Øget pres på Nepals konge
Af Line Wolf Nielsen24. november 2005
Nepals syv største partier er parate til at indlede et officielt samarbejde med den maoistiske oprørsbevægelse - en alliance, der udfordrer den nepalesiske konge, der siden februar i år selv har regeret sit land. Samarbejdet mellem partier og maoister er dog betinget af, at oprørerne viser sig villige til at lægge våbene fra sig.
Både partier og maoister ønsker ”at afskaffe monarkiet og genetablere fuldt demokrati” hed det i en meddelelse, der blev kommunikeret ud efter et møde blandt partiernes topledere tirsdag d. 22. november i hovedstaden Katmandu.
Der ikke er tale om en egentlig bindende aftale, men dette er det første officielle tegn på en alliance og en øget forståelse mellem partier og maoister, siden kongen for ti måneder siden afskedigede sin egen regering og overtog al udøvende magt.
Hovedpunktet i aftalen er, at maoisterne og partierne forpligtiger sig til at danne en fælles midlertidig regering, der skal afvikle monarkiet og gennemføre valg til en ny grundlovsforsamling.
Maoisterne bekræftede i en selvstændig meddelelse, at de har indviliget i et samarbejde med de syv partier og at de fremover vil tillade partierne at udføre politisk arbejde også i de områder af Nepal, der er under deres kontrol.
Meddelelsen, der blev sendt ud via email, indeholder intet om hvordan, hvornår eller hvorvidt man vil nedlægge våben.
En tre måneder lang våbenhvile udløber 3. december.
De maoistiske oprørere har tidligere ønsket at ændre Nepals nuværende grundlov fra 1990 med henblik på at afskaffe monarkiet mens partierne hidtil har afvist behovet for en ny grundlovsforsamling.
Udmeldingen øger presset på den nepalesiske konge, hvis demokratiske hensigter forbliver uklare. Godt nok udskrev han lokalvalg til februar 2006 og valg til parlamentet senest i april 2007, men myndighederne fortsætter med at indskrænke almindelige borgerrettigheder og chikanere medier og civilsamfund med restriktive love og forordninger. De syv største politiske partier har af samme grund afvist at deltage i valgene.
Kongen er i øjeblikket i udlandet og onsdag var der endnu ikke kommet nogen officiel reaktion på det nye fælles fodslag mellem Nepals partier og maoisterne.
Den fælles meddelelse kan læses her
http://www.kantipuronline.com/kolnews.php?&nid=57858
Line Wolf Nielsen er journalist og udsendt informationsmedarbejer for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal



