Presseresumé af formandens beretning til MS' repræsentantskab

Bearbejdet presse-resumé: Diskussionen om bistand til Kina bør ikke handle om, hvorvidt vi skal give bistand eller ej, men hvilken type bistand vi giver. Menneskerettighederne skal ikke kun bruges til at kræve ytringsfrihed og retfærdige retssager, men også til at fastholde både staten og det internationale samfund på deres pligt til at gennemføre ansvarlige fordelings- og miljøpolitikker. Flygtninge og indvandrere i Danmark har krav på, at deres rettigheder bliver overholdt i den nye integrationslov.

Det var nogle af pointerne, da formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Christian Friis Bach, lørdag den 4. april 1998 afgav sin mundtlige beretning til MS’ repræsentantskab med rettigheder som det overordnede tema.

Rettigheder er på dagsordenen i den verserende debat om bistand eller ej til Kina. Kritikere har hævdet, at man ikke bør give bistand til et land, der konsekvent undertrykker basale menneskerettigheder. Fortalere har ment, at man bør belønne de åbninger, som det kinesiske regime har givet. Christian Friis Bach pointerer i sin beretning, at det i virkeligheden ikke er et spørgsmål om bistand eller ikke bistand, men om hvilken bistand man giver. Spørgsmålet om bistand til Kina skal således ses i sammenhæng med den politik, som Danmark fører i forhold til andre regimer som f.eks. Kenya, hvor man målrettet kanaliserer en væsentlig del af bistanden til det civile samfund, og dermed er med til at støtte de kræfter i landet, som modarbejder undertrykkelsen af menneskerettighederne.

Som Friis Bach udtrykker det: "Dansk bistand til Kina skal ikke bare bruges til at uddanne officielle dommere, og dansk bistand til Kina skal heller ikke bruges til at støtte erhvervslivets eksport eller investeringer i et land, som i forvejen modtager over 30 procent af alle direkte, udenlandske investeringer i u-landene. Dansk bistand i Kina skal bidrage til at skabe et uafhængigt civilsamfund. Intet er vigtigere i en langsigtet strategi mod demokrati og menneskerettigheder."

MS har besluttet at bruge 1998 til at sætte fokus på de "glemte rettigheder", som ofte er de samme som de sociale rettigheder, f.eks. retten til arbejde, retten til udvikling og retten til bolig. "Ethvert land har ret til udvikling, og enhver person har ret til udvikling. Det skal bruges indenfor landene til at kræve en bedre fordeling af ressourcerne, og det skal bruges mellem landene til at kræve en bedre fordeling af gevinsterne ved en fri og åben verden. Alle har ret til at få del i samfundets overskud", siger Christian Friis Bach, der betragter bistand som en ret på linie med kommunale udligningsordninger på nationalt plan og strukturfonde på EU-plan. Af samme grund må den konkrete udformning og gennemførelse af bistanden tage udgangspunkt i modtagernes egne behov og definitioner og ikke i danske erhvervsinteresser. I den sammenhæng efterlyser formanden blandt andet en grundlæggende evaluering af de erfaringer, DANIDA har gjort sig med Privat Sektor programmet.

I forbindelse med det sidste års flygtningedebat udtaler Christian Friis Bach:

"Det trodser enhver anstændighed. Vi taler om mennesker, der bor i Danmark og har ret til det. De er vores venner, vores naboer, vores kollegaer, og de har ret til at blive behandlet med respekt. Vi har sagt ja til at de må være her, og så har vi også sagt ja til at behandle dem ordentligt". Under sin beretning retter formanden således en direkte appel til de politikere, der netop nu forhandler en ny integrationslov på Christiansborg: "Det er helt centralt at integrationsindsatsen bliver forbedret, men det må ikke ske på ulige vilkår, med brug af stavnsbinding eller uden en solid forankring i både det danske demokrati og de internationale menneskerettigheder".