Hvor er WTO’s regler for demokrati og menneskerettigheder

Tale af Søren Hougaard ved offentligt møde i Roskilde den 10. december 2005 om menneskerettigheder og verdenshandel.

10. december 2005

Alverdens øjne rettes i disse dage mod WTO og dets topmøde i Hongkong, som finder sted i næste uge. De vil være der alle sammen: statsledere fra den rige verden med EU, USA i spidsen og statslederne fra de store fattige lande som Kina og Brasilien og statslederne fra de absolut fattigste lande i verden, hovedsageligt fra lande i Afrika.

Og så vil alle interessenterne være der: industrifyrsterne fra den rige verden med deres veltrimmede lobbyister; den rige verdens landbrug med deres lobbyister; men også de mindre privilegerede vil være der med lobbyister og aktivister fra fagbevægelsen og alverdens NGO’er.

Mellemfolkeligt Samvirke vil også være der. Vi er ikke mindre end 7 som i disse dage drager til Hongkong. Vi vil gøre vores lille bidrag til at lobbye i Hongkong og så vil vi gennem forskelle sjove happenings være med til at sætte fokus på de urimelige globale landbrugsordninger. I disse timer er nogle af vores folk på vej til Kastrup, udklædt som malkekøer for at illustrerer det absurde i at hver EU malkeko får 2 USD om dagen i landbrugsstøtte – det samme beløb som halvdelen af klodens befolkning har at lever for om dagen.

Det hele kan måske forekomme som et absurd spil, men der er virkelig meget på spil i dette spil. Resultaterne af forhandlingerne i Hongkong har kolossal betydning for os alle, hvad enten vi bo i Danmark, Mozambique eller Kina.

Sænkes landbrugsstøtten i EU og åbnes det europæiske marked for ulandenes landbrugsprodukter, har det stor indvirkning på priser og beskæftigelse både i Danmark og i Mozambique.

Liberaliseres handlen med tekstilprodukter yderligere, vil det have stor indflydelse på priser og beskæftigelse i Danmark og i Kina.

Forhandlingerne er en del af den såkaldte Doha runde, hvor ulandenes adgang til de rige landes markeder er på dagsordnen. Disse forhandlinger er afgørende for ulandene, hvis de skal have en reel chance for at komme ud af deres fattigdomsfælde.

Der skal der tages hensyn til de fattigste lande. De skal have mulighed for over en rimelig periode selv at afgøre, hvor hurtigt og hvor meget, de vil åbne deres egne markeder.

Vi benytter handicap-regler i golf for at alle kan være med. Lad os gøre det samme i verdenshandelen. Så vil der være tale om fair play.

Det diskuteres om WTO er til gavn for de fattige lande. Det er min overbevisning at globale aftaler er det bedste for de fattigste lande. Ved bilaterale eller regionale aftaler kan de fattige lande endnu lettere trynes. Derfor er det vigtigt, at WTO-forhandlingerne giver et resultat.

Landbrug bliver det helt afgørende i Hong Kong. For mange fattige lande er landbrug reelt den eneste mulighed for både at kunne sikre sig det daglige brød og få udbytte af øget handel på verdensmarkedet. Så længe de rige lande holder fast ved de vanvittige landbrugsstøtteordninger, bliver der ikke plads til de fattige. Derfor skal eksportstøtte og dumping af overskudsproduktionen stoppes straks. Og så skal der åbnes for bedre adgang til de rige landes markeder for de fattigstes produkter.

Ulandenes gevinst ved forbedrede handelsaftaler der giver større adgang til de rige landes markeder vil langt overstige værdien af den ulandsbistand der gives i dag. Derfor er næsten alle enige om at de internationale handelsregler nu skal ændres, så ulandene kan få en reel chance for udvikling.

I alle tilfælde er politikernes og organisationsfolkenes retorik sådan. Men bag ved dette retoriske spil står der stærke kræfter i den rige verden. Og de er stærke. De danske sukkerproducenters lobbyister i Bryssel og Geneve overgår i antal og uddannelse langt det som bare et enkelt afrikansk land kan stille med for at varetage et helt lands interesser på handelsområdet.

Selv om alle kan se at de nuværende landbrugsordninger er ødelæggende for ulandene, er det meget lidt der gives ind med i forhandlingerne. Landbrugssektorens og fødevareindustriens politiske og økonomiske indflydelse i Europa og USA er kolossal. Og disse kræfter ønsker ikke de store ændringer.

Den rige verdens industri – uden for landbrugs- og fødevaresektoren – mener nok at vi børe give mere ind på landbrugsområde, men så skal det være på betingelse af at ulandene åbner deres markeder for den rige verdens industri- og servicesektor leverancer.

Ulandene er i forvejen vidne til et pres fra EU og USA i forhold til at liberalisere transport, elforsyning, vandforsyning, sundhed og uddannelser. De eksempler vi har set på sådanne liberaliseringer i ulandene er skræmmende. Ulandenes industrisektor er i dag så svag, at det vil blive vanskeligt at konkurrere med industrivare der kommer fra den rige verden.

Det er i dag den internationale menneskerettighedsdag – hvilket også er fokus for dagens konference. Derfor kunne det måske være interessant at se på WTO og verdenshandelsregimet med menneskerettighedsbrillerne på.

Selv om en større fri verdenshandel vil føre til en større global samfundskage, er der desværre ikke indbygget en automatik, der sikre en vindersituation for os alle. Det globale spil har vindere og tabere, sådan som WTO systemet fungerer i dag.

Når produktionen af skjorter flyttes fra Ikast til Shanghai, er det desværre ikke givet, at den kinesiske syerske er vinderen i den globale omfordeling af arbejdet. WTO systemet har desværre endnu ikke nogle globale ”færdselsregler” for demokrati og menneskerettigheder.

Derfor får vi til stadighed billeder og rapporter, der viser kinesiske syersker, der arbejder 14 – 16 timer hver dag i en 6-dags arbejdsuge med et usselt arbejdsmiljø og nogle vilkår som man skal helt tilbage til tiden før 1880 for at se tilsvarende i Danmark.

Det er derfor på tide, at vi sætter sociale regler på dagsordnen i WTO, regler som kan sikre, at demokratiske rettigheder og grundlæggende menneskerettigheder skal overholdes af de lande der er med i WTO - f.eks. dem som er defineret af FN’s arbejdsorganisation ILO.

Kun med regler for demokratiske rettigheder og grundlæggende menneskerettigheder vil også de fattige i udviklingslandene vinde ved en global handlesliberalisering. Dette gælder ikke mindst arbejderne i ulandene.

I dag er Mozambique i gang med at lave en ny arbejdsmarkedslov som skal forringe lønarbejdernes menneskerettigheder og demokratiske rettigheder. Dette gør Mozambique for at kunne konkurrere med bl.a. Kina om at tiltrække udenlandske investeringer.

I andre lande laver man såkaldte eksportproduktionszoner, hvor man vedtager at landets arbejdsmarkedslovgivning ikke gælder inden for zonen.

Der er lige nu tale om et ”ræs mod bunden” hvor industriproducenterne hele tiden flytter der hen hvor de mindst rigide regler er for menneskerettigheder og demokratiske rettigheder.

Det er et ”ræs” hvor den fattige arbejder i ulandet er taberen. Hvad enten det er arbejderen i Mozambique eller i Kina.

Men ville det ikke være protektionisme fra de rige landes side at stille sådanne krav - endnu en teknisk handelshindring, som den rige verden opstiller, for at udelukke ulandenes produkter fra de rige landes markeder. Det er i alle tilfælde hvad de politiske magthavere og industribaronerne i lande som Kina hævder. Men det er ikke det den fattige kinesiske syerske siger. Hun beder om, at det internationale samfund stiller krav til minimumsstandarder for, måden man kan behandle mennesker på, i det der ikke kun er et globalt handelsmarked, men også et globalt arbejdsmarked. Med sådanne færdselsregler ville hun også kunne få glæde af globaliseringen og nye WTO aftaler.

Jamen er det ikke umuligt for de fattige ulande at leve op til sådanne minimumstandarder for demokrati og menneskerettigheder. Nej det er ikke umuligt. Det kræver ikke nødvendigvis et højt teknologisk niveau, at overholde grundlæggende regler for demokrati og menneskerettigheder. For at sådanne krav ikke skal virke som tekniske handelshindringer bør kravene kombineres med en aktiv støtte fra den rige verden til at udvikle ulandenes kapacitet til at gennemføre sådanne sociale standarder. I øvrigt på samme måde som det er foreslået at man gør i forhold til globale miljøstandarder.

Men selvfølgelig skal man anstrenge sig for at leve op til grundlæggende krav om demokrati og menneskerettigheder. Men hvis der ikke stilles krav fra det internationale samfund, er incitamentet til at anstrenge sig for at overholde grundlæggende menneskerettigheder måske ikke så stort.