAs lokale representanter iført partifaverne rød-hvid-blå har fordelt den statslige medicin – og fødevarehjælp.
Malaria og dengemyg trives i de fugtige opgivelser, ligesom lunge- og andre luftvejsinfektioner. Ikke desto mindre har landets højreorienterede præsident Elias Antonio Saca afvist Cubas og Venezuelas tilbud om at sende læger ud til de hårdest ramte områder.
”Mange har et påtrængende behov for lægehjælp. Vi har haft besøg af én læge én gang, så det er svært at finde undskyldninger for præsidentens afvisning af tilbudet fra Cuba og Venezuela”, mener borgmesteren i Santo Domingo de Guzman.
Stor embalage
10 dage efter, at folk havde søgt ly på herbergerne, dukkede en militær lastvogn endelig op. Der var imidlertid tale om en meget stor embalage om en lillebitte forsyning til 320 mennesker.
”Vi fik to kg salt, 6 kg mælk, 45 kg bønner, 45 kg ris og en hel masse tøj, der både var meget brugt og trængte til at blive vasket. Regner vi tøjet med, har regeringen hjulpet os for omkring 300 dollar. I den situation har kommunen måttet bruge 5900 dollar, der skulle have været investreret i projekter. Det er lovligt i katestrofesituationer, men det er trist, fordi det betyder, at vi endnu engang har taget to skridt tilbage,” konstaterer José Felix Ponada Osorio. MS har via sin salvadoranske samarbejdspartner CoCivica støttet fire kommuner i Sonsonate med i alt 8000 dollar.
Blandt de fattigste
Ligesom orkanen Mitch gjorde det i 1998, har Stan og nu også Beta udstillet den mellemamerikanske fattigdom. Santo Domingo de Guzman er en af El Salvadors fattigste kommuner. Den har 7278 indbyggere. 90 procent af kvinderne er analfabeter, 44,53 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. Så ekstrem, at doña Dolores Hernández vil sætte livet på spil for to høns. De, der har gået i skole, har gennemsnitligt gjort det i 3,3 år.
Under Stan opfordrede regeringen i radio og tv salvadoranerne til at bede om hjælp på det lokale rådhus. Det førte til en demonstration foran rådhuset i Santo Domingo de Guzman, hvor omkring 300, næsten alle kvinder, krævede at få fødevarehjælp. De var imidlertidlig ikke ramt af Stan, og borgmesteren måtte søge at skabe forståelse for, at der allerhøjest var mad nok til dem, der boede på nødherbergerne.
”Det var en svær situation. 31 procent af kommunens børn er kronisk underernærede, så mødrenes krav var helt forståeligt”, mener borgmesteren.



