Artikel fra MS-revy 6/89

Baggrunden for MS' bistandsudspil

- halvandet års debat om Danidas handlingsplan

Af Jeanette Pia Jensen og Peter Bischoff

05. december 1989

"Skjult erhvervsstøtte på bekostning af bi­standspolitikens målsæt­ninger". "DANI­DAs hand­lingsplan afskaffer princippet om fattig­doms­orienteringen". Dét var blot nogle af reak­tionerne, da DANIDA offentliggjorde en foreløbig udgave af sin såkaldt strategiske hand­lings­plan i foråret 1988. Planen skulle ud­stikke linierne for Dan­marks virke i u-lande­ne de næste fem år. Bag den lå ni delrap­por­ter med uddybende analyser.

Handlingsplanen fik i første omgang pressen til at reage­re. Ideen med at udfærdige en langsigtet plan for u-lands­bi­standen blev hilst velkommen, men samtidig blev der peget på en lang række punk­ter, der ville svække Danmarks ellers velrenom­merede indsats i den tredje verden.

Brud med fattigdomsorientering

Planen blev kaldt "kontro­versi­el" ved at lægge op til et brud med det grundlæg­gende prin­cip om fattig­doms­oriente­ring - at dansk bi­stand skal komme de dårligst stillede grup­per i de fattigste lande til gode.

Det blev hilst velkommen, at planen lagde op til en kraftig reduk­tion i antallet af modtagerlande. Men planen ligestillede de fattige tidligere "hovedsam­arbejds­lande" med nye, relativt rige lande, som ville være attraktive for dansk erhvervsliv. Sam­men med ændringer i bl.a. gave­bistanden blev dette set som en hånds­rækning til dansk erhvervsliv.

Svær at fordøje

Efter at DANIDA havde offentliggjort en let revideret version af planen, rullede debatten videre i de private u-lands­or­gani­sationer i løbet af sommeren 88. For dem var planen svær at fordøje på især tre afgørende punkter.

Det gjaldt for det første den omtalte nedtoning af fattigdomsorien­teringen ved at ligestille de fattigste u-lande med mellem­ind­komst­lande som Egypten og Thai­land. I ord slog DANIDAs plan til lyd for fattig­doms­prioritering af bistanden, men i praksis gjorde den noget andet gennem det konkrete valg af samar­bejdslande.

For det andet gjaldt det forslaget om oprettelse af en såkaldt "Flexpulje" på 50-100 millio­ner kroner, med henblik på hurtig støtte til virksomhe­der, der måtte ønske at gøre for­retninger i u-lan­dene. I MS-revy kaldte MS' formand John Martinussen dette for "så renlivet er­hvervs­støtte, at det må være i strid med loven om internationalt udviklings­samarbejde".

Og for det tredje fandt organisationerne den foreslåede reduktion i antallet af samarbejdslande til 20-25 utilstrækkelig. Det var stadig dob­belt så mange som ønskeligt, hvis formålet var at kvalifice­re indsatsen i u-landene.

Kernen i organisationernes kritik gik ud på, at Danidas plan på en række områder prioriterede danske erhvervsinteresser højere end bekæmpelse af fattigdom i den tredje verden. Ikke fordi der var noget galt i, at dansk erhvervsliv fik nytte af bistandssambejdet, men sådanne snævre interesser måtte komme i anden række og ikke føre til nedtoning af fattigdomsorienteringen.

Folketingsdebat om u-landsbistanden

I november 88 skulle Danidas plan så diskuteres i folketinget. Det benyttede organisationerne til at markere deres kritik af planen. Bl.a. ud­sendte MS sammen med ti andre u-lande­or­ganisatio­ner en udtalel­se, som opfordrede politikerne til at fast­holde fattig­domskri­teriet som udgangspunkt for dansk u-landsbi­stand - og til at under­ordne hensynet til dansk erhvervsliv dette hovedprincip.

Men efterhånden som folketingsdebatten nærmede sig, stod det klart, at der blev lagt op til kompromisser og en blød landing. Og folketingets debat blev tem­melig mat. Den gik uden om de varme­ste spørgsmål, nemlig er­hvervslivets flex-pulje og lande­valget, og henviste disse spørgsmål til drøftelse i folketingets Udenrigsudvalg.

Kompromis i Udenrigsudvalget

Her fortsatte debatten i begyndelsen af 89 - også med input fra de private organisationer. Bl.a. blev MS inviteret til at fremlægge sit syn på kriterierne for valg af modtagerlan­de for Udenrigs­udval­get i februar.

Debatten endte med, at Udenrigsudvalget i slutningen af maj afgav beretning om valget af fremtidige samarbejdslande. Et flertal bestå­ende af rege­ringsparti­erne, Socialdemokratiet og Kristeligt Folke­parti udtalte sig her om fattigdomsorienteringen som ud­gangs­punkt, om gradvis reduktion af antallet af lande og om at basere valget af lande på syv kriterier.

De syv kriteri­er var: det økonomiske og sociale niveau, den øvrige donor-situation, muligheden for bæredygtig udvikling, menneske­ret­tig­hedssituationen, kvindeaspektet, DANIDAs erfaringer og -  dansk erhvervslivs muligheder.

MS bistandspolitiske udspil

Med dette politiske kompromis om syv kriterier, der så skulle fortol­kes og afvejes, veg Udenrigsudvalget udenom at tage konkret stilling. Hermed var det konkrete valg af lande reelt spillet tilbage til uden­rigsministeren og embeds­mænde­ne.

For at sikre en fortsat bred, folkelig debat om landevalget beslut­tede MS på den baggrund i sommeren 89 at gå i offensiven og selv udarbejde et konkret argumen­teret udspil til landevalget. Udspil­let, der præsen­teres på midtersiderne, er resultatet af diskussioner i MS' styrelse. Det lægges hermed frem til debat - både med det officielle bistands­system, de andre private u-landsorganisationer og med andre interesserede.