Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Stor glæde over nyt dialogcenter i Jordan

Søndag den 20. november indviede Mellemfolkeligt Samvirke et ungdomscenter i Amman, Jordan. Repræsentanter fra jordanske civilsamfundsorganisationer udtrykte stor glæde over projektet.

Af Maria Fahmy, konsulent i Mellemfolkeligt Samvirke

25. november 2005

Bente Topsøe Jensen, International chef i Mellemfolkeligt Samvirke forklarede i åbningstalen, hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke er med til at igangsætte initiativer, som øger unges deltagelse i civilsamfundet. Det er nemlig nødvendigt for at give dem bedre muligheder for at præge samfundsudviklingen. Hun gav yderligere udtryk for, at Mellemfolkeligt Samvirke med etableringen af centeret ønsker at være med til at nedbryde stereotyper og skræmmebilleder. Det kan man netop gøre ved at give unge fra Danmark og Jordan mulighed for at mødes ansigt til ansigt, og derved få indsigt i hinandens kultur og dagligdag.

22 danske og jordanske unge, som på en work camp har arbejdet på at renovere og indrette dialogcenteret, var til stede ved åbningsreceptionen. De viste en kort ’film’, som giver et klart indblik i de mange oplevelser, som de unge sammen har haft i løbet af de to uger.

Workcamp deltagerne forklarede, at det var en stor oplevelse for dem at bo og arbejde sammen, og at en del venskaber havde udviklet sig. Mange af workcamperne ville gerne på længere sigt være involveret i ungdomscenterets aktiviteter og udvikle fælles projekter.  

Se også hvad Jordan Times skriver om åbningen
http://www.jordantimes.com/wed/homenews/homenews6.htm