Lyt til kritikken fra UNHCR!
Mellemfolkeligt Samvirkes repræsentantskab opfordrer regeringen til at lytte til den kritik, der fra mange sider er blevet rettet mod dens forslag på udlændinge- og flygtningeområdet. Kritikken peger på, at flere af forslagene risikerer at forstærke den allerede eksisterende tendens til at opdele borgere i Danmark i et A og et B hold. Desuden risikerer de at modvirke den konstruktive integrationsproces, som vi er enige med regeringen i er mere nødvendig end nogensinde.
21. april 2002Udspillet til stramninger af en i forvejen meget stram udlændingelovgivning indebærer bl.a. følgende udvalgte kritisable elementer:
- at retssikkerheden omkring asylproceduren svækkes;
- at det vil tage mindst 7 år at få en permanent opholdstilladelse, hvilket er betydeligt længere end gennemsnittet for EU som helhed;
- at man som familiesammenført i op til 10 år kan risikere at blive smidt ud af landet, hvis man ikke længere har en forsørger;
- at man som nyankommen flygtning i de første 7 år risikerer at skulle leve for 50% af kontanthjælpen;
- at asylansøgere ikke må gifte sig.
Hvis loven gennemføres i sin nuværende skikkelse, får Danmark en ny, ludfattig underklasse. Kun mennesker, der har opholdt sig i Danmark i syv ud af de sidste otte år, får ret til fuld kontanthjælp. Resten vil få ned til halv takst. Ifølge lovforslagets bemærkninger regner regeringen med, at næsten 13.000 mennesker vil være parkeret på denne meget lave ydelse i 2010. Regeringens egne tal afslører, at flere tusinde kommer til at sidde fast i denne fattigdomsfælde i årevis.
Det gavner ikke muligheden for integration. Det gør ikke samlivet mellem indfødte og nytilkomne mere harmonisk. I øvrigt har regeringen ikke befolkningen bag sig på dette punkt. Flere undersøgelser viser, at danskerne er imod at stille f.eks. flygtninge socialt dårligt.
Reglen er desuden et skoleeksempel på, hvordan den skrappe udlændingepolitik lægger hindringer i vejen for Danmarks og danskeres samkvem med resten af verden. Eksempelvis kan den ramme hjemvendte søfolk, studerende eller kunstnere, der har taget en chance i udlandet. Den kan også gå ud over u-landsarbejdere og medlemmer af Den Internationale Brigade, der har været med til at vise flaget ude i verden. Det gør det ikke mere attraktivt at rejse ud, hvis man ikke længere kan regne med et elementært, socialt sikkerhedsnet, når man vender hjem. Sammen med de mange regler, der skal holde ikke-danske ude, bekræfter det billedet af et land, der forsøger at vende ryggen til verden.
Dette billede er allerede ved at vokse sig stærkt i udlandet. Regeringens udspil er med rette blevet skarpt kritiseret fra flere sider: fra arbejdsministrene fra Sverige, Frankrig og Belgien; fra FN’s komite vedr. racediskrimination; og på det seneste ikke mindst af UNHCR.
UNHCR betegner vise dele af udspillene som uforenelige med international lovgivning og menneskeret, og udtrykker sin stærke bekymring over det negative lys forslagene kaster over flygtninge og indvandrere. UNHCR udtrykker også bekymring for, at Danmark som kommende formand for EU spiller ud med forslag, der modarbejder en fælles rettighedsbaseret EU-asylpolitik.
Regeringen har fra starten lagt vægt på, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med international lovgivning. I lyset af denne erklærede hensigt opfordrer vi regeringen til at indlede en tæt og oprigtig dialog med FN systemet i forbindelse med nye lovgivningsinitiativer. Det kan ikke være i Danmarks interesse at gentage den tidligere regerings fiasko med integrationsydelsen i forhold til UNHCR.
Med nedlæggelsen af Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, DRC, og Nævnet for Etnisk Ligestilling, NEL, har regeringen svækket det etniske ligestillingsarbejde i Danmark betragteligt. Vi opfordrer derfor regeringen til at forstærke indsatsen mod etnisk diskrimination, sådan som det er forudsat i EU’s ligebehandlingsdirektiver, ved hurtigst muligt at sikre, at erfaringer og indsatser fra DRC og NEL videreføres.
Vedtaget af MS' repræsentantskab den 21. april 2002



