Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Tro, håb og ærlighed

Ny bog fra Mellemfolkeligt Samvirke giver et sjældent indblik i unges forhold til religion og tro og det religiøse pres, de ofte føler fra deres forældre.

15. november 2005

Ahmet holder meget af sin far, men han er træt af at skulle pjække fra skole for at gå med faren til fredagsbøn. Sarah tror, at religioner kan skabe fred i mennesker. Said kunne derimod godt tænke sig, at man skruede ned for religiøsiteten i verden.

I bogen ”Tro, håb og ærlighed” taler otte 13-14-årige piger og drenge med forskellig kulturel baggrund ud om deres forhold til religion, og hvad man gør, når andre tvinger en til at føle sig anderledes, eller man ikke vil skuffe sine forældre. 

”Bogen handler først og fremmest om, hvad unge tænker om religion og tro. Og så handler den om, hvordan de i hverdagen kæmper for at leve op til forældrenes, skolens og samfundets normer og krav,” fortæller bogens forfatter Adil Erdem.

Bogen, der rammer lige ned i debatten om religiøsitet og unge med etnisk baggrund, er blevet til i et samarbejde mellem Mellemfolkeligt Samvirke og Adil Erdem. Historierne er blevet udvalgt på baggrund af samtaler med over 50 drenge og piger.  Det er blevet til otte meget personlige historier. Så personlige, at børnenes navne er blevet ændret. ”Det har betydet, at de har kunnet tale frit fra leveren, ” siger Adil Erdem.

Under samtalerne har Adil Erdem især lagt mærke til, at mange af de unge synes, deres forældre vil bestemme mere og mere over, hvordan de skal forholde sig til religion. ”Det er som om forældrene tror, at religion er den vigtigste del af deres kultur, og de presser derfor de unge alt for meget, ” siger han.

De unge fortæller også om, hvordan det er at føle sig anderledes pga. religion. Ifølge Adil Erdem bliver børn mere religiøse, når de ikke føler sig accepteret eller påtvinges en religiøsitet. ”Hvis vi udtrykker bekymring over deres tro, vil de vende os ryggen og opsøge religiøse traditioner, som de slet ikke er vokset op med.” Som 14-årige Zahra siger det i bogen: ”Jeg synes, det er pinligt, at man hele tiden skal gøres opmærksom på islam i Danmark.”

Bogen kan læses af alle, men er målrettet dansk- og kristendomstimerne i 6.-8. klasse, så der følger en lærervejledning med.

Tro, håb og ærlighed. Af Adil Erdem, 48 sider, 158 kr.

Tro, håb og ærlighed. Lærerbog. Af Lone Smidt, 46 sider, 158 kr.

Mellemfolkeligt Samvirke, 2005

Femte bog i den anmelderroste serie Flerkulturelle fortællinger, som bl.a. omfatter 44 øjne i nakken, og Rejsen ud af mørket.

Anmeldereksemplar kan rekvireres hos forlagssekretær Annette Villumsen på av@ms

Adil Erdem, tlf. 2925 8520

Lisa Klöcker, forlagsredaktør, Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 7731 00 00, lk@ms.dk