Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Artikel fra MS-revy 6/89

De frivillige bør kunne besøge Sydafrika

Det siger den sydafrikanske menneskerettighedsadvokat Brian Currin under et besøg i Danmark.

Af Peter Bischoff

07. december 1989

Under et besøg i begyndelsen af november hos Det Danske Center for Menneskerettigheder lagde den sydafrikanske menneskerettig­hedsadvokat Brian Currin op til en åbning i forholdet til Sydafrika - både hvad angår et dansk konsulat i Johannesburg, og hvad angår udsendte frivilliges mulighed for at besøge landet. Ikke ment som en anerkendelse af regimet, men for at kunne styrke informationen og knytte kontakter til de kredse, der kæmper mod apartheid.

- En dansk mission ville kunne hjælpe organisationer i Sydafrika med at få informationer ud, sagde han. Samtidig foreslog han dog to nødvendige betingelser: for det første at der blev sendt de rigtige folk - dvs. folk, der kom ud i de sorte bydele, deltog i protest­mar­cher og arbejdede sammen med de alternative strukturer. For det andet at det blev gjort på en måde, så det stod helt klart, at Sydafri­kas regering ikke kunne bruge det i sin propaganda.

Vendepunkt

Brian Currin er formand for 1000 menneskerettighedsadsvokater, der har sluttet sig sammen i organisationen "Lawyers for Human Rights", der nu har eksisteret i to år. Han så optimistiske træk i situationen og mente, at udviklingen i Sydafrika havde nået et vendepunkt, der kunne føre til politisk dialog. Ikke i kraft af regerin­gens politik, men som resultat af et pres fra mange sider.

Han understregede dog, at menneskerettighedssituationen ikke er blevet forbedret, siden den ny præsident de Klerk kom til i sep­tember. Sydafrika anerkender stadig ikke menneskerettigheds­erklæringen, og der findes ikke nogen "menneskerettighedskultur" i landet.

Folk er blevet brutaliseret, og mange mandlige hvide bærer skyde­våben. Folk fængsles uden rettergang og underkastes tortur. Politisk internerede har ingen rettigheder. Et overvældende flertal af de folk, der stilles for retten, har ikke råd til en forsvarer. Mange er analfabeter og kan ikke kontrollere over­sættelsen af deres forklarin­ger til afrikaans eller engelsk.

Systematisk indsats mod dødsstraf

I det seneste år har Brian Currins organisation især lagt vægt på arbejdet for de hjemløse gadebørn, der er tvunget til at stjæle mad for at overleve - og på arbejdet mod dødsstraf. Systemet er indret­tet, så der hurtigt kan afsiges dødsdomme, og så det er meget vanskeligt for de dømte eller deres pårørende at udnytte mulighe­den for at appellere dommen eller søge om benådning.

I samarbejde med en organisation for pårørende til dødsdømte går "Lawyers for Human Rights" nu systematisk ind for at hindre eksekveringen af dødsdomme og for at få dem omstødt. Og der er allerede opnået resultater. Indtil nu har organisationen fået omgjort to dødsdomme til fængselsstraffe og fået udskudt 35 pct. af alle sager. Hvor der i perioden 1980-88 blev henrettet 1200 i Sydafrika svarende til 12 om måneden, er tallet i år 47 - altså et fald til under fem om måneden.