Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

MS efterlyser mod og nuancer i udlændingedebatten

Udtalelse fra MS' repræsentantskabsmøde 2003

27. april 2003

Udlændingedebatten har aldrig før været så hæmmet af meningstyranni som nu. Vil man være stueren, må man erklære sig enig i,  at tilvæksten af danskere med rod i andre kulturer især bør betragtes som en trussel og en byrde for landet. Dansk Folkeparti, der før følte sig forfulgt for sine synspunkter er blevet undertrykkelsens parti nummer et. Partiet dominerer ikke alene regeringspartiernes dagsorden. Dansk Folkeparti har også formået at overbevise medieeliten om, at det skulle være mere folkeligt end de  partier, som foretrækkes af befolkningens store flertal.

I dette klima kræver det politisk mod at være i opposition. Professionelle aktører på området er svækket af økonomiske nedskæringer og politisk pression. Selv minoriteternes egne repræsentanter dukker i stigende grad nakken. Det er en farlig udvikling. Forslag, som for få år siden havde vakt almindelig bestyrtelse, risikerer nu at glide igennem i al stilfærdighed.

Den aktuelle debat om hjemsendelse af irakiske flygtninge er en skræmmende illustration. For få år siden kom en fremskridtsmand til at foreslå at kaste flygtninge ud med faldskærm. Det kom han til at beklage mere end én gang. I dag deltager flygtningeminister Bertel Haarder i seriøs diskussion om at sende flygtninge tilbage til Irak på et tidspunkt, hvor krigen endnu ikke er slut, og hvor landets mange fraktioner hvæsser knivene i kulissen. Kravet om at nedbringe antallet af flygtninge efterlader ikke meget plads til andre hensyn.

Det er utiltalende og uholdbart. Danskernes største udfordring er ikke at begrænse tilflytningen, men at sikre rimelige livsbetingelser og kulturelle udfoldelsesmuligheder for de voksende minoritetsgrupper her i landet. Det vil kræve en respekt for mangfoldigheden og en demokratisk finfølelse, som både majoritet og minoriteter kommer til at øve sig på. Det vil også kræve diskussion og kulturkampe mellem og på tværs af majoritet og minoriteter for at fastlægge,  hvor retten til forskellighed bør begrænses af andre demokratiske hensyn.

I den situation er der hårdt brug for modige mennesker, der tør gå imod tidens ensretning. Der er også brug for nuancerede stemmer.  Samfundet har brug for specialister og for institutioner, der kan hjælpe os med at gøre konflikterne i kulturmødet mere konstruktive og hjælpe os til at udnytte mulighederne. Der er bl.a  brug for en langt mere skærpet opmærksomhed om den utilsigtede diskrimination, som ofte er indbygget i "vores måde at gøre tingene på".  Arbejdspladser, socialvæsnet, hospitaler mv. må blive bedre til at finde og nedbryde de skjulte barrierer mod mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk.

MS har arbejdet med disse problemer i 40 år. I de senere år har vi fået værdifulde medspillere som  Nævnet for Etnisk Ligestilling, Dokumentations- og Rådgivningscenter om Racediskrimination, Center for Tværkulturelt Boligarbejde og POEM. Flertallet af disse organisationer er blevet lukket eller ramt af invaliderende besparelser i de sidste par år. Det har hjulpet det politiske flertal med at fastholde sin dagsorden på kort sigt. Men i længden går det ud over hele det danske samfund.

Vedtaget af MS' repræsentantskab den 27. april 2003

Yderligere information
Informationschef Jacob Andersen: 24 61 62 25
Formand Bent Nicolajsen: 51 35 99 93
Generalsekretær Lars Udsholt: 20 28 08 44