Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke
Udtalelser fra MS' repræsentantskab - i uddrag
Mellemfolkeligt Samvirke glæder sig over, at regeringen ikke igen vil skære i udviklingsbistanden - og efterspørger nu en flerårig aftale i folketinget om igen at nå op på 1 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt. Det siger organisationen i en udtalelse fra sit repræsentantskabsmøde den 26.-27. april 2003 på Borups Højskole i København.
27. april 2003Her følger en række uddrag af de vedtagne udtalelser:
Bistanden bør anvendes i verdens fattigste lande til gavn for en langsigtet bæredygtig udvikling - og områder som modtagelse af flygtninge og fredsbevarende indsatser må finansieres uden for bistandsrammen.
Regeringens beslutning om ikke længere at binde 1 mia. af bistandsmidlerne til danske leverandører vil i MS' øjne øge bistandens effektivitet. Men regeringen må formulere en reel strategi for støtte til erhvervsudvikling i u-landene - med private virksomheder i disse lande som omdrejningspunkt.
MS finder, at Dansk Folkeparti har haft alt for stor succes med at sætte sig på udlændingedebatten. Partiets krav om færre udlændinge får lov at overskygge alt, som det fremgår af den aktuelle debat om hjemsendelse af de irakiske flygtninge.
"Danskernes største udfordring er at sikre rimelige livsbetingelser og
kulturelle udfoldelsesmuligheder for de voksende minoritetsgrupper her i landet. Det vil kræve en respekt for mangfoldigheden og en demokratisk finfølelse, som både majoritet og minoriteter kommer til at øve sig på. Det vil også kræve diskussion og kulturkampe mellem og på tværs af majoritet og minoriteter for at fastlægge, hvor retten til forskellighed bør begrænses af andre demokratiske hensyn," udtaler MS.
Politikerne opfordres bl.a. til at afskaffe den særlig lave bistandshjælp
til flygtninge- og indvandrere - starthjælpen - som blev indført sidste år. Den lave ydelse rammer bl.a. børnene hårdt og underminerer nytilkomnes mulighed for at blive ligeværdige borgere i Danmark.
MS opfordrer både staten, virksomhederne og de folkelige organisationer i Danmark til at bidrage til genopbygningen af Irak. Samtidig understreges det, at den langsigtede genrejsning skal ske i en multilateral ramme.
"Frem for alene at yde et bidrag til den militære besættelsesstyrke, bør Danmark - udover at give umiddelbar nødhjælp - især deltage i den humanitære genopbygning med støtte til demokratiseringen og udviklingen af civilsamfundet - herunder en psyko-social hjælp til torturoverlevere og andre ofre for Saddam Husseins rædselsstyre. Men hjælp til Irak må ikke ske på bekostning af bistand til u-landene," siges det.
MS opfordrer også regeringen til at holde EU og USA fast på visionen om en retfærdig fred mellem Israel og palæstineserne og dannelsen af en levedygtig palæstinensisk stat.
Afslutningsvis tager MS afstand fra de usaglige borgerlige angreb på
Operation Dagsværk, hvor 30.000 gymnasieelever sidste år indsamlede over 7 mio. kr. til uddannelse af gældsslavernes børn i Nepal.
Se udtalelserne i sin helhed her:
MS efterlyser mod og nuancer i udlændingedebatten
Dansk u-landsbistand under forandring
Genopbyg Irak - genopbyg FN!
Operation Dagsværk er både fagligt og folkeligt
Fattigdom og forskelsbehandling af flygtninge: Afskaf starthjælpen!
Varig fred i Mellemøsten
Yderligere information
Informationschef Jacob Andersen: 24 61 62 25
Formand Bent Nicolajsen: 51 35 99 93
Generalsekretær Lars Udsholt: 20 28 08 44



