Formanden for MS-Zimbabwes bestyrelse arresteret
Regis Mtutu, der er formand for MS-Zimbabwes rådgivende bestyrelse, blev sammen med over 100 andre demonstranter arresteret tirsdag den 8. november 2005 under en fredelig protestmarch i landets hovedstad Harare.
|
|
Regis Mtutu blev fængslet i fire dage efter at have deltaget i en fredelig demonstration. Foto: Jan kjær
|
Demonstrationen var organiseret af den nationale arbejderbevægelse ZCTU (Zimbabwe Congress of Trade Unions) som en offentlig protestmarch mod landets økonomiske krise, der har kastet befolkningen ud i dyb fattigdom, stigende arbejdsløshed og hungersnød. Arbejderbevægelsen samt andre kritikere beskylder landets ledelse for at være skyld i krisen som følge af omfattende korruption og dårlig regeringsførelse. ZCTU er kendt for sin kritiske holdning til den siddende regering og har blandt andet været med til at danne landets største oppositionsparti MDC (Movement for Democratic Change). Zimbabwes regering, der har siddet på magten i over 25 år under ledelse af præsident Robert Mugabe, afviser blankt kritikken. Regeringen anklager i stedet den forhenværende kolonimagt Storbritannien og andre vestlige lande for bevidst at sabotere landets økonomi via sanktioner og modstand mod Zimbabwes kontroversielle landreformer.
Faktum er, at landet i over seks år har set sig konfronteret med sin hidtil værste økonomiske krise kendetegnet af en inflation på over 300 pct., en arbejdsløshed op mod 80 pct., omfattende mangel på basisvarer som mad, brændstof, elektricitet, rent drikkevand og medicin som følge af en akut mangel på udenlandsk valuta. Det skønnes, at en fjerdedel af befolkningen (på i alt 12 millioner) trues af hungersnød, hvis ikke der åbnes op for akut fødevarehjælp her og nu.
Anti-fattigdoms march
”Anti-Fattigdoms-demonstrationen” skulle foregå i form af en march ledsaget af sange og slogans, der fortæller, hvor sultne og vrede landets arbejdere og den øvrige befolkning er. Men marchen nåede kun lige at starte, inden politiet satte ind med bevæbnede styrker og samlede demonstranterne op i store lastvogne og fragtede dem til hovedstadens centrale politistation. Ordensmagten var velforberedt. Hele tirsdagen og nogle steder allerede et døgn forinden havde politi og militær stået vagt ved vejspærringer rundt om i hele byen for at inspicere biler efter våben eller ubudne gæster. Landets statslige avis ”The Herald” skrev dagen efter demonstrationen, at man kunne frygte, at oppositionelle bevægelser planlagde en Orange Revolution efter ukrainisk mønster.
Lang vej igen...
Men der er vist lang vej igen, før der bliver tale om revolution i Zimbabwe. I løbet af de senere år har Zimbabwes regering indført adskillige stramninger i lovgivningen, som forbyder demonstrationer eller offentlige møder og forsamlinger på mere end tre mand uden tilladelse fra politiet. Med den nye lovgivning ved hånden bliver demonstrationer og lignende offentlige aktioner hurtig standset af politi og militær. ZCTU-demonstrationen var den tredje protestaktion, der inden for en uge blev slået ned af politiet, og som medførte fængsling af adskillige aktivister. De fængslede deltagere i anti-fattigdomsmarchen beskyldes for at demonstrere uden tilladelse fra politiet samt for at være en hindring for den offentlige trafik.
Fire dages fængsel
En af de fængslede deltagere var formanden for MS-Zimbabwes rådgivende bestyrelse, Regis Mtutu. Først efter fire dage blev de tilfangetagne løsladt mod kaution. Nu må Regis Mtutu regne med, at hans og de andre demonstranters sag kommer for retten, hvor anklagen vil lyde på overtrædelse af den kontroversielle sikkerhedslovgivning ved navn POSA (Public Order and Security Act). Ifølge kritikere blev denne lov indført for at spænde ben for oppositionen og andre kritiske bevægelser ved at hindre dem i at samles og holde offentlige møder.
Regis Mtutu siger, at han deltog i demonstrationen i solidaritet med arbejderbevægelsens protest mod fattigdom og landets økonomiske krise. Selv om en tur i fængsel er alt andet end en behagelig oplevelse i Zimbabwe, er gejsten langt fra knækket hos de enkelte. Tværtimod fortæller Regis, at denne erfaring blot har pustet til ilden og givet ny energi til at fortsætte kampen mod fattigdom og undertrykkelse af civile rettigheder.
Til daglig arbejder Regis som direktør for en organisation, der arbejder for ligestilling mellem mænd og kvinder i Zimbabwe. Derudover er han formand for Zimbabwe Social Forum’s bestyrelse. Han nåede lige at blive løsladt i tide for at kunne deltage i Africa Social Forum i Nigeria 14.-18. november 2005.



