Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

MS forlanger PETs ulovlige registre åbnet - og slettet!

MS' repræsentantskab udtaler: Politiets Efterretningstjeneste, PET, har i marts 1998 offentliggjort en rapport om "dele af PET’s virksomhed". Af rapporten fremgår det, at danske personer og organisationer gennem mere end 40 år er blevet overvåget og registreret, hvis de har haft kontakt med mennesker, lande eller organisationer, der af tjenesten er blevet betragtet som trusler mod den eksisterende samfundsorden. Det gælder f.eks. "østlande", "visse venskabsforeninger" samt dele af fag- og fredsbevægelsen.

05. april 1998

MS accepterer nødvendigheden af politimæssig overvågning og efterforskning af ulovlige aktiviteter, men vender sig imod mistænkeliggørelse og overvågning af lovligt internationalt solidaritetsarbejde.

MS har i over 50 år arbejdet for at fremme mellemfolkelig udveksling af mennesker og ideer på tværs af grænser, kulturer og politiske barrierer. MS har således gennem årene sendt hundredvis af danskere på arbejdslejre m.m. i bl.a. Øst- og Centraleuropa. Ligeledes har MS støttet selvstændigheds- og befrielsesbevægelser som ANC og PLO, der formentlig har været i PETs søgelys, men som senere har opnået international anerkendelse.

Personer, der har deltaget i solidaritets- og venskabsorganisationer med kontakt til lande eller bevægelser som de nævnte, har ifølge PET’s rapport været genstand for overvågning og registrering, også selv om de pågældende aktiviteter har været fuldt lovlige.

MS støtter forslaget om en uvildig kulegravning af PETs virke. Registrering af danske borgere på baggrund af lovlig politisk aktivitet må standses, og eksisterende registre med sådanne oplysninger må åbnes for de involverede, og derefter slettes!