De gådefulde asiater
Asien aftager omkring otte procent af den samlede danske eksport. I 2002 beløb det sig til godt 33 milliarder kroner – og danske firmaer investerer for store millionbeløb i asiatiske projekter hvert år. Asien er dermed i stigende grad blevet en faktor, danskerne skal regne med.
07. august 2003Tidligere på året var det den mystiske lungesygdom SARS, der bragte Asien frem på nyhedskanalernes tv-skærme – med billeder af kinesere der alle gik rundt med hvide masker for munden. Vores billeder af Asien er i høj grad styret af medierne. At der er tale om et forvrænget billede, anskueliggør den næsten paniske frygt, som SARS fik skabt – efter i alt 750 dødsfald på verdensplan. Til sammenligning dør over 3.000 mennesker hver dag i et trafikuheld rundt om på kloden. Mediernes SARS-hysteri handlede om vores frygt for det fremmede: Her er noget, som kommer udefra, og som vi ikke selv kan kontrollere.
I august og september bliver den danske befolkning præsenteret for nogle helt andre billeder af Asien. ‘Images of Asia’-festivalen har inviteret 450 asiater til landet og ruller gennem godt 15 danske byer med teaterforestillinger, koncerter, film, udstillinger, debatmøder, konferencer og events. Det er festivalens hensigt at nuancere vores billede af de asiatiske kulturer. At give os et påtrængt indblik i en del af den store verden, som vi ikke kender og ikke forstår.
KONTAKT udkommer på festivalens åbningsdagen d. 8. august med et aktuelt tema om en region, der i dag er en af de mest dynamiske i verden. Asiaterne får mere og mere politisk magt på den globale scene. Eksempelvis kan et land som Kina forventes at være verdens største økonomi om 20-30 år.
Images of Asia-festivalens spektakulære forestillinger skal nok få folk til at spærre øjnene op og få opdateret eller omdefineret nogle af deres Asien-billeder. Og med dette nummer af Kontakt har ambitionen været at tilbyde en mere dybdegående indføring til området – i forsøget på at forstå, hvad der egentlig ligger bag asiaternes anderledes måder at udtrykke sig og tænke på.
Kontakt Internationalt Magasin nr. 4 – august 2003 De gådefulde asiater – temanummer i forbindelse med Images of Asia 52 sider – illustreret i farver, udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke, Kr. 48,00 – Abonnement se www.ms.dk/kontakt
For yderligere oplysninger kontakt venligst: Niels Elbæk. Forlagschef Mellemfolkeligt Samvirke, tlf. 77 31 00 44
Uddrag af indholdet i KONTAKT Internationalt Magasin:
- Tigerspringet – om Asien som kulturfaktor
- Buddha i Americasia - Bangkok
- Forskelle mellem Vesten og Asien – Nepal og Thailand
- Fra drømmeland til turismeindustri – Bali
- Huller i den kinesiske kulturmur
- De kasteløses nye styrke – Indien
- Orientens genfødsel - Japan



