MS: Afskedigelser og færre udviklingsarbejdere
Mellemfolkeligt Samvirkes forretningsudvalg har på et ekstraordinært møde den 30. januar drøftet foreningens situation i lyset af den besparelse på i alt 15,5 mio. kr., som regeringens udspil til Finanslov for 2002 lægger op til. Forretningsudvalget udtaler i den anledning:
31. januar 2002Udenrigsministeriet henviser i sin ’Redegørelse for regeringens gennemgang af Danmarks samarbejde med udviklingslandene’ til, at "bistanden gennem danske NGO’er i 2001 er mere end 70 procent højere end i 1996."
Dette er korrekt. Men det er vigtigt at huske, at stigningen er sket i fuld overensstemmelse med et bredt flertal i Folketinget, og at der har været gode saglige begrundelser for at involvere stadig flere mindre danske NGO’er i udviklingsarbejdet, hvilket har øget behovet for midler.
For MS er det endvidere vigtigt at understrege, at vi ikke har oplevet nogen større stigning i bidraget fra Danida. Det fremgår i detaljer af bilaget, men kort fortalt ser udviklingen for perioden 1990-2001 således ud, når man sammenligner de løbende tal med tallene korrigeret for nettoprisindekset i perioden:
MS i Syd bevillingen voksede i løbende priser fra 116,2 mio. i 1990 til 148,5 mio. i 2001 – men kun til 120,8 mio. i 2001 hvis tallet korrigeres for prisudviklingen i perioden.
Administrationsbevillingen voksede i løbende priser fra 22,3 mio. i 1990 til 27,6 mio. i 2001 – men kun til 22,5 mio. i 2001 hvis tallet korrigeres for prisudviklingen i perioden.
Set under ét er MS’ samlede bidrag fra Danida således kun vokset med lidt over 4,5 mio. kr. i perioden fra 1990 til 2001. Det er således ikke MS, som har nydt godt af den voldsomme stigning, som Udenrigsministeriet henviser til.
For 2002 er der lagt op til, at MS samlet skal modtage et beløb på 163,5 mio. kr. Mål i realværdi betyder det i realiteten, at MS kommer til at ligge lavere end vi har ligget på noget tidspunkt i 1990’erne.
Besparelsen på 15,5 mio. kr. gør det nødvendigt at gennemføre afskedigelser af mindst 8 medarbejdere ud af 53 i sekretariatet i Danmark, standse udsendelsen og forlængelsen af omkring 60 udviklingsarbejdere, samt gennemføre generelle nedskæringer i den øvrige støtte, MS havde planlagt at give sine 225 partnere i Afrika, Mellemamerika og Nepal.
Alle MS’ partnere kommer således til at mærke nedskæringen i 2002. Mest alvorligt vil det være for de partnere, som efter lang tids planlægning ikke som forventet vil modtage den danske udviklingsarbejder, som skal bistå organisationen med at udvikle kapacitet til at stå på egne ben.
På længere sigt bliver det nødvendigt at lukke ét eller flere af MS’ landeprogrammer, for at sikre den nødvendige kvalitet i resten af programmet. Hvilke programmer der bliver tale om er der endnu ikke taget stilling til, men det vil ske på et møde i MS’ Styrelse den 13. marts – efter drøftelser på de årsmøder i Syd, som finder sted i løbet af februar.
I redegørelsen fra regeringen lægger udenrigsministeriet op til, at der i 2002 skal gennemføres "en evaluering med henblik på at belyse programmets gennemslagskraft."
Samtidig med at MS hilser en sådan undersøgelse velkommen, tillader vi os at gøre opmærksom på, at MS igennem tiårsperioden 1990-2001 har været igennem en lang række undersøgelser, som har resulteret i omfattende ændringer af udviklingsarbejdets profil. Dette er sket i tæt samarbejde og dialog med Udenrigsministeriet.
Administrationsdepartementet undersøgte hele MS i 1989.
En ny strategi for MS i Syd blev vedtaget i 1993.
Cowi gennemførte en kapacitetsundersøgelse i 1995.
MS i Syd strategien blev revideret i 1996.
En uafhængig konsulentundersøgelse af MS i Syd blev gennemført i 2000.
En ny strategi for MS i Syd blev vedtaget i 2001.
Derudover er der i tiårsperioden gennemført mindst én og i de fleste tilfælde to evalueringer af de enkelte landeprogrammer, samt flere tematiske undersøgelser. Endelig var MS’ arbejde også en del af den NGO-undersøgelse, som Danida gennemførte i 1999.
Forretningsudvalget er derfor af den opfattelse, at MS til fulde har levet op til de stigende kvalitative krav, som ministeriet i årenes løb har stillet.
Bent Nicolajsen
Formand
Bjørn Førde
Generalsekretær
Yderlige oplysninger ved henvendelse til:
Bent Nicolajsen - 51 35 99 93
Bjørn Førde – 77 31 00 31 eller 20 28 08 44
Bilag: Bevilling i løbende priser
MS i Syd bevilling
Administrations Bevilling
Total bevilling
1990
116.260.000
22.352.000
138.612.000
1991
123.931.000
22.789.000
146.720.000
1992
122.878.000
22.566.000
145.444.000
1993
118.485.000
24.031.000
142.516.000
1994
122.331.000
25.415.000
147.746.000
1995
121.446.000
25.380.000
146.826.000
1996
121.754.000
30.123.000
147.134.000
1997
139.924.000
26.442.000
166.366.000
1998
141.680.000
26.094.000
167.774.000
1999
145.073.000
26.971.000
172.044.000
2000
146.049.000
26.993.000
173.042.000
2001
148.500.000
27.630.000
176.130.000
Bilag: Bevilling i 1990-priser
MS i Syd bevilling
Administrations bevilling
Total bevilling
1990
116.260.000
22.352.000
138.612.000
1991
121.145.000
22.277.000
143.422.000
1992
117.138.000
21.512.000
138.650.000
1993
111.149.000
22.543.000
133.692.000
1994
113.374.000
23.554.000
136.928.000
1995
110.405.000
23.073.000
133.478.000
1996
109.001.000
26.968.000
135.969.000
1997
122.848.000
23.215.000
146.063.000
1998
122.138.000
22.495.000
144.633.000
1999
123.782.000
23.013.000
146.795.000
2000
121.505.000
22.457.000
143.962.000
2001
120.781.000
22.482.000
143.263.000



