Susanne og revolutionen

Susanne Jensen, udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke til Nicaragua, var i landet før, under og efter den sandinistiske revolution. Hun fortæller sin historie under sandinisternes 25 års jubilæumsfest.

I 1979 indtog idealistiske sandinisthelte hovedstaden Nicaraguas hovedstad Managua, væltede et 40 år gammelt diktatur og gennemførte en revolution, som fik verdenens bevågenhed i de elleve år, den varede. Så blev revolutionen væltet. Nicaragua forsvandt fra avisernes forsider. Omverdenen glemte revolutionen.  Men Nicaragua glemte den ikke. Heller ikke Susanne Jensen: 

- Stemningen er som i gamle dage! råber hun for at overdøve salsamusik og revolutionssange. Vi flyder med mængden mod den store Papa Juan Paolo plads ved Managuasøen hvor folk samles i et sortrødt menneskehav for at fejre 25- årsdagen for den dag, ingen nicaraguaner kan glemme.

Folk vælter ud af hundredvis af busser som er kørt til hovedstaden Managua fra alle hjørne af landet. Den ubarmhjertige sol basker ned på sælgere som tilbyder grillet majs, stegt yucca, enchiladas og øl, tørklæder, solbriller, T-shirts og kasketter. Det evige revolutionssymbol Che Guevara pryder alt fra kuglepenne til balloner. Nicaraguanernes eget frihedssymbol Augusto Sandino, som gav navn til sandinistbevægelsen, er lige så populær. Alt er i sortrødt. Susanne køber et tørklæde

Jubilæum i fuldskab og pastel
Vi maser os igennem folkemængden, holder os tæt indtil hinanden. Lige ved siden af os bliver et kanonslag fyret af med et brag. Lyden gør os døve et øjeblik og vi kan ikke se noget for røgen.

- Kanonslag blev i gamle dage kun brugt i forbindelse med kampe, ikke til fester, kommenterer Susanne når røgen har lagt sig.

Hun snubler over en mand, som ligger på den støvede mark. En flok teenagere drikker Ron de Plata, folkets rom -ikke eksportommen, som de rige drikker. De er klædt i cowboybukser og sorte t-shirts med Che Guevara på maven– det er ikke taget feststadset de har taget på.

- Det virker mere forhutlet end i gamle dage, observerer Susanne tøvende. Folk klædte sig op til festerne, de drak ikke så meget.

Vi har fået øje på podiet. I dets baggrund stoltserer sandinisternes initialer FSLN (Frente Sandinista de la Liberación Nacional) i kæmpebogstaver. I pink, lysegrønt, lysegult og lyseblåt. Susanne stirrer forundret på dekorationen:

- Hvad blev det af det sorte og røde? 

Ved siden af os har nogle kvinder indledt en livlig diskussion om farverne. En af dem siger:

- Ikke en gang dét kan sandinistledelsen respektere!

Susanne genkender kvinden; hun er en dem, der var ”gift med revolutionen”. Og der, som så mange andre, har lidt store tab. Ikke bare tabet af en drøm, men hendes mand blev også skudt af de kontrarevolutionære.

Kvinden hører til de mange tidligere revolutionære der tager afstand fra det, som den i dag midaldrende sandinistledelse repræsenterer: magtmisbrug, korruption og utroværdige alliancer.
- Men Daniel Ortega var ærlig og en revolutionens mand i starten, siger Susanne med overbevisning om ”El Comadante”, den legendariske saninistleder og revolutionshelt som ledte Nicaragua gennem revoltionen og er sandinistpartiets, landtes næststørste, leder i dag.

Det er det måske stadigvæk mange der mener. Menneskemassen der er mødt op til festdagen er imponerende; 100 000 personer er der på pladsen, vurderer vi, og mange er kommet for at høre ”El Comandantes” ord. 

Speakeren er gået i gang med en hyldest til levende og døde revolutionshelte: Carlos Fonseca, Thomas Borge, Benjamin Zeledón, Camilo Ortega Saavedra; alle de store bliver nævnt.
- Patria Libre o Morir – Frit fædreland eller dø - afslutter speakeren med og der kommer et svagt ekko fra massen i sortrødt, farverne som netop symboliserer Fædreland og Død.

-I gamle dage ville de have sunget og danset med, konstaterer Susanne, som er blevet enig med sig selv om, at feststemningen ikke er helt som før.

Så forsvinder hun, og når jeg atter ser hendes blonde hoved stikke op over mængden, er hun i livlig snak med en ældre, nicaraguansk mænd:
- Dette er don Agosto, introducerer hun entusiastisk, jeg boede hos ham og hans familie mens jeg byggede skole i hans landsby for over tyve år siden!

Mens vi venter på El Comandante
Efter at Susanne har sludret om gamle dage med don Agosto, finder vi en interimistisk bar med tag af sort plastic og mens vi over en øl venter på el Comandante og hans tale, fortæller Susanne sin Nicaragua-historie.

For 25 år siden blaffede hun gennem Latinamerika som led i et højskoleforløb og var kommet til grænsen til det borgerkrigshærgede Nicaragua:

- Du må ikke stoppe i Nicaragua, lød advarslen fra højskolen i Danmark, det er for farligt. Kør direkte igennem.

Susanne lyttede til advarslen og så landet gennem en lastbils vindruder. Hun vidste, at idealistiske guerillasoldater og Somoza-diktaturets gendarmer bekæmpede hinanden i bjergene som hun kørte igennem: et 42 år gammelt forhadt diktatur var ved at blive væltet, en revolution var måske på vej.

Landet lokkede og fascinerede.

Et par måneder senere vandt sandinistske guerillasoldater kampene i bjergene og indtog alle byer, diktatoren og resterne af hans frygtede nationalgarde flygtede. Den 19. juli 1979 blev sandinistheltene modtaget af en ekstatisk befolkning i Managua.  Revolutionen var et faktum.

Susanne, vel i Danmark, besluttede, at hun ville tilbage til Nicaragua.

Da hun ankom til landet nogle måneder senere, var sandinisterne i gang med at uddele Somoza-dynastiets jord til folket. Det var blevet gratis at gå i skole. Sundhedsbrigadister tog ud til fjerne landsbyer for at fortælle om hygiejne og dele medicin ud. Bønder gik sammen i kooperativer og fik lån og kreditter. Der blev bygget kulturhuse i landsbyerne.

Hele befolkningen skulle deltage i landets beslutningsprocesser og især kvindernes rolle skulle styrkes. Og, ikke mindst, folk skulle lære at læse og skrive. Universitetsstuderende rykkede ud til alle hjørne af landet og på bare otte måneder var analfabetismen mindsket dramatisk.
- Det var fantastisk at se stoltheden hos mennesker, der aldrig havde kunnet læse eller skrive, prænte deres navn for første gang, fortæller Susanne. 

Med Nicaragua i blodet
På det tidspunkt boede Susanne hos don Agosto og hans familie i den lille landsby la Piedra. Hun byggede skole i landsbyen, som deltager i en af mange danske brigader, der tog til Nicaragua for at være med til at støtte sandinisterne i opbygningen af det nye land.
- Jeg begyndte at få Nicaragua i blodet og jeg besluttede mig for, at jeg altid ville prøve at vende tilbage hertil, siger Susanne.

Hun oplevede den euforiske etårsdag for revolutionen:
 - Det var anderledes end i dag, siger Susanne og skeler til en gruppe mænd ved siden af os som tømmer den ene øl efter den anden.  Folk var glade og troede på en ny fremtid som de ville opnå i fællesskab. 

Men det i forvejen svage land begyndte at falde i stykker kort tid efter at genopbyggelsen var startet. De kontrarevolutionære, eller de såkaldte kontraer, begyndte at hærge i bjergene og ude på landet. Susanne fortæller om17 unge alfabetiseringsbrigadister, der blev skudt af kontraer ude på landet og kørt til byen i hver deres lastbil:

- Vi var fuldstændig chokerede, men dette vare bare starten. Efterhånden var det daglige nyheder.

Under hele krigen døde der ca. 50 000 og der findes næppe en nicaraguansk familie i dag, som ikke har et medlem som blev dræbt. Susanne blev også ramt. Hendes kæreste – nicaraguaner og sandinist - blev skudt af kontraerne:

- Det var et hårdt slag men samtidig begyndte jeg at føle mig endnu mere knyttet til landet i det jeg delte skæbne med så mange andre, forklarer Susanne.

Hun blev medlem af en fredsvagt organiseret af den danske Nicaragua-komitté, som forsøgte at gøre situationen i Nicaragua synlig for omverdenen. En af hendes opgaver var at modtage delegationer fra Danmark.

- De kom hertil og så med egne øjne hvad der foregik i Nicaragua. Bagefter tog de til Danmark og fortalte danskerne om deres oplevelser. Danmark var velinformeret den gang, i modsætning til i dag, konstaterer Susanne.

Senere blev hun koordinator for ulandsorganisationen WUS, i dag Ibis, og arbejdede med udsendte danskere. Det var under revolutionens sidste år. Ris, bønner og sæbe blev udleveret mod ransonerings billetter.  Man stod timer i kø for at få benzin. 16-årige blev tvangsrekrutteret for at kæmpe mod kontraerne. Sandinstlederne begyndte at vise pampagtige træk og tog beslutninger hen over hovedet på befolkningen Der var ikke længere tid eller overskud til at tænke på kultur for folket eller kvindernes rettigheder. I 1988 blev der underskrevet en fredsaftale og tingene blev lidt roligere.

- Det var en hård tid, men alle troede stadigvæk på revolutionen, at det nok skulle gå, husker Susanne.

I 1990 blev der udskrevet valg og afslutningen på valgkampagnen blev fejret med en kæmpefest:

- Der var lige så mange mennesker som i dag – men der var stemning af sejr i luften, erindrer Susanne.

Så da hun  læste avisen efter valgene, troede hun ikke sine øjne. Sandinisterne havde tabt:

- Det var et chok både for nicaraguanerne og for os udlændinge, som jo i høj grad var her for at støtte et projekt, som vi troede på.

Susanne valgte omsider at rejse til Danmark for at tage en videregående uddannelse og knytte stærkere bånd til familien.

Da hun besøgte Nicaragua nogle år senere, havde landet endelig fået fred. Men den nye, højreliberale regering førte så stram en økonomisk politik for at slippe af med en kæmpegæld, at folk var blevet endnu fattigere end de var under revolutionen og borgerkrigen: 80% levede af under to dollars om dagen og de skulle selv betale for udgifter til medicin og læge. Analfabetismen var gået op til 40 %. En fjerdedel var underernæret, næsten halvdelen var arbejdsløse.

- Selvom det var et trist gensyn med et land, som havde haft så meget håb, så følte jeg mig tæt tilknyttet Nicaragua og menneskerne gennem alle mine erfaringer.

Så da Susanne et par år senere så en stillingsannonce om et job for Mellemfolkeligt Samvirke, tøvede hun ikke, men søgte jobbet som kommuninaktionsmedarbejder indenfor en civilsamfundsorganisation, som MS samarbejder med.  Hun fik jobbet.  Derfor er hun i Nicaragua igen. Og fortæller mig sin historie mens vi venter på El Comandante.

Det overvundne folk
- Der er han! Susanne peger på en figur på podiet.

Han står yderst på podiet og vinker til folket. Den legendariske Daniel Ortega, revolutionshelten som var med til at samle sandinistbevægelsen som ledte til diktaturets fald, som var præsident for det nye Nicaragua i elleve år og som efter valgnederlaget har stået i spidsen for sandinistpartiet.

Han er iklædt blå skjorte og afslappede, kakifarvede bukser. Under revolutionen viste han sig altid i sin kommandantuniform. I forbindelse med kampvalget i 1990 optrådte han i for første gang i spraglende farver og lige siden har han skiftet kostume og look til hver begivenhed.
- Politisk kamæleon, populistisk nar, mener nogle.
- Den eneste, som kan samle folket under sandinismens faner, siger andre.

De førstnævnte er overbeviste om, at den skandaleomsusede politiker som efter tabet til oppositionen holdt en intern festorgie og skamløst uddelte kæmpehuse, luksusbiler og frodige marker imellem sig og de andre i sandinisttoppen, er årsagen til at sandinisterne ikke vinder valgene mod det ledende, liberale parti.  Med dette parti har sandinisterne samtidig indgået en pagt , en alliance, som effektivt holder andre politiske kræfter ude i kulden.

- Jeg kunne godt tænke mig at se ind i ham lige nu, jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan hans samvittighed har det, siger Susanne med harm  i stemmen.

El Comandante går i gang med sin tale. Det er en gennemgang af sandinisternes historie. Men efter at han ikke er kommet længere end til 60erne efter en halv time, beslutter vi os for at gå. 


”Un pueblo unido jamás será vencido”, råber El Comandante efter os da vi forlader festpladsen. ” Et samlet folk bliver aldrig overvundet”. Og dog; det samlede folk blev overvundet.

Unge revolutionære. Sandinisterne appellerer til de unge - selvom de  ikke oplevede revolutionen

Der er ikke meget tilbage af det land, som sandinisterne ville bygge op, eller af de resultater, de opnåede. Og dog: der ER rester af revolutionen  og de stikker dybere end en festdag i fuldskab og pastel:

- Der er én ting, fastholder Susanne. Mennesker lærte at organisere sig selv, at stille krav,

Det oplever Susanne til dagligt indenfor organisationen, som hun arbejder for som udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke:

- Nicaraguanerne har mistet meget – men mange har stadigvæk lyst til at arbejde for et bedre Nicaragua. Den gevinst er så stor, at tanken om det, som nicaraguanerne har skullet være igennem, er til at holde ud, siger Susanne, som glæder sig til at arbejde i hvert fald et år mere for at støtte et fattigt, rigt, land.