Formandens samlede beretning til MS' repræsentantskab 1998

Rettigheder som løftestang Når man bliver født på denne klode, bliver man ikke født tomhændet. Man bliver født med rettigheder. De rettigheder har været af meget svingende værdi. I mange lande, i mange perioder, har de ikke været det papir værd, som de var skrevet på. Men det er langsomt ved at ændre sig. Rettigheder bliver konkrete og brugbare redskaber, der kan benyttes af det enkelte menneske og det enkelte land til at kræve bedre levevilkår.

04. april 1998

Dette års centrale tema i MS er menneskerettigheder og demokrati. Og det er også et gennemgående tema i denne beretning. Vi skal gøre rettighederne til en løftestang, som kan bruges ikke bare til at kræve ytringsfrihed og retfærdige retssager, men også til at fastholde både staten og det internationale samfund på deres pligt til at gennemføre ansvarlige fordelings- og miljøpolitikker.

Retten til udvikling og retten til et rent miljø skal blive mere end tomme ord. Det skal blive selve den akse, hvorom kampen foregår.

 

Retten til en anstændig behandling

Men det går ikke kun den rigtige vej. I det sidste år har vi set et anslag mod rettighederne hos én af de mest udsatte grupper i Danmark, nemlig flygtninge og indvandrere. De blev erklæret lovløse, og de måtte høre på, at folkevalgte politikere rakkede dem ned, beskyldte dem for alskens ulykker, og endda truede med at smide dem ud med faldskærm.

Det trodser enhver anstændighed. Vi taler om mennesker, der bor i Danmark og har ret til det. De er vores venner, vores naboer, vores kollegaer, og de har ret til at blive behandlet med respekt. Vi har sagt ja til, at de må være her, og så har vi også sagt ja til at behandle dem ordentligt.

Det var budskabet i årets MS-kampagne mod Ekstra Bladet. En kampagne hvor vi bestræbte os på ikke at polarisere, men at samle. Vi kørte derfor kampagnen udfra devisen: Fræk i formen - forsonende i budskab. Hvis polarisering mødes med mere polarisering, vokser problemerne. Vi ønskede at sende en appel om anstændighed og sende et stærkt og positivt signal til de mennesker, der blev ramt af Ekstra Bladets udfald.

At det lykkedes, viste den store opbakning, kampagnen fik. Alene det at en tidligere, fremtrædende borgerlig politiker sendte et bidrag på 20.000 kroner til kampagnen, var meget opmuntrende og viste, at vi ramte rigtigt.

Men problemerne er ikke løst, og fordrejningerne fortsætter. Det er bekymrende, at antallet af humanitære opholdstilladelser i Danmark er faldet fra 115 i 1995 til 70 i 1996 og kun 17 i 1997. Danmark er blevet mere rå over for nogle af de mennesker, som har størst behov.

Og det er småligt og helt ude af proportioner, at vi nu, i et af verdens rigeste lande, bruger store ressourcer på at forsøge at sende en håndfuld somaliere med midlertidig opholdstilladelse hjem. Det er mennesker, som kommer fra håbløshed, som måske endelig har fundet en menneskeværdig tilværelse i Danmark, og hvis børn er begyndt i danske skoler. De mennesker vil vi nu sende tilbage til usikkerheden, blot for at tilfredsstille en hungrende højrefløj.

Brug dog kræfterne på at løse integrationsproblemerne i stedet for at sende udsatte grupper hjem mod deres vilje!

Det er helt centralt, at integrationsindsatsen bliver forbedret, men det må ikke ske på ulige vilkår med brug af stavnsbinding eller uden en solid forankring i både det danske demokrati og de internationale menneskerettigheder. Dét signal er vigtigt at sende til de politikere, der netop nu sidder på Christiansborg og forhandler om forslaget til en ny integrationslov.

 

Retten til et arbejde

Når det gælder integrationsproblemerne, skal der tages fat på det nok allervigtigste område: Arbejdsmarkedet. Flygtninge og indvandrere har på lige fod med alle mennesker i Danmark, som det står i Verdenserklæringen om menneskerettigheder, ret til arbejde og retfærdige og gunstige arbejdsvilkår. Vi kender alle, enten fra os selv eller fra vores venner, det store psykiske pres det er ikke at kunne finde et arbejde. Det kan nedbryde ens selvrespekt og selvværd. Hvis man så oven i købet bliver udsat for hetz i medierne og fornemmer, at man bliver afvist - ikke på grund af kvalifikationer men på grund af hudfarve - så bliver frustrationerne enorme. Derfor er en bedre integration på arbejdsmarkedet så vigtig.

Det handler meget om fordomme. Og vi har dem alle sammen. Da jeg deltog i en fest i min yngste datters børnehave, kom jeg til at stå ved siden af en stor og flot vestafrikansk kvinde i farvestrålende tøj svøbt om kroppen og om håret. Jeg skal indrømme, at jeg ikke forventede, at hun talte særligt godt dansk og heller ikke, at hun havde et arbejde. Da vi begyndte at tale sammen, viste det sig, at hun talte flot dansk og i øvrigt var i lære som elektromekaniker ude i Københavns lufthavn. Hun var endda den eneste kvinde på holdet. Der fik jeg én lige på mine fordomme.

Det er for at nedbryde fordommene, at MS er gået ind i en stor Arbejdsmarkedskampagne sammen med Arbejderbevægelsens Internationale Forum, Netværk i fagbevægelsen og LO. Vores styrke i det samarbejde er, at vi har arbejdet med problemerne i Danmark i 25 år, og at vi har sent 4000 danskere ud til arbejdspladser i andre lande.

Det har lært os, at tingene ikke kommer af sig selv. Det kræver grundig forberedelse både af udviklingsarbejderen og af medarbejderne på arbejdspladsen, hvad enten den ligger i Afrika, Asien, Latinamerika - eller i Danmark. Det er nødvendigt med uddannelse og oplysning både af nye og gamle medarbejdere på alle danske arbejdspladser.

Det kræver en stor indsats, og det koster penge. Men vi ved også fra de mange års erfaring med at få forskellige kulturer til at arbejde sammen, at når det lykkedes, så er resultatet over forventning. Den gensidige inspiration kan flytte ting, som ellers ikke var blevet flyttet. Vi skal se forskellen som en fordel.

 

Retten til udvikling

Rettigheder skal også i stigende grad dominere debatten om udvikling i verdens fattigste lande. Ethvert land har ret til udvikling, og enhver person har ret til udvikling. Det skal bruges indenfor landene til at kræve en bedre fordeling af ressourcerne, og det skal bruges mellem landene til at kræve en bedre fordeling af gevinsterne ved en fri og åben verden. Alle har ret til at få del i samfundets overskud.

Derfor er det også i orden, at Danmark og andre donorer i stigende grad stiller krav til u-landenes økonomiske politik til gengæld for bistand. Men det er et problem, at den målestok for økonomisk politik, der er mest i fokus, er et primitivt Verdensbank-indeks af det offentlige underskud, inflationen og åbenheden.

Det er muligt, at de tre faktorer påvirker landenes økonomiske vækst, men der er intet, der er vigtigere for den langsigtede økonomiske vækst, end investeringer i uddannelse og sundhed. Her burde Danida gå i front og konstruere et indeks for økonomisk politik med et menneskeligt ansigt - et indeks som fokuserede på uddannelse og sundhed, og som fulgte op på 20:20 princippet fra det Sociale Topmøde i København.

Der er endnu vigtigere i dag, hvor ingen kan komme med fortidens dårlige undskyldninger om, at en vis ulighed er nødvendig for at skabe økonomisk vækst. Historien har vist, at netop de lande, der bevidst har arbejdet på at mindske uligheden mellem rig og fattig, har haft nogen af de største og mest stabile vækstrater.

Det samme argument gælder for verden som helhed. Den meste effektive måde til at sikre en langsigtet og stabil økonomisk vækst i hele verden er at fordele verdens ressourcer mere ligeligt.

Det budskab kan ikke gentages for tit. Især ikke efter et år, hvor der var forslag om at skære over fire milliarder kroner i bistanden og dermed stort set udradere Danmarks positive rolle i de multilaterale organisationer. Vælgerne sagde dog nej og indsatte et Folketing, hvor opbakningen til en solid og aktiv international linie er styrket.

Men den usikkerhed, der bredte sig, viser hvor vigtigt det er at få bistanden ind i bindende aftaler - en tendens der heldigvis er på vej på miljøområdet med aftaler som Montreal protokollen om ozonnedbrydende stoffer og tildels også i Kyoto aftalen om drivhusgasserne, selv om den aftale langt fra levede op til forventningerne.

Danmark bør arbejde aktivt på at forhandlinger om bistand, handel, miljø og menneskerettigheder kobles langt tættere sammen, og på at u-landsbistanden tager udgangspunkt i retten til udvikling og bindende tilsagn.

Det skal være slut med, at verdens ledere ved festlige lejligheder kan stille sig op og love u-landene både bistand og bedre handelsbetingelser - uden at de holder hvad de lover!

Det internationale samfund skal bygges op omkring rettigheder - ikke tomme løfter. Det er en del af den debat om globalisering, vi skal have i eftermiddag.

 

Menneskerettigheder, bistand - og Kina

Den direkte kobling mellem menneskerettigheder og bistand har også været til debat. Ikke mindst i de sidste dages diskussion om Kina. Det er blevet en debat om, hvorvidt vi skal give bistand til lande, der overtræder menneskerettighederne. Men det er ikke den vigtigste debat, og det glemmes endda, at vi faktisk bruger bistandsmidler på Kina via de blandede kreditter.

Den vigtigste debat handler i stedet om hvilken type bistand, vi giver til lande, der overtræder menneskerettighederne. Vi siger ja til bistand til Kina, men kun hvis mindst halvdelen af pengene kan gå til opbygningen af uafhængige civile organisationer.

Det er et princip for bistanden til mange andre lande, hvor menneskerettighederne ikke overholdes, at en del af pengene gives til det uafhængige civilsamfund. Og det skal naturligvis også være et princip for Kina.

Dansk bistand til Kina skal ikke bare bruges til at uddanne officielle dommere, og dansk bistand til Kina skal heller ikke bruges til at støtte erhvervslivets eksport eller investeringer i et land, som i forvejen modtager over 30 procent af alle direkte, udenlandske investeringer i u-landene. Dansk bistand i Kina skal bidrage til at skabe et uafhængigt civilsamfund. Intet er vigtigere i en langsigtet strategi mod demokrati og menneskerettigheder.

Det er også grunden til, at MS fortsat arbejder i Kenya, selv om landet i det sidste år blev vidne til endnu flere brud på menneskerrettighederne og et problematisk valg til præsidentposten. MS bliver i Kenya for at støtte dét civilsamfund, der i Kenya arbejder for demokrati og menneskerettigheder. Kun derved kan vi bidrage til en positiv, langsigtet udvikling.

Det er dog en arbejdsmetode, som kun er forundt NGO’erne. Når det gælder den officielle u-landsbistand, er der stadig mere perspektiv i at støtte lande, hvor der sker fremskridt for demokrati og menneskerettigheder, som vi for eksempel har set det i dele af Mellemamerika, ikke mindst i El Salvador.

 

Erhvervslivets rolle

Anskuer vi bistanden som en ret og ikke som en gave, får det også betydning for den måde, vi giver bistanden på. U-landene har ret til at få den bedste kvalitet til den billigste pris. Det er positivt, at erhvervslivet er blevet inddraget mere i den danske udviklingsbistand gennem Danidas Privat Sektor programmer og Virksomhed til Virksomhed programmer.

Men de danske virksomheder skal ikke være med, blot fordi de er danske, men fordi de er dygtige. De mange formelle og uformelle bindinger til danske leverancer i bistanden skal fjernes. Det er gammeldags planøkonomi og hører fortiden til.

Derfor skal bistandsprojekter udbydes i en bredere licitation, og derfor skal bistandsaktiviteter i samarbejde med private virksomheder udsættes for præcis samme kontrol og evaluering som alle andre projekter. Og måske oven i købet lidt til. Vi mangler stadig en grundig evaluering af Privat Sektor programmerne. Den evaluering er nødvendig, fordi vi skal være helt sikre på, at vi med Privat Sektor programmerne ikke bare har opfundet et ny form for industristøtte.

Der skal, jeg gentager, der skal være en udviklings- og/eller miljøeffekt i projekterne, hvis de skal have støtte fra den danske ulandsbistand. Når de private investeringer i u-landene nærmest eksploderer, som det er set i de sidste år, er der endnu større grund til at målrette bistanden mod de lande og sektorer, hvor de private investeringer ellers ikke finder hen.

Når vi skal fjerne de formelle bindinger til dansk industri, er det er klart, at det ikke kun skal gælde i Danmark og at andre lande må gå med. Både når det gælder gennemsigtige udbudsregler, og når det gælder et rimeligt bistandsniveau. Men det må stå fast, at vi ikke kan gå ned i kvalitet eller op i pris, blot fordi det er u-lande. De enorme problemer, u-landene står over for, tillader ikke, at vi spilder en eneste bistandskrone.

 

Rigsrevisionen

Det gælder selvfølgeligt også for MS. Vi skal levere den bedste kvalitet for pengene - både når det gælder de konkrete aktiviteter i Syd, og når det gælder koblingen til folkeligheden og oplysningsarbejdet i Nord, som jo er vores styrke.

Derfor var årets evaluering af vores aktiviteter af Rigsrevisionen en stor udfordring. Jeg vil tillade mig at konkludere, at vi slap godt fra den evaluering. Rigsrevisionen blåstemplede med rapporten vores MS i Syd tilgang og anerkender de mange opstramninger, som er gennemført i vores budget- og regnskabsprocedurer. Der var også kritikpunkter, men i de fleste tilfælde var ændringerne allerede sat i gang.

Vi har set processen omkring Rigsrevisionen som et konstruktivt og kritisk bidrag, vi kan bruge i det videre arbejde. På den måde fik vi noget ud af processen. Men jeg tror også, at Rigsrevisionen fik noget ud af det. Det er svært og lærerigt at forsøge at vurdere bæredygtighed i partnerskabsprogrammer som dem, MS deltager i.

 

Partnerskaber og medbestemmelse

Er det at få bistand en rettighed, bliver det også meget tydeligt, at modtageren har ret til at være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. Her er MS nået længere end de fleste med forankringen hos partnerne og oprettelsen af de rådgivende Policy Advisory Boards (PAB).

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at omfanget af den proces kom lidt bag på os, da vi i september afholdt det årlige politik møde med deltagelse af formændene fra PAB’erne fra alle vores samarbejdslande. Her blev vi taget på den demokratiske sengekant. Vi stod pludseligt over for et meget stærkt krav om indflydelse - både på politikken i landene, men også på den overordnede MS-politik.

Kravene og kritikken for ikke at tage demokratiet alvorligt var overraskende, men samtidig en af årets positive oplevelser. Kun hvis vi forankrer vores politiske budskaber i både Syd og Nord, vil de få den kvalitet og den gennemslagskraft, vi har brug for. Tilsvarende har mange af os, og mange udviklingsarbejdere, oplevet krav om øget indflydelse blandt andet på årsmøderne.

Vi har nu forsøgt at tage denne kritik alvorligt, og i det kommende år vil vi prøve at føre en stærkere politisk debat i alle dele af MS-systemet om en række temaer, herunder globalisering og miljø & udvikling.

En fortsat demokratisering af vores programmer vil være en af de store opgaver i de kommende år. Det skal lykkes at føre processen videre. Men det er ikke uden problemer. Vi vil støde ind i modsætningen mellem åbenhed og indflydelse for grupper i Danmark på den ene side - og vores Syd-partneres ret til at sige nej på den anden side. Her er en stor og vigtig udfordring for os alle.

 

Nord/Syd koblinger

En del af demokratiseringsprocessen handler om at skabe tættere kontakter mellem Syd og Nord. Etableringen af flere, mere eller mindre formaliserede samarbejder mellem grupper i Syd og Nord, omkring fælles målsætninger, vil styrke både dialogen og medindflydelsen hos grupper og partnere.

Det arbejde, som allerede er i fuld gang, kan ikke strømlines, eller kommes ind i bestemte rammer. Det skal udspringe af engagement og interesse. Men det kan i høj grad støttes og opmuntres. I det arbejde er vi kommet et godt stykke videre i det sidste år. En arbejdsgruppe har formuleret et udspil til hvordan det centrale MS kan være mere aktiv i at fremme Nord/Syd koblinger og, hvilket måske er ligeså vigtigt, så har Nord/Syd koblingerne været diskuteret på møder, i sekretariatet, i lokalgrupper, på landekontorene, blandt partnere, på årsmøderne og mange andre steder.

Som vi skrev i MS-revy, har arbejdsgruppen kun trådt koblingen i bund. Hvilket gear, vi skal skifte til, er op til alle jer og alle dele af MS systemet. Vi præsenterer de vigtigste anbefalinger fra koblingsgruppen i form af en intern udtalelse, som vi skal diskutere i eftermiddag og i morgen.

 

Ret til indflydelse

Mens vi i MS er i gang med at skabe formaliserede koblinger mellem Syd og Nord, så er der også gang i debatten om fremtidens samarbejde mellem Europa og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Lomé-aftalen skal revideres, og MS var meget aktiv i den høringsproces, som EU-kommissionen gennemførte i løbet af 1997.

Langsomt kan man nu se konturene af et mere formaliseret samarbejde mellem Afrika og Europa. Mens det amerikanske Afrika-udspil er så tæt på "Kejserens nye klæder", som man kan komme, har EU en historisk chance for at gå i spidsen med bindende og gensidige aftaler, der kobler en friere samhandel med en regional udligning gennem bistand og sikring af menneskerettigheder og miljøbeskyttelse.

EU-kommissionen kom nogenlunde fra start og viste for første gang ægte vilje til at gennemføre en seriøs høringsproces, hvor civilsamfundet blev aktivt inddraget. Jeg vil gå så langt som til at udtrykke en beskeden respekt for kommissionens åbenhed i den proces. På den anden side er der ingen grund til at blive benovet, blot fordi EU-kommissionen lapper på dén manglende åbenhed, der er reglen snarere end undtagelsen. Vi har ret til at få indflydelse, vi har ret til at blive hørt, og vi har ret til at sige vores mening. Det samme gælder civilsamfundet i de u-lande, som bliver berørt.

Og det samme burde gælde i alle andre internationale forhandlinger og organisationer. Vi har i det forløbne år set konturerne af et effektivt internationalt civilsamfund - forbuddet mod anti-personel miner, Kyoto-forhandlingerne og kampen mod en multilateral investeringsaftale, som ville give de transnationale virksomheder udstrakte rettigheder, men ingen pligter over for arbejdere eller miljø.

Alle disse kampagner er eksempler og beviser på, at civilsamfundet gør en forskel og kan danne modvægt til stærke industriinteresser og udemokratiske forhandlinger. I et forsøg på at bidrage den udvikling har vi i MS opprioriteret det internationale NGO arbejde i netværk som Eurostep og det Internationale Center for Handel og Bæredygtig Udvikling, ICTSD, i Geneve.

Men det er langt fra alle internationale organisationer eller forhandlinger, der udviser den fornødne åbenhed og indrager civilsamfundet behørigt. I det forgangne år demonstrerede flere organisationer, ikke mindst Verdenshandelsorganisationen WTO, at de ikke tager den opgave alvorligt. Her er der en meget stor rolle for Danmark og den aktive multilateralisme.

Politik og debat papirer

Samtidig med at vi har forsøgt at opprioritere det internationale arbejde, har vi også forsøgt at opprioritere det politiske arbejde generelt. Med lanceringen af Politik-papirerne og Debat-papirerne har vi styrket den politiske debat i MS og også forsøgt at bruge det offensivt udadtil.

Politik-papirerne har skabt mange gode diskussioner og har været et godt arbejdsredskab. De har også vist sig at kunne bruges af et stadigt mere politiseret udesystem. Politik-papiret om Sudan var et resultat af et samarbejde mellem et aktivt landekontor, aktive partnere og en aktiv lokalgruppe i Danmark. Både Politik-papiret og vores henvendelse til regeringen følges nu op i år med en kampagne mod slaveri i Sudan.

Trods anstrengelserne mangler vi dog stadig, at den danske regering tager en stærk og aktiv linie overfor menneskerettighedskrænkelserne i Sudan. Det er en delvist glemt, men forfærdelig konflikt med enorme menneskelige omkostninger.

Kampagner og oplysningsarbejde

På informationssiden har året markeret en række nyskabelser. Ekstra Blads kampagnen, Menneskerettighedsannoncerne i Information, de nye annoncer efter udviklingsarbejdere og senest arbejdsmarkedskampagnen er flotte eksempler på en ny stil i informationsarbejdet.

Og også på oplysningssiden har der været høj aktivitet og mange nyskabelser. Stærk Kaffe kampagnen er er et flot eksempel på en kampagne om netop rettigheder. Som forbrugerne har vi en ret til at vide, hvad der er i de varer, vi køber, og det gælder ikke kun det fysiske indhold, men bestemt også det etiske. Og som kaffebonde i Nicaragua har man en ret til gode og rimelige arbejdsforhold. De to budskaber formåede kampagnen at forene på bedste vis.

Kampagnen var samtidig et eksempel på et utraditionelt samarbejde mellem MS og en dansk virksomhed. Det er ikke sidste gang, det vil ske. Hvis budskabet er rigtigt, og det fremmer sagen, skal MS kunne samarbejde bredt.

 

Det lokale arbejde

Endelig vil jeg godt knytte en kommentar til det lokale arbejde. Det er nu, vi ser resultatet af regionsstrukturen, og det har været et godt resultat. Der har været et væld af debatter, konferencer, happenings, udstillinger, seminarer, udvekslinger, kom-godt-afsted-møder og velkommen-hjem arrangementer. Alt sammen er det beskrevet i den imponerende beretning, vi alle har modtaget. Det er kulturmødet for fuld udblæsning, og det er frivillige over hele landet, som knokler, fordi de ved, at det gør en forskel. Verden kan vendes, hvis man tror på det.

Opgaven i det næste år bliver at få det til at fungere endnu bedre. Vi skal have de politiske debatter bredt ud i vores medlemsstruktur, vi skal inddrage medlemmer og lokalgrupper bedre i de store kampagner, og vi skal styrke koblingerne mellem det lokale arbejde og arbejdet i Syd.

Afslutning

Lad mig til sidst knytte en lidt personlig kommentar til året. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var meget spændt på opgaven som formand. Men det har været både lærerigt, udfordrende og ikke mindst opmuntrende.

Det mest opmuntrende er engagementet. Jeg har mødt en stribe frivillige, som spekulerer dag og nat over, hvordan de kan løse de store problemer, de står overfor sammen med deres partnere. Jeg har mødt engagerede ansatte på vores landekontorer, som yder en stor indsats for, at det hele skal lykkedes. Jeg har mødt folk, der har været på arbejdslejre og brigader, og hvor øjnene suger til sig af indtryk og oplevelser. Jeg har mødt aktivister, som brænder for ideer og politiske budskaber, og jeg har i styrelse og udvalg mødt både et engageret medspil og et konstruktivt modspil. Endelig har vi i både formandsskab og styrelse fået en meget flot opbakning fra et sekretariat, der går til opgaven med seriøsitet, professionalisme og engagement.

Uden den opbakning fra alle sider kunne vi ikke have klaret det, og uden engagementet var det ikke umagen værd.

Det var en beretning med fokus på rettigheder. Det er jo ikke nogen rettighed at være formand. En formand har såmænd ikke engang altid ret. Men nu er det til gengæld jeres ret at komme med kritik og kommentarer til året, der gik.

Tak for et godt år til jer alle og tak for opmærksomheden! 

Christian Friis Bach