Den Multilaterale Investeringsaftale
Transnationale selskaber skal have flere pligter - ikke kun flere rettigheder
06. februar 1998Den multilaterale investeringsaftale er en international investeringsaftale, der lige nu forhandles mellem OECD-landene. Drøftelserne har stået på i to et halvt år. Aftalen kommer til at omfatte årlige investeringer på 350 milliarder dollar (2350 mia. kr.) og skal sikre beskyttelse af investorer, ensartede, mere liberale regler for udenlandske direkte investeringer og en kraftig forbedring af investorernes rettigheder. Aftalen bliver åben for ikke-OECD-lande, som dog ikke har fået lov til at deltage i forhandlingerne, men kommer allerede med den nuværende medlemskreds til at dække 85 pct. af alle udgående investeringer i verden - og 65 pct. af indgående. Meget tyder på, at aftalen vil danne grundlag for en senere aftale i Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Mellemfolkeligt Samvirke er meget bekymret over aftalens nuværende indhold. Aftalens fokus er næsten entydigt på de transnationale virksomheders rettigheder. Den stigende globalisering af kapitalmarkederne kalder på helt andre internationale tiltag: nemlig internationale aftaler der sikrer social udvikling, miljø og arbejdstageres rettigheder. MAI går i den stik modsatte retning.
Der er brug for, at transnationale virksomheder får flere pligter - ikke at de kun får flere rettigheder som aftalen lægger op til.
Mellemfolkeligt Samvirke har derfor i dag henvendt sig til Udenrigsministeren og Udviklingsministeren for at få den danske regering til at arbejde for en helt anden type aftale, hvor stater i fælleskab regulerer de udenlandske direkte investeringer i stedet for at stater reguleres for at sikre udenlandske investeringer.
Mellemfolkeligt Samvirke støtter udviklingen mod en fri og åben verden, men kun hvis det kombineres med stærke globale regler.
Vi står gerne til rådighed for yderligere oplysninger.
Med venlig hilsen
Christian Friis Bach
Formand
Bjørn Førde
Generalsekretær
Yderligere oplysninger på telefon 33 32 62 44.



