Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Presse-invitation til MS' repræsentantskabsmøde

Pressen inviteres hermed til MS' repræsentantskabsmøde d. 4-5 april 1998. Hovedpunkterne på dagsordenen er:

04. april 1998

MS og globaliseringen
Globaliseringen stiller nye krav til NGO’erne, og repræsentantskabet skal diskutere MS’ strategi i forhold til de nye udfordringer og muligheder. Kan frihandel bruges konstruktivt? Kan EU og WTO? Det er spørgsmål, som de fleste organisationer må stille sig selv i dag. Hvis man vælger at lade den økonomiske globalisering fortsætte uden centrale politiske styringsmidler, ved vi godt, hvem der betaler prisen: De fattigste i verden og miljøet. Hvis man derimod vælger at støtte centrale politiske styringsinstrumenter, risikerer vi at give afkald på uafhængigheden og det åbne nære demokrati. MS mener ikke, vi kommer uden om at diskutere dette dilemma. Diskussionen på mødet skulle have været indledt af Mrs. Sunita Narain, vicedirektør i Centre for Science and Environment i Indien, men hun har desværre i sidste øjeblik meldt afbud. I stedet indledes debatten om globalisering af Jørn Jespersen fra SF. 

Desuden vil MS på repræsentantskabsmødet gå i spidsen med et Grønt Regnskab, der dækker alle organisationens aktiviteter. Det overordnede politiske tema for det næste års arbejde skal vælges ved Global Brainstorm 1999 og den indiske organisation CECOWOR modtager MS-prisen.

Mødet er åbent for pressen og afholdes på Skolen ved Sundet, Samosavej 50, 2300 Khb. S. den 4. april kl. 10-16 og den 5. april kl. 9-15. Der vil være mulighed for interviews med MS' formand Christian Friis Bach, generalsekretær Bjørn Førde og Michael Susairaj fra CECOWOR.

Nærmere information m.h.t. program, materiale og interviews kan fås på tlf. 3332 6244 lok. 223 hos informationschef Martin Lidegaard.